Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Flugt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
store Fugle som Ørn og Hejre slaar kun 1 à 2
Vingeslag i Sek., Spurv 13, medens Kolibriens
Vingeslag er utællelige. Ofte frembringer det
hurtige Vingeslag en Lyd; hos Ænderne er det
en Piben, der hos Hvinanden bliver til en
Fløjtetone. Hønsefuglenes F. giver en snurrende
Lyd ell. stærkere Larm, Stærens en svag Lyd,
der høres som en Brusen, naar en hel Flok
kommer.
Meget drøftet har været den Hastighed,
hvormed Fuglene flyver. At den under alm.
Forhold ikke antager overdrevne Former, er
velkendt; et ikke særlig hurtigt kørende Tog lader
en Flok Spurve, der flyver langs med det,
blive tilbage; under Forfølgelse af et Bytte ell.
under Forsøg paa at undslippe kan F. for en
kort Tid blive enorm hurtig. De Anskuelser
om Fuglenes F.-Hastighed, som Gätke i sin
Tid fremsatte, hvorefter Kragen under Trækket
skulde kunne flyve 200 km i Timen, nogle smaa
Fugle betydelig mere, blev stærkt bestridte,
og har givet Anledning til Eksperimenter, for
at konstatere den virkelige Hastighed; det har
herved vist sig, at Brevduen havde en
Gennemsnitshastighed af c. 70 km i Timen, medens den
alm. Forstuesvale fløj med en Fart af 200 km;
selvfølgelig spiller de meteor. Forhold altid her
betydeligt ind.
Sædvanlig foregaar F. ret nær ved Jorden;
man har vel paalidelige Iagttagelser om, at
Fugle kan flyve i henved 10000 m’s Højde, men
det er absolut Undtagelser; under Trækket
bevæger Fuglene sig yderst sjældent i Luftlag
højere end 1000 m, og i Alm. langt lavere.
En jævn F. Timer igennem i samme Retning
har Fuglene kun under Trækket; flyver Fuglen
en kortere Strækning fra Sted til Sted eller
flyver omkr. efter Føde, afbrydes ofte F.’s
Retning i vandret ell. lodret Plan; med den Fart,
Fuglen har, skal der kun lidt til, for at dette
kan ske, en Drejning af Hovedet til en af
Siderne, en ringe Ændring i Vingefladernes
Stilling, en Bevægelse af Halen til Siden ell. op ell.
ned. Jager Fuglen sit Bytte, foregaar
Ændringen i Kursen lynsnart hos gode Flyvere. En saa
fortræffelig Flyvemaskine som Fuglen formaar
selvfølgelig at foretage mange vanskelige
Øvelser og Bevægelser. Adskillige Fugle udfører i
Luften Drejninger om deres Akse, enten om
Længdeaksen som Viben under dens
Parrings-F. ell. om Tværaksen (slaa Kolbøtte) forlæns
som Ravn og Ellekrage, baglæns som
Tumlinger. Fuglen kan holde sig svævende i Luften
paa eet Sted med hurtige Vingeslag, spejdende
efter Bytte; velkendt er dette hos Taarnfalk og
Terner. Fuglen kan afbryde F. og i Glideflugt
komme et langt Stykke frem, ganske som et
Aëroplan med stoppet Motor; det er mest store
Fugle med brede Vinger, der anvender
Glideflugt, men hos nogle, f. Eks. Spætterne, danner
den en regelmæssig Del af deres alm. F., der
saaledes kommer til at foregaa i stadige Buer.
Den Lethed, hvormed F. foregaar, er højst
forsk., ligesom ogsaa den Villighed, hvormed
Fugle flyver. Nogle synes at kunne flyve det
meste af Dagen uden at trættes, f. Eks. Svaler, andre
med forholdsvis smaa Vinger, som Ænder og
Hønsefugle, flyver kun kortere Strækninger, før
de atter kaster sig. Ofte formaar dog selv
Fugle, som maa regnes for daarlige Flyvere,
regelmæssig paa Trækket ell. mere tilfældig at
komme over brede Have, hvor der ingen
Mulighed er for at hvile.
Medens F. og de Manøvrer, der foretages,
naar den først er kommet i Gang, synes at
volde de fleste Fugle ringe Besvær, er der
derimod forbundet forsk. Vanskeligheder med at
begynde og slutte F. Nogle Fugle hæver sig
med Lethed op fra et hvilket som helst
Underlag; Maagen flyver op fra Vandet med et
enkelt Vingeslag, Kragen letter fra det Sted, den
staar paa, slaaende de første Vingeslag mod
Jorden (i Sne ses let Aftrykket heraf), Gæs og
Storke maa tage et Tilløb, før de hæver sig
op, og nogle langvingede Arter som Albatros og
Mursvale formaar slet ikke at hæve sig fra
Jorden. Dykænder og Lappedykkere maa baske
et Stykke langs Vandfladen, før de kommer
klar af Vandet. Fra højere Steder, et Tag ell.
Træ, styrter Fuglen sig simpelt hen ud, og har
saa straks Luft nok under Vingerne. Velkendt
er det, at Fuglene, naar de flyver op, altid gør
det mod Vinden, hvilket sikkert letter dem
Opflyvningen betydeligt. Sætter Fuglen sig efter F.,
har den en Del Bevægelsesmængde tilovers, som
den maa af med. Storke og Præstekraver løber
nogle Skridt, efter at de har sat sig; vil
Ænderne ende Flugten i Vandet, rejses Hovedet,
Bagkroppen sænkes, og F. afsluttes med nogle
Vingeslag i horisontal Retning for at »skodde«.
De hidtil omtalte Bevægelsesmaader er
letforklarlige ud fra simple mek. Grundsætninger.
Vanskeligere at forstaa er den Form for
Bevægelsen i Luften, der kaldes Sejle- eller
Svæve-F., undertiden, men næppe med Rette,
adskilte som to forsk. Bevægelsesmaader. Der
forstaas herved den Bevægelsesmaade, hvorved
en Fugl kan holde sig svævende i Luften, uden
synligt at røre Vingerne, tilsyneladende ganske
trodsende Tyngdeloven. Denne F. kendes bedst fra
de store Rovfugle, der svævende kredser omkr. i
betydelig Højde. Ogsaa Maager anvender
hyppig Svæveflugt i lang Tid ad Gangen; iagttager
man dem, ses kun en sjælden Gang et
Vingeslag, ellers kun en lille Forandring i Vingernes
Stilling. Nogen fyldestgørende Forklaring af
denne F.-Maade har man ikke kunnet give; at en
Fugl ved Vindens Hjælp kan holde sig
svævende paa samme Maade som en Drage, er
forklarligt, men man ser Fuglene svæve i
fuldstændigt stille Vejr; man forklarer dette ved,
at Fuglen bæres af opadgaaende Luftstrømme;
disse findes vel, men deres Evne til at bære
oppe er saa ringe, at det ikke er tilstrækkeligt
til at forklare den hidtil noget gaadefulde
Svæve-F.
Et Blik paa Fuglens Ydre viser, hvor
velskikket Fuglelegemet, tilspidset for og bag,
ganske glat og afrundet, er til at bevæge sig
gennem Luften. Balanceforholdene er ogsaa
gunstige for en sikker Flyvning, idet den
tungeste Del af Fuglen (Brystmusklerne) ligger
lavt. Hals og Fødder holdes i Alm. udstrakt
under Flyvningen; Hejrens stærke Bøjning af
Halsen er en Undtagelse. Fuglens F.-Billede,
den Silhuet, som dannes af den flyvende Fugl,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
