Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- Fodtøj
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fra 1817 fastholdtes de lave Damesko enten
ved Remme over Vristen eller ved Bindebaand,
der krydsedes op om Smalbenet, og 1830 viste
sig Ankelskoen. Begge Sorter syedes af forsk.
Stoffer, Læder og Tøj. De første fik ofte
lakerede Snuder og til sidst Elastik paa Siderne ell.
Snørebaand i Overlæderet. Disse Støvler fik
Hæle og naaede i Højde op over Smalbenet,
enten som Snørestøvler ell. senere med Elastik,
saaledes som Mændene ogsaa bar dem. Saa
længe de lange Nederdele bestod, saas F.
ikke og var tarveligt som en Nødvendighedsartikel,
men de korte Skørter bragte Damernes
F. for Dagens Lys, og det blev en Luksusting.
De høje Hæle fra 17. og 18. Aarh. kom til Ære
igen og naaede, ja overgik dem i Højden.
Støvlen er vokset ud af Skoen som en
Forlængelse af denne, men det kan ogsaa
tænkes, at den har udviklet sig af Hoserne. Disse
var syede af Tøj og havde Benets og Fodens
Længde. Opr. hed den øvre Del Broge, den
nedre Hoser, og Strømpens tidligste Navn er
endnu ikke glemt, men senere smeltedes begge
Navne sammen. Foroven holdtes de oppe ved
Remme, knyttede til Bæltet (Hoseøgel). Det
var to særskilte »Ben«, og derfor taler vi
endnu om »et Par Benklæder«, selv efter at de to
Stykker i lange Tider havde været
sammensmeltet til eet. Menigmand lod dem hænge, som
de bedst kunde, hvilket ses i Dragt, Fig. 16,
hvor de vises uden Fod (Stunthoser).
Longobarden bar Hoser i 8. Aarh., og de fandt
god Optagelse hos Romerne.
Ved Aar 1000 kom der Saaler under Hoserne,
og forsynede med Sporer anvendtes de af
Ryttere. De vævedes af elastisk Tøj, og vel
tilpassede kunde de gøres smukt stramtsiddende
og bekvemmere, end om de var syet af Læder.
Garvemaaderne var dengang særdeles
primitive. Man forsøgte at gøre Læderet vandtæt
og holdbart ved at koge det i Olie, men det
blev deraf meget haardt og utjenligt til
Støvleskafter. Af den Grund blev man ved Hoserne,
og Støvler ses ikke paa Billeder fra 12., 13. og
14. Aarh., skønt Kunstnerne fra den Tid var
særlig nøjagtige ved Angivelse af Detailler ved
Klædedragten. Det var først efter nævnte Tid,
og da Garvningen var blevet forbedret, at man
prøvede sig frem med Ridestøvler af
Bukkeskind, der gjordes stramtsiddende ved Hjælp
af en Snøregang (Fig. 20). De kaldtes paa
Fransk heuses og er et Bevis for, at det
stramme Støvleskaft er udgaaet af den i 300 Aar
ene dominerende Hose. Vi kender den fra vore
Folkeviser (Erik Emun’s Drab):
Bukkeskinds Støvle snørte han ad Ben,
Forgyldne Spore spændte han omkring.
Endnu ved 1600 skaffede man det haarde
Støvleskaft en mindre generende Tilpasning
ved at skære Læderet over under Knæet (Fig.
21) og foroven øge to Stykker Læder,
sammensyet for og bag, saa at Benet kunde bøjes mere
frit, men endnu under denne forbedrede Form
blev man ved at bære den gl. syede Rytterhose
(se Christian IV i Ridehoser, Dragt, Fig. 38).
Garvningen var ved den Tid forbedret, og i 16.
Aarh. bares de langskaftede Støvler trukne højt
op ad Laaret over en Støvlestrømpe af Tøj med
Kniplinger foroven, der viste sig over Kanten,
heftet til Benklæderne med Baand, Sløjfer
(aiguilettes). Senere blev Skafterne trukne ned og
foldede under Knæet sammen med Strømpen.
Store Sporeklapper brugtes bestandig til disse
langskaftede Støvler (se Dragt, Fig. 44).
Disse nedfaldende Skafter var en saa stor
Hindring under Gangen, at deres Bærere
maatte bevæge sig med vidt skrævende Ben, og da
de lange Kjoler kom under Frederik III (se
Dragt, Fig. 46), skyndte man sig at aflægge
det hele, og fornemme Folk fik atter Sko paa
Fødderne.
I 18. Aarh.’s Løb dominerede Skoen helt, selv
bl. Fodgængere, der maatte bevæge sig ad de
usle Gader i daarligt Føre, men Støvlen, som
allerede under Christian V anvendtes af Ryttere
i en hidtil uovertruffen Anselighed, holdt sig til
henimod 18. Aarh.’s Slutn. (Fig. 21 b). Da
Christian VII 1768—69 kom til Ludvig XV’s Hof, blev
han Deltager i en af de store Jagter ved
Fontainebleau. Kongen forærede hver af Jægerne
ens Jagtdragter. Disse pragtfulde Klæder
bevares paa Rosenborg, og til dem hører Støvlerne
(Fig. 21 b), som nu synes at have naaet deres
Maksimum. Skafterne var gjort runde og stive
ved at koge Læderet i Olie, og foroven havde de
en enorm Udvidelse af blødere Læder. Formen
opstod under den ældre, fra vor meget
afvigende Rideskole, Rytteren sad ikke i Sadlen, men
stod oprejst i Stigbøjlerne. De havde dog en
praktisk Side, fordi de husede de Smaating,
en Rytter kunde have Brug for under sin Færd.
Denne Form holdt sig længe som Postillonsstøvle.
De lange Krige under Republikken og
Kejserdømmet gav Skaftestøvlen en rig
Anvendelse, selv hos de fredeligste Mennesker, skønt
de bar saa krigerske Navne som
Suwarower og Wellingtoner (Fig. 23). De
stive Skafter naaede op under Knæet, hvor der
sad en Kvast. Folk, der aldrig sad til Hest, gik
med Sporer, som det ses paa et Billede med
Børskøbmænd fra 1814. Der brugtes ogsaa
Kravestøvler, hvor Skaftet foroven var
prydet med en løs Krave af ufarvet Læder. De
bæres endnu af Staldetaten. Til disse Støvler
bares stramme Pantalons. 1813 begyndte de
lange Benklæder at komme i Brug. De var
ingen Nyhed, men havde fra Stunthosernes Tid
været i alm. Brug hos Almuen. I Beg. blev Sko
baarne uden for Huset sammen med dem.
Rosenborg ejer en militær Skaftestøvle fra vor
Tid (Fig. 22). Den har været baaret af Kong
Christian IX og har en høj Rang i Rækken af
det F., som her er omtalt, ved sit udmærkede
Arbejde og en elegant Distinktion i Formen,
der har næsten noget helt personligt ved sig.
Af andre Fodbeklædninger maa endnu
omtales Tøflen. Den skiller sig fra Skoen ved, at
den mangler Bagkappe, og skønt det kan falde
vanskeligt at holde den paa Foden under
hurtigere Bevægelser, har den aldrig taget Remme
til Hjælp. Den ældst kendte stammer fra
Gallien og er fra første ell. andet Aarh. efter
Kristus. Den er saa lille, at den kun kan passe
en Damefod, og har ingen Hæl. Den er fundet
i en af de for Vendée ejendommelige
Brøndgrave. Fra 4. Aarh., og stammende fra en Grav
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Thu Apr 11 16:15:12 2024
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/8/0361.html
