Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Folkeminder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
deres Kampe med Tyrkerne i 14. Aarh.’s sidste
Halvdel, knyttede til den landflygtige Kongesøn
Marko, bevarede til vore Dage af
Røverhorderne, til Dels ogsaa af vandrende Sangere, der
hos de slaviske Folk udgør et eget Lav med
fast Overlevering. Ved Siden deraf trives en
uhyre rig Digtning af Smaaviser, ofte i en
Mellemform af Folkevise og ren Lyrik. (Litt.:
Thor Lange, »Nogle Folkeviser« [1878];
Rambaud, La Russie épique [Paris 1886];
Hopgood, Epic songs of Russia [New York
1885]; Runeberg, »Serviska Folksånger«
[1830]; Talvj, »Volkslieder der Serben«, I—II
[2. Udg. 1851]).
Ogsaa de andre europ. Folk har deres
Folkevisedigtning: Grækerne, hvor Lyrikken
(Dødsklagerne) er mest fremtrædende; Kelterne med
uklare Levninger af Heltedigt; Finnerne, hos
hvem Heltedigtet og Tryllesangene er de
mærkeligste Frembringelser o. s. v. (Litt.: Talvj,
»Charakteristisk der Volkslieder germanischer
Nationen« [Leipzig 1840]).
Ligesom Eventyret staar over Folkesagnet i
bevidst digterisk Tilrettelægning, staar Visen
atter over begge disse Digtarter. Enten Visen
er Enkeltmands Værk ell. forarbejdet af mange
Slægtled og — som vi har set Eksempler paa
— af fl. Folkefærd, henhører den dog
væsentlig under det bevidste Liv, skildrer
Begivenheder, som Sangerne kender dem, og optager
overnaturlige Forestillinger, som Sangeren selv
tror paa. I Modsætning hertil har
Smaadigtningen (Børnelegen, Sanglegen og
Hyrdesangen) ofte et Indhold, der kun
halvforstaaet tilegnes af hvert Slægtled og derfor ofte
gemmer paa en svunden Tidsalders Minder,
som vor Tids Forskere i nogle Tilfælde har
fremledt: Børnene leger »Bro brille« uden at
kende Myten om den troldebyggede Bro, hvor
et Menneske skal gives i Offer; Hyrden kalder
(i Bohus Len) paa Sokke-Tor (Oku-Thor), der
skal holde Jætterne borte fra hans Køer o. s. v.
Hertil hører ogsaa Trylleremser og alle gamle
Digtstumper, der kan bruges til Trolddom. —
Ogsaa Gaaderne hører i fl. Henseender
hertil ved en Slags simpelt metrisk Form og ved at
være Opbevarere af de ældre Slægters Blik paa
Naturen. Ordsprog og Talemaader staar paa
Overgang mellem Folkedigtning (rytmisk Form)
og blotte Sprogdannelser.
Folketro og Folkeskik. Folketroen
omfatter hele Almuens Forestilling om højere
Magter og deres Forhold til Menneskelivet,
herunder medregnet Ofre til dem, Maning af dem
o. s. v. Folkeskikken omfatter alle Handlinger,
der gøres (uden at man egentlig kan se deres
Hensigtsmæssighed), fordi man har set de Ældre
gøre saaledes, og fordi det tros ikke at være
godt at gøre anderledes. Men alle nyere
Undersøgelser viser, at disse Hundreder af
Handlinger, der saaledes foretages af Vane, næsten
altid bunder i Folketro, som er uddød paa den
enkelte Egn, men genfindes levende og
forstaaelig andensteds. Den jyske Bonde nedgraver en
Hugorm ell. Kat ved sin Tærskel til Værn mod
Troldtøj, uden at han tænker paa den gamle
Opfattelse, at den saaledes bundne Dyresjæl
bliver til en Fylgje ell. »Vare«, der holder alle
Fjender fra Stedet. Almuesmanden gør sine
Forfædres Gerninger efter, halvt forstaaede ell.
slet ikke forstaaede, men med stærk
Vedhængen ved alt, hvad der føles som hørende ind
under Forholdet til højere Magter. Det
klassiske Eksempel er en Skik i Ørsted Kirke paa
Sjælland: alle, der havde været ved Alteret og
ofret, bøjede Hovedet paa et bestemt Sted, men
ingen vidste hvorfor; saa blev Kirken engang
istandsat, Kalken banket af, og der viste sig
et Mariabillede: det var for det, man havde
bøjet sig, og man var vedblevet i Aarhundreder,
efter at Billedet var forsvundet. — Dengang
Jakob Grimm i 19. Aarh.’s Beg. fremdrog
Almuens Tro og Skik, var det nærmest som
Surrogat for de egentlige mytol. Kildeskrifter,
og den forklaredes derfor ud fra disse; men
i Tidens Løb ændredes denne Opfattelse.
Navnlig omkr. 19. Aarh.’s Midte trængte den Tanke
frem (Schwartz, »Die heutige Volksglaube«
[1850]), at Folketroen indeholdt en simplere og
oprindeligere Skikkelse af de samme
Forestillinger, der mødte i de skrevne Mindesmærker
i en præstelig ell. poetisk mere udviklet Tilstand
— en Tanke, der da gav Anledning til mange
umodne Forklaringer og Fantasterier. Alt
imedens fortsattes og udvidedes den flittige
Sammenstilling af Skikke og Trosforestillinger
(ligesom af Eventyr og Viser); typisk for denne
Retning er Belgieren Felix Liebrecht med sit
Samlerværk »Zur Volkskunde«. Det var et
Slægtled af Bibliotekarer, der stræbte at
bogføre det uhyre Stof, der efterhaanden blev
tilgængeligt fra europæiske, fra asiatiske og fra
vilde Folkeslag. Den klarende og ordnende
Tanke kom udefra, fra de etnografiske og
antropologiske Studier, der groede mægtig op med
Darwin’s Udviklingsteori til Rygstød.
Englænderen Tylor blev den, der fremsatte Teorien
klart udformet (Primitive Culture [1871]): alle
disse Forestillinger, der hos Nutidens Almue
er Urimelighed og Overtro, hører hos
Folkeslag, der staar paa lave Kulturtrin, med til
deres Maade at opfatte Naturen paa; i
Forestillingen om Besjæling af alt, hvad der rører
sig, og i Sjælenes Liv efter Døden og deres
Indflydelse paa de Efterlevende har man fælles
Hovedpunkter i alle Folkeslags Tro. Selv
Tryllekunster har engang været naturlige, passende
med den hele Naturbetragtning; at visse Dyrs
Kød gav Styrke og Vildhed, andres derimod
Svaghed, er naturlig Tanke for visse
Kulturtrin, og at Mishandling af et Menneskes Billede
indvirker paa Mennesket selv, er en
Analogislutning af den Slags, som vilde Folk gerne
tillader sig. Alt dette — slutter man da — er de
fælles Levninger fra hele Menneskehedens
ældste Tid; men de genfindes i spredte Træk under
en højere Civilisation, snart i Folketro, snart
i Skikke, i Gudemyter, i Eventyr, i Børnelege
o. s. v. Af andre Forskere, først og fremmest
af Andrew Lang, er denne Opfattelse
udformet nærmere: alt, hvad der i Eventyr, i
Myter strider mod Naturkundskab ell. Retfølelse
paa Fortællerens Tid — det »irrationelle
Moment« — er »Levn« (survival) af en ældre
Kultur. Tanken føres videre, saa at hele
Folkedigtningen opfattes som Forsøg paa at forklare
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
