Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fjærland - Fjæsing - Fjæsingfisk - Fjæstad, Gustaf Adolf
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vetlefjord samt de to fra Bunden opgaaende
Smaadale Bøjadalen og Suphelledalen, der taber sig i
Jostedalsbræens Snemarker. Fjorden er kendt
for sin vilde Natur, hvor Fjeldene gaar op til
1776 m paa vestre Side og til 1380 m paa østre,
øverst kransede af mindre Snebræer, Udliggere
af den store Bræ, som under Farten op ad
Fjorden ses over Baggrundens Fjelde. Sin største
Tiltrækning har dog de to Bræer Bojumbræen
og Suphellebræen, som sender deres Ismasser
næsten helt ned til Bunden af Dalene af s. N.
Adgangen er overmaade let fra Mundal Hotel
ad en god, flad Landevej (se Balestrand
Herred).
(J. F. W. H.). M. H.
Fjæsing, se Fjæsingfisk.
Fjæsingfisk (Trachinidæ), en Familie af
aphysostome Benfisk, omfattende en Snes
Slægter med tilsammen c. 100 Arter, fordelte over
næsten alle Have. I danske Farvande lever
Fjæsingen (Trachinus draco Linn.).
Legemet er langstrakt, sammentrykt, dækket af
smaa, cykloide, i Skraarækker ordnede Skæl.
Gabet stort, opstigende, udstyret med
Kartetænder; Gællespalterne vide, Laaget væbnet
med en lang, stærk Torn; 2 Rygfinner, den
forreste kort med 6—7 Pigge, den bageste
meget lang, blødstraalet, Gatfinnen længere end
2. Rygfinne, med 2 Pig- og 30—32 Blødstraaler;
Bugfinnerne, som indeholder 1 Pig- og 5
Blødstraaler, fæstede foran Brystfinnerne. Farven
pragtfuld, Siderne prydede med smaragdgrønne,
blaagrønne og gyldne Striber og Pletter.
F., som bliver omtr. 30 cm lang, forekommer
langs Europas Kyster fra Middelhavet til
Bergen; i Vesterhavet er den alm., ligesaa i det
nordlige Kattegat; den aftager stærkt gennem
Sundet og Bælterne, og ved Bornholm fanges
den sjældent. Den lever af Krebsdyr og Orme,
er meget graadig og bider villig paa Krog. Den
holder sig mest paa Bunden, ofte nedgravet i
Sandet, saa at kun Snude og Øjne ses, gaar
om Sommeren for at lege ind paa lavt Vand
og i Overfladen, hvor dens Æg klækkes. Kødet
er ret velsmagende og spises paa de Steder,
hvor den tilfældig fanges i Fiskeredskaberne i
større Mængde. F. er frygtet af Fiskerne for
sit giftige Stik. Giftkirtlerne bestaar i
Cellehobe, som er lejrede i Huler oven og neden for
Roden af Gællelaagspiggen samt i Render langs
Siderne af Rygfinnens Pigstraaler;
Udførselsvejene fører i Render ud til Spidsen af de
nævnte Pigge, der virker som Vaaben til at
saare med, og saaledes giver Giften Lejlighed
til at flyde i Saaret. Giftens Virkning er meget
forsk. og retter sig sagtens baade efter Fiskens
øjeblikkelige Tilstand og den Saaredes
Modtagelighed. Nogle sporer ikke større Virkning end
ved at stikke sig paa en Naal, andre føler en
mindre ell. større Smerte, snart omtr. som efter
Stikket af en Gedehams, snart lige til den
heftigste Pine, ledsaget af Besvimelser og stærk
Opsvulmning af det saarede Lem, saaledes af
hele Armen, naar en Finger saares; disse
Tilfælde kan vare længe ved, undertiden endog
maanedsvis, og efterlade Lamhed o. a.
Nervetilfælde for lang Tid. Den bedste Modgift er
Salmiakspiritus, indgnedet i Saaret; dens
Virkning er næsten øjeblikkelig selv i meget haarde
Tilfælde, naar den anvendes ikke for lang Tid
efter Stikket. En anden Art, den lille
Fjæsing (Trachinus vipera C. & V.), bliver kun
10—15 cm lang; dens Gatfinne har 1 Pig — og
24—25 Blødstraaler; Farven er mindre
iøjnefaldende, rødliggraa oventil og sølvhvid paa
Sider og Bug. I Danmark er den truffet S. f.
Fanø, i Nymindestrømmen og i Skagerrak; i
øvrigt er den udbredt S. paa, langs Europas
Kyster og i Middelhavet. Dens Stik er lige saa
frygtet som Fjæsingens. I Middelhavet lever
Stjernekigeren (Uranoscopus scaber),
som har sit Navn af sine oven paa det store
brede Hoved siddende Øjne; foran Tungen har
den en lang Hudflig, som af Vandet sættes i
Bevægelse foran Munden og siges at hidlokke
Byttet. (Litt.: Schmidt, »Om Fjæsingens
Stik og Giftredskaber«, »Nord. med. Ark.« [6.
Bd, 1874]; Parker, On the poisonorgans of
Trachinus, Proc. zool. Soc. [London 1888];
Bottard, Les poissons venimeaux. Thèse pour le
doct. en Medicine [1889]).
Ad. J.
 |
| Fig. 1. Fjæsingen (Trachinus draco). |
|
| Fig. 2. Fjæsingens Giftredskaber. A. Gællelaagets Ben; a Gællelaagstornen, b’ Gifthulernes Aabninger ved Roden af Gællelaagstornen. B. Et Tværsnit af Gællelaagstornen og dens bløde Dele, ført hen imod Spidsen (X 15); a Tornens Benmasse, b den ene Gifthule med dens Kirtelvæv, b’ den anden Gifthule, tømt. C. Et Tværsnit gennem Gællelaagets Gifthuler; a Gællelaagets Benmasse, b Gifthulerne med deres Kirtelvæv. D. Et Tværsnit gennem en af Rygfinnens Straaler; a Straalens Benmasse, b Giftkirtlerne, c Finnehuden. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
