Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Flachat, Eugène - flacherie - Flacius - Flacon - Flacourtia - Flacourtiaceæ - Fladager, Ole Henriksen - Fladaks - Fladbaneskyts - Fladbrød - Fladbue - Fladbælg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i England med Dokanlæg, men helligede sig
efter sin Hjemkomst til Frankrig væsentligst
til Jernbanebygning. Sammen med sin Broder,
Lainé og Clapeyron udkastede han Planen til
Jernbanen fra St Germain, var et Aars Tid
(1844) beskæftiget med Anlæg af atmosfæriske
Jernbaner og byggede derefter Sydbanen
sammen med Clapeyron, de Verges, Le Chatellier
og Bonnart. Han blev derefter Overingeniør ved
Østbanen og fra 1857 raadgivende
Hovedingeniør for Sydbanen. — Ved Siden af sin
praktiske Virksomhed har F. virket for
Ingeniørvidenskaben og Ingeniørstanden, dels ved
litterære Arbejder: Établissements commerciaux,
docks de Londres, entrepôts de Paris, projets de
docks à Marseille (1836), Rapport sur le canal
du Rhône au Rhin (1840), Traité de la
fabrication du fer et de la fonte (1842—46, sammen med
Barrault og Peliet i 3 Bd. 5 Aar senere udkommet
paa Tysk), Les chemins de fer en 1862 et 1863
(1863), Mémoire sur les travaux de l’isthme de
Suez (1865), Navigation à vapeur
transocéanienne (1866) m. m., dels ved Stiftelsen af
forskellige tekn. Foreninger: Ingeniørforeningen
(1841), Jernbaneingeniør-Konferencerne (1844),
Selskabet for Civilingeniører (1848), for hvilke
Foreninger han gentagne Gange blev valgt som
Præsident.
A. L-n.
flacherie [fla↱∫ri] (fr.), Sygdom hos
Silkesommerfuglen.
Flacius, M., se Vlacich.
Flacon [fla↱kǡ] (fr.), lille Flaske af slebet
Glas ell. af Porcelæn. Lugteflaske.
Flacourtia [-↱kur-] Juss., Slægt af
Flacourtiaceerne, Træer ell. Buske med kortstilkede og
savtakkede Blade og smaa Blomster i
kvastformede Stande; Blomsterne har 3—5 Bægerblade,
ingen Kronblade og talrige Støvdragere. De
bæragtige Stenfrugter er af alle 15 Arter
spiselige. 3 Arter kultiveres: F. Ramontchi L’Hérit.,
der har blommestore Frugter (Batoko- ell.
Madagaskarblommer) og vokser i Afrika
og hele Sydasien, F. Jangomas (Lour.) Miq. (F.
Cataphracta Roxb.) med Frugter af Kirsebærs
Størrelse (Sydasien) og F. Rukam Zoll. et Morr.
(Bagindien og det malajiske Archipelag). Ogsaa
Veddet af forskellige Arter anvendes; Bladene
bruges paa Java til Fremstilling af Lægemidler.
A. M.
Flacourtiaceæ [-kur-], Fam. af tokimbladede
og frikronede Planter af Ordenen Parietales,
stedsegrønne Træer ell. Buske med spredte,
fjernervede og ofte læderagtige Blade og tidlig
allaldende Akselblade. Blomsterne, der oftest
sidder i Stande, og hvis Stilke ved Grunden er
udstyrede med et Led, er tvekønnede og
regelmæssige, har fri Bægerblade og Kronblade, der
dog kan mangle; Blomsterbunden er ofte
udstyret med Vedhæng. Støvdragerne er ofte
talrige. Frugtknuden er over- ell. halvt
undersædig og enrummet, dannet af 3—5 Frugtblade.
Frugten er hyppigst Bær ell. Kapsel; Frøene
har Frøhvide. Fam., der tæller over 500 Arter,
er udbredt i tropiske Lande.
A. M.
Fladager, Ole Henriksen, norsk
Billedhugger, f. i Aurdal i Valdres 24. Aug. 1832,
d. i Rom 17. Febr 1871. Kom som ung Gut
1850 til Kria, hvor Mænd som Købmand de
Coninck og Prof. Welhaven blev opmærksomme
paa hans Evner og fik ham ind paa
Tegneskolen. Efter at have udstillet en Del mindre
Kopiarbejder kom han 1853 til Kbhvn, hvor bl.
a. Bissen tog sig af ham. 1856 vandt han
Akademiets lille og Aaret efter dets store
Sølvmedaille. 1858 rejste han med offentlig
Stipendium til Rom, hvor han forblev til sin Død,
med Undtagelse af et Par kortvarige Besøg
hjemme af Helbredshensyn. Hans Kunst er
stærkt paavirket af Thorvaldsen’s akademiske
Stil; af hans Arbejder kan nævnes Buster af
P. A. Munch og Statsraad J. H. Vogt, Statuerne
»David« (Kunstmuseet, Kria) og »Theseus, der
betragter sin Faders Sværd«. Hans sidste
Arbejde var en Daabsengel for Vor Frelsers
Kirke i Kria, der blev udført i Marmor efter
hans Død.
E. L-w.
Fladaks, se Cyperus.
Fladbaneskyts kaldes det Skyts, der er
konstrueret til at skyde i flade Baner, i
Modsætning til det Skyts, der er konstrueret til at
skyde i mere krumme Baner og benævnes
Krumbaneskyts. F. er lange Kanoner, medens
Krumbaneskytset er Haubitser og Morterer.
F. er bestemt til at beskyde lodrette Maal paa
store Afstande og særlig modstandsdygtige
Maal; det skal have store Endehastigheder,
altsaa ogsaa store Begyndelseshastigheder
(500—800 m), hvoraf følger store Ladninger og høje
Gastryk. Det er væsentligst kun ved
Løblængden og Ladningsforholdet, at F. og
Krumbaneskytset adskiller sig fra hinanden, saaledes at
F. har den største Løblængde (over 25 Kalibre)
samt det største Ladningsforhold. Nogen
bestemt Grænse mellem F. og Krumbaneskyts er
der ikke, lige saa lidt som man er bundet til
alene at anvende dem til den Skydemaade, de
opr. er bestemte til. Ved F. anvender man
mindre Elevationer; i Alm. under 25°.
H. H.
Fladbrød, se Brød, S. 174.
Fladbue, se Bue (Bygningskunst).
Fladbælg, se Lathyrus.
Af landøkonomisk Bet. er flg. Arter af F. 1)
Sæd-F. (L. sativus L.), etaarig med 1—1,5 m
lang, stærkt vinget Stængel, enparrede Blade
med stærkt udviklede Slyngtraade, enlige,
langstilkede Blomster med hvid, stundom lyseblaa
Krone, 4—5 cm lange og 2 cm brede, noget
kødede, langs Bugsømmen tvevingede Bælge
med 4—5 hvidgule, kileformede Frø med en
Vægt af c. 150 gr pr 1000. Stammer fra
Middelhavslandene, hvor den fra gl Tid dyrkes og
anvendes som Ærter saavel i grøn som moden
Tilstand. Den skal efter Schübeler kunne
modnes i Norge indtil 63° n. Br., men allerede i
Danmark modnes den saa sent, at den næppe
vil kunne faa Bet. 2) Vinter-F. (L. biennis),
toaarig, 0,5—1 m høj, Blomsterne røde,
kortstilkede, Bælgene ikke vingede og kødede,
Frøene lysegraa, i øvrigt omtr. som den
forrige. Dyrkes bl. a. i Frankrig, saas om
Efteraaret, er temmelig vinterfast i Danmark og
giver en anselig Frøafgrøde, men endnu kun
forsøgsvis dyrket. 3) Gul F. er i de senere
Aar ofte blevet anbefalet til Dyrkning i Enge
o. a. permanente Græs- og Høarealer, men
synes at være af tvivlsom Værdi til Dyrkning,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
