- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VIII: Fiévée—Friehling /
210

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Flagellater - Flagellation - Flageolet - Flageolettoner - Flagermus

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Mennesker og mange Dyr. Legemet er forsynet med
en dyb Sugegrube, hvormed de hæfter sig fast
paa en Tarmepithelcelle (Fig. 6, b); i mange
Lande er den meget alm. og kan være til
Stede i uhyre Antal, men er i Reglen kun lidet
besværlig (se dog foran). Cysto-F. er
Havformer, hertil den 1—1 1/2 mm store Noctiluca
miliaris
(Fig. 7); man stiller dem ofte sammen
med Peridineer, men det er ægte Dyr.
Noctiluca er kuglerund med en ret fast Pellicula;
den bestaar af en klar Gelémasse, som er
omsluttet af Protoplasmastrenge, der udgaar fra
et Centralplasma, hvori Kernen findes, ligesom
ogsaa Svælget med den spalteformede Mund i
Bunden; fra samme Pol udgaar en kraftig
Svøbe af tværstribet Bygning; den svarer ikke
til Svingtraaden; en lille Svingtraad findes
nærmere Mundspalten; den har mest Bet. ved
Næringsoptagelsen. Noctiluca fortærer Protozoer,
Alger, smaa Copepoder o. l.; foruden ved
Længdedeling formerer den sig ved talrige
Sværmere. N. miliaris er talrig i alle Have; det er
en af de stærkest lysende Protozoer;
Fosforescensen skyldes formentlig Iltning af fed Olie.
T. K.

(Litt.: Bütschli, »Protozoen II« i Bronn,
»Klassen u. Ordnungen des Thierreiches«
[1882—87]; Doflein, »Die Protozoen als Parasiten
und Krankheitserreger« [Jena 1901]; Samme,
»Lehrbuch der Protozoen Kunde«, 4. Opl. [Jena
1916]; Lang, »Vergleich. Anatomie«, 2. Opl., 1.
Levering, »Protozoa« [Jena 1901]; Lohmann,
»Die Coccolithophoriden« i »Arch. für
Protistenkunde«, I [1902]; Hartmann u.
Schüssler
, »F.« i »Handwörterbuch d. Naturwiss.«,
Bd III [Jena 1913]; KoIderup-Rosenvinge,
»Sporeplanterne« [Kbhvn 1913]; J.
Schiller
, »Der derzeitige Stand unserer
Kenntnis der Coccolithophoriden« i »Die
Naturwissenschaften«, Bd 4 [1916]; Oltmann,
»Morphologie u. Biologie der Algen« [Jena 1904];
Senn, »Flagellaten« i Engler u. Prantl,
»Natürl. Pflanzenfamilien« [1900]).
T. K. og C. H. O.

illustration placeholder
Fig. 7.


Flagellation (lat.), en pervers Tilfredsstillelse
af Kønsdriften, hvorved denne stimuleres ved
(aktiv ell. passiv) Anvendelse af Ris ell. Svøbe.
E. P-n.

Flageolet [flasjo↱læt], et lille
Træblæseinstrument, med 6 ell. 7 Lydhuller, en
Efterkommer af den saakaldte Næbfløjte (flûte à
bec); det forekom i 16. Aarh. som
Koncertinstrument, fortrængtes af den senere indførte Fløjte,
men er i 19. Aarh. paa ny optaget i den fr. og
belg. Militærmusik.
S. L.

Flageolettoner [flasjo↱læt-] (fransk sons
harmoniques
), harmoniske Overtoner (s. d.), kaldes
de høje, fløjtelignende Toner, der frembringes
paa et Strygeinstrument, naar man under
Strøget berører Strengene let med Fingrene paa
venstre Haand i St f. at trykke dem fast ned
mod Gribebrættet. Ved denne Berøring opstaar
nemlig de saakaldte Svingningsknuder, der
deler Strengene i mindre, hver for sig svingende
Dele, og Tonen vil derfor blive højere, end om
det paagældende Stykke af Strengen svingede
i sin Helhed, og faar en anden, mere
fløjtelignende Karakter.
S. L.

Flagermus ell. Aftenbakker
(Chiroptera) danner en meget stor, slægt- og artrig,
men naturlig afgrænset, Orden inden for
Pattedyrene, hvor de er nærmest beslægtede med
Insektæderne, idet de maa opfattes som
Insektædere, der under Liv i Træerne, gennem
Springen fra Gren til Gren, i stigende Grad har
udviklet først Flagrehud, dernæst egl. Flyvehud
og dermed Evne til virkelig Flugt i Luften;
deres mest fremtrædende Ejendommelighed
ligger saaledes i Forlemmernes Udvikling til
Flyveredskab; disse er, navnlig for Underarmens
Vedk., stærkt forlængede og kraftige. Af
Fingrene er Tommelen som Regel ikke synderlig
forstørret, bærer altid en Klo;
Mellemhaandsbenene og Leddene paa de øvrige Fingre er
meget stærkt forlængede og forbundne lige ud
til deres Spidser af en blød, tynd, elastisk
Flyvehud (s. d.); en stor Flyvehud findes ligeledes
altid mellem 5. Finger, Armen, Kropsiden og
Bagbenet, saaledes at dettes Fod dog altid er
fri; i Vinklen mellem Over- og Underarmen fra
Skulder til Haandled findes ligeledes altid en
trekantet Flyvehud; en saadan findes ogsaa,
udviklet i meget forsk. Grad, mellem
Baglemmerne, ofte i Forbindelse med Halen; denne
kan være lang og tynd og Haleflyvehuden
dermed meget stor, snart mangler Halen helt
(Flyvehunde o. m. a.), snart er den lang, uden.
at være i Forbindelse med Baglemflyvehuden.
3.—5. Finger bærer aldrig Kløer, mangler
oftest det yderste Led og ender i en busket, tynd
Spids. Hos den ene og største Afdeling af
F., Smaa-F. (Microchiroptera) mangler 2.
Finger ogsaa altid Klo og er i Spidsen heftet til
3. Finger, saaledes at Flyvehuden mellem disse
Fingre kun er lille; hos den anden mindre
Afdeling, Stor-F. (Megachiroptera) bærer
2. Finger i Alm. en lille Klo. Tommelen og
Bagfodens 5 Tæer bærer altid krumme, skarpe
og sammentrykte Kløer. Baglemmerne, der jo
aldrig bruges til egl. Gang, er svage og tynde,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:10 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/8/0233.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free