Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fodtøj - Fodvaskning - Fodvig - Foe, D. - Foersom, Christen Martin - Foersom, Peter Thun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Auvergne, bevares Tøfler i Clermonts Mus. De
er af Læder, har tyk Korksaal og ingen Hæle.
Da Patinerne var i Brug i 15. Aarh., gik baade
Mænd og Kvinder lige gerne i Tøfler og i Sko.
Paa Rosenborg bevares Dronning Sofie Amalie’s
Tøfler. De er meget pragtfuldt broderede og er
ejendommelige ved deres kløftede Taaspids
(Fig. 24). Paa Amager holdt Tøflen sig længe
i Brudedragten, som Minde om den Fortid, da
den ogsaa var brugelig uden for Huset, naar
den fik Patinen til Hjælp. Brudene fra Dragør
maatte gaa i Tøfler til Magleby Kirke (Fig. 25a),
om end Vejene var nok saa slette. Der kunde
anvendes megen Pragt paa denne Tøffel; den
var syet i en udpræget gammeldags Form, hvis
Elegance afveg fra det gængse F. Saalen (Fig.
25b) er særlig smuk og ejendommelig dannet,
Tøflen holdt sig som alm. F. baade for Kvinder
og Mænd af Almuen og brugtes navnlig af
Haandværksdrenge selv paa længere Farter.
Deres klaprende Lyd er nu helt forsvunden fra
Gaderne. I Husene holdt de sig længe.
I England, Danmark og Nordtyskland er der
tillagt Kvindetøflen en feminin, erotisk Bet.,
idet man kaster den efter Bruden, naar hun
forlader sit gl. Hjem. Skikken bevares endnu i
kbhvn’ske Familier, men dens Bet. er ikke mere
til at udgrunde.
Desuden er bevaret Udtryk, laante fra det
ægteskabelige Samliv, f. Eks. »Tøffelregimente«,
»at være under Tøflen«. Det kan tyde paa en
Tid, da Tøflen var Konens vanlige F. inden Døre,
og at den i Tilfælde af, at hun blev hidsig,
kunde anvendes som et kraftigt
Revselsesinstrument, der var nær for Haanden. Om andre
Former af Fodtøj, se Galocher, Gamacher
og Træsko.
Bernh. O.
Fodvaskning (lat. pedilavium), i Østerland
et Tegn paa Gæstevenskab, som Værten
personlig ell. ved sin Tjener viser Gæsten. Aftenen
før sin Korsfæstelse vaskede Jesus sine Apostles
Fødder for derved at give dem et Eksempel
paa ydmyg tjenende Kærlighed (Joh. 13, 4 ff.).
Til Minde herom finder F. endnu Sted i den
kat. Kirke og i nogle Sekter. Hver Skærtorsdag
vasker Paven Fødderne paa 13 hvidklædte
Præster (forhen var det Fattige), idet han,
assisteret af Kardinalerne, væder deres højre Fod,
aftørrer og kysser den. De paagældende 13
Præster bespises derpaa, og Paven opvarter
dem. Ved Ceremoniens Beg. afsynges:
Mandatum novum do vobis (»Et nyt Bud giver jeg
eder«, Joh. 13, 34), hvorefter hele Handlingen
kaldes Mandatum, deraf Maundy-Thursday. F.
finder ligeledes Sted ved Hofferne i Wien,
München, Madrid og Lissabon og i kat. Bispegaarde
og Klostre.
L. M.
Fodvig, se Fodevig.
Foe [fou], D., se Defoe.
Foersom [↱fo.r-], Christen Martin, dansk
Skuespiller, Fættersøn af nedenn., f. 7. Aug.
1794 i Odense, hvor han opr. var Skriver paa
Amtmandens Kontor, d. 2. Decbr 1850 i Kbhvn.
Han debuterede 7. Decbr 1821 som Ducontis i
»Fanchon« og fik Bet. for det nationale
Lystspil ved sin typiske Levendegørelse af den
kjøbenhavnske Borgermand og Spidsborger i
Heiberg’s, Hertz’ og Overskou’s Komedier. Inden
for sit Omraade er F. en af de største
Kunstnere, Nationalteatret har ejet; som Type var
han et Eksempel paa instinktiv Genialitet. Han
havde et aabent Øje for Folks
Ejendommeligheder i Tale, Særheder i Væsen og
Snurrigheder i Optræden, og han evnede med sit tørre
Lune og sin omfangsrige Stemme at sammensætte
sine Iagttagelser til lyslevende Mennesker
fra Voldenes Kbhvn — uden dog at kopiere
nogen Enkeltmand; med god Grund kaldte Fru
Heiberg (1845) »hans Fremstillinger sande
Typer, hans Udførelse klassisk«. F. havde mest i
andet Plan et omfattende Repertoire, saavel i
Holberg som i lavkomiske Syngespilroller; 11.
Novbr 1850 optraadte han sidste Gang som Mac
Irton i »Den hvide Dame«. (Litt.:
Overskou, »Danske Skueplads«, IV—VI; P.
Hansen, »Danske Skueplads«, II; J. L. Heiberg,
»Et Liv genoplevet i Erindringen«, II, Tillæg;
Jubeludg. af Holberg’s Komedier, III).
(A. A.). R. N.
Foersom [↱fo.r-), Peter Thun, dansk
Skuespiller, Shakespeare-Oversætter og Digter, f. 20.
Febr 1777 i Østerlinnet Præstegaard (Ribe Stift),
d. 24. Jan. 1817 i Kbhvn. F., der debuterede 18.
Oktbr 1798 som Jakob i »Gamle og nye Sæder«,
havde af Naturen ikke mange Betingelser for
Scenen. Han var spinkel og uharmonisk bygget,
hans Arme og Ben var alt andet end
velskabte, hans Bevægelser var kejtede, næsten
krampagtige, og hans Stemme lød utydelig, men
hans Hoved var interessant, og hans mørkeblaa,
tungsindige Øjne besad en fængslende
Magt. Ved Energi lykkedes det F. at
overvinde mange af sine Fejl, navnlig uddannede
han sit Organ, saa at det fik Velklang og
evnede at udtrykke sarte Stemningsovergange og
fine Sjælsrørelser; derimod blev han aldrig
Herre over sit Legemes ubeherskede Bevægelser,
og Forvandlingsevne ejede han ikke; hans
Fremstillinger var poetisk Anvendelse af hans egen
Personlighed. Rosing’s Sygdom bragte F. ind
i denne hans store Lærers Repertoire; han
begyndte i Elskerfaget og lagde ved en halvt
rørende, halvt komisk Umiddelbarhed et
poetisk Skær over mangen flov og fad
Ungersvend; fra Elskerne gik han til Heltene, særlig
de Oehlenschläger’ske, men hvor megen Følelse
og Tro han end lagde for Dagen i sin
Fremstilling af disse, savnede han den fys. Kraft
til at illudere, og derfor blev hans Hovedrolle
i det Oehlenschläger’ske Repertoire Correggio,
for hvis Kunstbegejstring han fandt et eget
forklaret Udtryk. Fra Oehlenschläger gik F.’s Vej
til Shakespeare, men i mange Aar maatte han
kæmpe for at faa hans Værker opført, og
Ventetiden avlede en ikke ringe Bitterhed mod
Teatret i hans Sind; allerede 1803 indleverede
han sin første Overs. (»Julius Cæsar«) til
Direktionen, som resolverede, at Shakespeare ikke
egnede sig til at opføres paa den danske Scene.
1807 begyndte han at udgive sine Overs., og
endelig 12. Maj 1813 holdt den store Englænder
sit Indtog med »Hamlet«. F. spillede Titelrollen,
og Fremstillingen blev det højeste, han naaede
i sin Kunst; deres Naturer var beslægtede; i
hans svage Legeme boede en Ildsjæl, hans Aand
var spekulativ, hans Tale baade ironisk og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
