Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Folkeminder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som simple Sagn. — (Litt.: Thiele,
»Danmarks Folkesagn« [2 Bd, 2. Udg. 1843]; E. T.
Kristensen, »Jydske Folkeminder« [3., 4.,
6., 8. og 9. Bd, 1876—88]; Samme, »Danske
Sagn« [7 Bd, 1892—1901]; Asbjørnsen,
»Norske Huldreeventyr og Folkesagn«
[1845—48, 4. Udg. 1914]; Faye, »Norske Sagn« [2.
Udg. 1844]; »Segner fraa Bygdom« [3 Bd,
1871—79]; Árnason, »Ísl. Þjóðsögur« [Leipzig
1862—64]; C. Andersen, »Islandske
Folkesagn« [1862—67].
Heltedigtningen adskiller sig fra
Folkesagnet ved sin Form, idet den kan være i
Prosa ell. i Vers, og ved sin Bygning, idet den
omfatter talrigere Optrin med fyldigere
Fortælling. Men den henter sit Stof af den samme
Verden som Folkesagnet (baade af den hist. og
mytiske) og for en stor Del ud af Folkesagnene
ved at sammenkæde deres Optrin til en
længere Fortælling. Endvidere har den Tilknytning
til Menneskelivet, idet dens Personer altid
opfattes som de nulevende Menneskers, især
Høvdingslægters Forfædre; og Helteoverleveringen
omgiver sine Personer og Optrin med en
Mængde af (opr. ell.) nylavede Stedsagn.
Heltesagnet vokser derved sin ubevidste ell.
halvbevidste Vækst; men ved Siden deraf er der et
stærkt personligt og tidshistorisk Moment.
Digterne tager Fortællinger fat til ny
Fremstilling paa rigere og interessantere Maade end
deres Forgængere; den fri Opfindelse af et Stof
ell. det vilkaarlige Laan andensteds fra er til
en vis Grad tilladt. Digteren og hans Tilhørere
udgør ikke saa meget Folkets brede Lag som
de højbaarne Mænd og Kvinder, der udtrykker
deres Tidsalders Ejendommelighed; og Stoffets
mere omfattende og ubestemte Karakter
tillader, at det ved Udskydning ell. Ændring
bringes i en vis Overensstemmelse med Samtidens
Begreber om Ret og Skønhed. — Dette Forhold
til Kulturspidserne gør, at Heltedigtningen ikke
har kunnet leve ned til vore Dage; den giver
Plads for skrevet Litt. med de mangfoldige
Kunstformer. Saaledes som Heltedigtningen
foreligger hos forsk. Folk, viser den ulige
Udviklingstrin. I Finnernes Kvad har vi det Trin,
hvor de besungne Optrin kan føjes til hinanden:
to, tre ell. fire, efter som Sangeren lyster, og
de udmalende ell. lyriske Partier kan efter
Behag tilføjes ell. udelades (først en
Videnskabsmand i 19. Aarh. har sammenarbejdet
dem til et Epos »Kalevala«). Nordboernes
Eddakvad o. l. Digte danner derimod et begrænset
og behersket Hele, hvor dog fl. Kvad kan
fortsætte eet og samme Heltelivsløb. Endelig
opstaar af den episodiske Digtning de samlede,
bredt fortællende episke Digte med det
bestemte Indhold, først hos Grækerne (de
homeriske Digte), siden hos Englænderne (Beovulf)
og i middelalderlig Form hos Franskmændene
(Karl den Store’s Sagnkreds) og Tyskerne
(Nibelungenlied, Kudrun). En ejendommelig
nordeuropæisk Form er Heltedigtning i Prosa
med enkelte Optrin i Vers, især i de mere
lyriske Partier. Tidligst møder den i Irernes
Digtning fra Cuchulinn- og
Fingal-Sagnkredsene, endvidere i de norsk-isl. Heltesagaer om
Vikingetidens Personer (Ragnar Lodbrok,
Orvarodd, o. s. v.) og om de to Konger Olaf og
deres Mænd, og endelig i en ejendommelig
Form i den isl. Ættesaga, der til sidst fæstnes
som fuldt udviklet Litteraturform. En
Vladimir-Visekreds dannedes om Russernes første
kristne Konge; derimod blev det ved Tilløbene
dertil ved Cid, Valdemar den Store og Robin
Hood. (Litt.: Ker, Epic and Romance
[London 1897]; Heusler, »Lied und Epos«
[Dortmund 1905]; Vedel, »Helteliv« [1903]; F.
Ohrt, »Kalevala« [1908]; Sv. Grundtvig,
»Den nordiske Oldtids heroiske Digtning«
[1867]).
Folkeeventyret adskiller sig fra
Folkesagnet ved den længere (mere sammensatte
og ofte mere udmalende) Fortælling, rig paa
usandsynlige Begivenheder og uden Forsøg paa
at gøre dem troværdige ved Stedfæste.
Eventyret har en Forkærlighed for de ganske
dagligdags Navne ell. de blotte Standsbetegnelser:
Enkesønnen (i Skotsk og Norsk), Askeblæseren,
»Der var engang en Konge«, en gl Soldat. Og
hos de europ. Kulturfolk findes en bevidst
Skæmten med dets Troværdighed, idet
Fortælleren til Slutn. giver en spøgende
Bemærkning om, at han selv var med ved
Kongesønnens Bryllup e. l. Hos lavere staaende
Folkeslag møder man dog ganske de samme
Digtninger som en Art Heltesagn.
Eventyrene viser en større Udbredelse end
nogen anden Folkedigtning. Grundstammen af
Folkeeventyr er hos alle europ. Folk een og
samme; enkelte Digtninger kan følges videre
over store Dele af Asien og Afrika. Forholdet
til Steder og Personer binder dem aldrig.
Forskel i Sprog danner ganske vist en adskillende
Mur; men den kan paa mange Maader
overstiges: rejsende Købmænd og Grænseegnenes
Jægere har stadig bragt ny Eventyr til
Hjemmet. Eventyrets religiøse Forestillinger er enten
ubestemte ell. lader sig lempe efter hvert Folks
Myteverden; det Eventyr, der i Norden fortælles
om Odin, Høner og Loke, ligner paafaldende
et fra Kaukasus om 3 hjælpsomme Dyr. Og
selv om en given Tids Kultur spejler sig deri,
kan dog i de fleste Eventyr Samfundsforhold
og Forestillinger ændres efter Omgivelserne.
Digtningen vandrer med stor Lethed til
Nabofolk paa samme Trin ell. paa et lavere Trin i
Udvikling (fra Nordmændene til Lapperne, fra
Portugiserne til sydafrikanske Negere).
Naar vi taler om, at de samme Eventyr
genfindes i fl. Lande ell. Verdensdele, saa mener
vi dermed ikke blot, at visse Træk findes igen
i de forsk. Egne, thi dette kan bero paa, at
fl. Folk ejer Levninger af samme primitive
religiøse ell. etiske Forestillinger, ell. det kan bero
paa et svagere Laan i Forbifarten, uden at
Eventyret derfor er det samme. Men vi
kræver, at en hel Række af Begivenheder skal
være fælles, og at disse Optrin ikke skal
fremgaa som selvfølgelige ud fra et givet
Forhold mellem de optrædende Personer. Saaledes
som Digtningene foreligger i europ. Form, er
de ofte sammensatte af højst forsk. Elementer,
ikke sjælden af 2 Historier, der er kædede i
hinanden. Saaledes beretter første Del af »Hans
med Guldhaaret« om hans Tjeneste hos
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
