Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Flemael (Flémalle), Bertholet - Flémalle - Flemhudersø - Fleming
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
1638 til Italien, studerede her de gl. Mestere
(særlig Poussin) og virkede en Tid i Firenze
efter Storhertugen af Toscanas Tilskyndelse;
fra 1647 levede han i sit Fædreland, med
Undtagelse raf et kort Ophold i Paris, hvor han
1670 var Akademiprofessor, men s. A. blev han
Kanonikus ved Skt Pouls-Kirken i sin Fødeby.
Hans stærkt akademiske Arbejder viser
Indflydelse fra Poussin: »Kongernes Tilbedelse«
for Augustinerkirken i Paris, »Elias’
Himmelfart« for Karmeliterkirken smst., »Heliodors
Uddrivelse« (Mus. i Bryssel), »Achilleus saares
af Paris« (Mus. i Sthlm), fl. Arbejder i Kirker
i Liège m. v.
A. Hk.
Flémalle [fle↱mal], 2 Byer i den belgiske
Prov. Liège, ligger ved Meuse og ved
Jernbanelinien Liège—Namur. F.-Grande (1911: 5186
Indb.) har betydelige Kulgruber; det
nærliggende F.-Haute (1911: 4859 Indb.) har
Stenbrud.
G. Ht.
Flemhudersø, Sø i Preussen, Holsten,
forbundet ved Eideren med Wester-Sø og
Eider-Kanalen.
G. Ht.
Fleming [↱fle.miŋ], svensk-finsk Adelsslægt,
nedstammende fra Flandern. Den ældste, med
Vished kendte sv. Stamfader er Ridderen Peder
F. (d. 1395). Slægten har bestaaet af een
adelig, fire friherrelige og to grevelige Linier, af
hvilke nu kun een friherrelig lever.
1) Erik Joakimsson F., Sønnesøns
Sønnesøn af Peder F., Kriger, d. 14. Decbr
1548, omtales første Gang 1512 som Landsfoged
i Nordfinland. I Rejsningen mod Christian II
spillede han en betydelig Rolle. Efter at han
forgæves havde søgt at indtage Åbo for Gustaf
Vasa, afviste han dog det Forsøg, som den
danske Befalingsmand paa Slottet gjorde paa
fra Søen at undsætte Sthlm, og tog denne til
Fange (1522). Aug. 1523 drog han med 2400
Mand til Finland, som Søren Nordby havde i
Len, indtog Slottene og tvang Danskerne til at
rømme Landet. F. udnævntes 1525 til Lagmand
i Söderfinne Lagsogn og fik senere Raseborgs
o. a. Len. Hans Fortjenester af Landets
Befrielse og Troskab mod Gustaf Vasa skaffede
ham den største Indflydelse paa alt Finland
vedrørende. For Bevarelse af godt Naboskab
sendtes han 1526 til Rusland og afsluttede en
Traktat med Tsaren. I Grevefejden deltog han
1535 som Kong Gustaf’s Kommissær ved Hæren
og Flaaden i Ledelsen af saavel Land- som
Søkrigen og anvendtes tillige til at føre
Underhandlinger med Christian III. Han udrettede
meget for Finlands Næringsdrift og aabnede
dets første Jerngruber. Hans Forhold over for
Almuen var dog tyrannisk, og Kongen maatte
gentagne Gange advare ham i Anledning af
hans Overgreb og egennyttige Fremfærd. I det
hele taget lykkedes det ham dog at bevare
Gustaf Vasa’s Tillid, og han blev ofte taget
med paa Raad i Rigets almene Anliggender.
2) Klas F., Rigsmarsk, Admiral, Finlands
Høvedsmand 1591—97, foreg.’s Søn, f. mellem
1535 og 1540, d. i Pojo Natten mellem 12. og
13. Apr. 1597. Han var en af Erik XIV’s mest
betroede Mænd og blev 1561 Rigsraad og
Guvernør i Estland, 1563 var han en af Lederne
for Ekspeditionen til Finland, der sluttede med
Hertug Johan’s Tilfangetagelse. Det flg. Aar
havde F. tvende Gange Kommandoen over
Flaaden, men udrettede kun lidt. Under
Rejsningen mod Erik (1568) gik han over til
Hertugerne. Under Kong Johan, der viste ham
stor Yndest, blev han Friherre til Vik og
øverste Admiral (1569). Han anførte den Hær,
der Febr 1570 hærgede i Trondhjems Amt, og
førte den flg. Sommer Kommandoen til Søs.
Plans personlige Dygtighed, hans Rigdom og
Byrd og hans Giftermaal med Ebba Stenbock,
Søster til Gustaf Vasa’s tredie Gemalinde,
skaffede ham stedse større Indflydelse. 1574 fik
han Overbetalingen over Krigsmagten i
Finland. Paa det bekendte Møde i Reval 1589 var
F. den eneste i Raadet, der stod paa Kongens
Side, og vandt derved dennes Tillid i endnu
højere Grad. Som øverste Admiral, Rigsmarsk
(fra 1591) og Øverstkommanderende i Finland
og Estland kom han i Besiddelse af en Magt,
der kappedes med Hertug Karl’s. Han var
Finlands virkelige Regent, holdt en stærk
Krigsmagt og fortsatte med Held Krigen mod
Russerne. Samtidig tog han en fremragende Del i
de indre Kampe, der efter Johan III’s Død
satte Sverige i Bevægelse, og satte sig lige fra
Beg. op imod Hertug Karl’s Planer. Han
tilbageviste alle Forsøg fra dennes og det sv.
Rigsraads Side paa at indblande sig i Finlands
Styrelse. Han vægrede sig ved at lyde andre
end Kong Sigismund, der paa sin Side
forøgede F.’s Myndighed. Sommeren 1593 førte
han Kongen fra Danzig til Sverige, stod under
Kampene med Hertug Karl og Stænderne
trofast paa Sigismund’s Side og førte ham 1591
paa ny til Polen. Med hensynsløs Konsekvens
og Energi helligede F. sig derefter til i
Finland at skabe en Magt, stærk nok til at føre
Kongens Sag til Sejr. Han vægrede sig ved
at efterkomme de af Raadet og Stænderne
trufne Beslutninger, der gjorde Karl til
Rigsforstander. Han beholdt Flaaden hos sig i
Finland og langt fra at formindske Troppernes
Antal, da der (1595) var blevet sluttet Fred
med Rusland, lagde han dem, egenmægtig i
Indkvartering hos Almuen. Denne og andre
ulovlige Byrder, som F. maatte paalægge for at
kunne opretholde sin Magt, fremkaldte en
stærk Gæring særlig i det nordlige Finland.
Hertug Karl og Præsterne, der i F. saa et
Redskab for den kat. Reaktion, pustede til
Ilden, og Vinteren 1596—97 rejste Almuen,
navnlig i Österbotten, sig gentagne Gange mod
det trykkende Soldatervælde. Gennem
Kampene ved Nokia og Ilmola gjorde F. sig dog
uden Vanskelighed til Herre over Rejsningen,
som efter de uordnede Bønderhobes Bevæbning
fik Navnet »Køllekrigen«. F. benyttede sin Sejr
med klogt Maadehold og rustede sig af al Magt
saavel til Lands som til Søs for at angribe
Hertug Karl, da han pludselig bortreves af Døden.
Hans Bortgang lettede i høj Grad Karl’s
Sejr.
3) Henrik F., Viceadmiral, (1584—1650),
deltog som Ritmester i Gustaf Adolf’s danske og
russiske Krig. 1617 blev han Statholder over
Viborgs og Nyslotts Amt, 1620 Amtmand i
Ingermanland og 1628 Viceadmiral. Marts 1644
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
