Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Folkesuverænitet - Folketavle - Folketeatret - Folketidende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Side 421 ff.]; Anton Menger, »Neue
Staatslehre« [Jena 3. Opl. 1906, S. 164 ff.]).
C. W. W.
Folketavle, Betegnelse for den Oversigt, der
gives 1. Mos. 10 over den Folkeverden, som var
Israelitterne bekendt. Den opregnes efter et
genealogisk Skema, der maa forstaas saaledes,
at Folk, der har haft fælles Historie og Kultur,
bliver Brødre, Sønner af det Land ell. Folk,
som de begge politisk ell. kulturelt efter
Forfatterens Synspunkt maa indordnes under.
Naar det f. Eks. hedder, at Kana’an (foruden
de kendte kana’anæiske Stammer) avlede
Sidon og Chet, betyder det, at Foinikerne i
Sidon og Chetitterne, som Forf. kendte dem, hørte
til Kana’ans Kulturkreds, medens
Racespørgsmaalet i moderne Form naturligvis ligger uden
for Sammenhængen. Derfor kan et Folk
henføres snart til en, snart til en anden Gruppe;
Sheba og Hawila regnes Vers 28 ff. under Sem,
Vers 7 under Cham. Sandsynligvis har baade
Jahvisten og Præsteskriftet Del i Kap. 10. De
sætter begge som ældste Stamfader Noah, og
som hans Sønner Sem, Cham og Jafet (Jahvisten
synes opr. at have haft Kana’an for Cham);
disse Navne er i øvrigt ukendte, men hviler
sikkert paa gl Tradition. Jafetitterne omfatter
væsentlig de nordlige Folk (Lilleasien,
Middelhavsøerne, Medierne o. a.), Chamitterne de
sydlige (Ægypten, Ætiopien, Sydarabien, men
ogsaa Kana’an), Semitterne de mellemste; til
dem regnes bl. a. Elam, der racemæssigt ikke
var »semitisk«, men tilhørte den bab.
Kulturkreds. Efter jødisk Overlevering skal Tallet
paa alle Folkene være 70, efter kristelig 72.
J. P.
Folketeatret, Skuespilhus i Kbhvn.
Bestyreren af Kasino, Kammerraad H. V. Lange, fik
2. Apr. 1853 kgl. Bevilling til Oprettelsen af et
Folketeater med Tilladelse til at opføre
Vaudeviller, Lystspil, Folkekomedier og Pantomimer,
uden dog at gøre Indgreb i det kgl. Teaters
Repertoire. L. udnyttede først denne Bevilling
1857, da han arrangerede sig med Aktieselskabet
Hippodromen, hvis 1846 indrettede Ridehus paa
Nørregade i Frihedsaaret blev benyttet som
Mødested for det kbhvn’ske Venstre, og fra 1855
var Cirkus. Teatret aabnede 18. Septbr 1857
med Prolog af A. Recke og »En lille Heks«.
Lange lagde straks Hovedvægten paa de
effektrige Melodramaer, hvori hans Datter, Agnes
Lange, senere Fru Nyrop, var Primadonna, men
senere opførte han Palais-Royal’s viltre Farcer
og Offenbach’s kaade Operetter, og efter
Datterens Overgang til Nationalscenen (1864)
dominerede Paris-Farcen Repertoiret, baaret frem
af Fr. Madsen’s frodige Humor og H. Kolling’s
sikre Komik. Da disse Kunstnere 1870 forlod F.,
afløstes Farcerne af fr. Salonkomedier, i hvis
problematiske Kvindefigurer Fru Louise Holst,
f. Carpentier, arbejdede sig frem til en dygtig
Karakterskuespillerinde, og samtidig vandt
Betty Guldbrandsen, senere Fru Borchsenius,
stor Yndest som Ingenue. Lange spandt ikke
Guld paa F.; efter hans Død 29. Jan. 1873 blev
Kasinos tidligere og Dagmarteatrets senere
Leder, M. V. Brun, Direktør. Hans treaarige
Styrelsestid kendetegnes ved en energisk
Stræben efter Nyheder, men da han var uheldig i
sit Valg, og fl. yndede Kræfters Bortgang
forringede Personalet, sank Folketeatrets
Popularitet, og økonomiske Vanskeligheder opstod.
Men under Robert Watt’s 8-aarige Direktion
(1876—84) vandt det Anseelsen tilbage: En Rk.
fr. Skuespil gav Repertoiret et vist litterært
Præg, medens Julie Hansen i Forening med O.
Zinck og H. Kolling i talrige danske Lystspil af
E. Bøgh, Chiewitz, F. Holst, Hostrup, Carl
Møller, A. Recke og Wengel traf en
borgerlig, hyggelig Tone. Severin Abrahams maatte
betale Watt 80000 Kroner, da han 1884
overtog Ledelsen; de første Sæsoner styrede han
i sin Forgængers Kurs og stræbte at forene
praktisk Sans med kunstneriske Hensyn, men
ved senere at ansætte Herman Bang som
Instruktør ledte han helt moderne Strømninger
ind, der undertiden resulterede i vægtige
Forestillinger (»Over Ævne«, I), men efterhaanden
forandrede F.’s Fysiognomi. Under et uroligt
Repertoirevalg blev Ledelsen usikker, og F.
kæmpede atter med økonomiske Vanskeligheder.
Da Abrahams døde 31. Marts 1900, var det
allerede afgjort, at han ved Sæsonens Slutning
skulde forlade Direktørposten til Fordel for
Teatrets mangeaarige Inspektør og Skuespiller
J. F. S. Dorph-Petersen. I 8 Aar styrede han
med Sans for Publikums Smag, og derfor
under trygge Kaar, og Fru Betty Nansen, som
1903 med litterære Aspirationer optoges som
Meddirektrice, mistede efter nogle Forsøg
Indflydelse paa Repertoiret og trak sig efter to
Sæsoners Forløb tilbage. Under
Dorph-Petersen’s Ledelse sluttede H. Kolling og O. Zinck
deres mangeaarige Virksomhed og blev som de
første Privatteaterskuespillere hædrede med
Ridderkorset, medens modne Kunstnere som Julie
Møller, H. Hellemann, Sigrid Neiiendam, E.
Helsengreen, Johs. og Maria Ring i et solidt
Repertoire af G. Wied, Emma Gad, H. Bergstrøm
m. fl. bevarede F.’s gode Traditioner. 1908 trak
Dorph-Petersen sig tilbage, hvorefter Ledelsen
overtoges af F.’s Instruktør Johs. Nielsen med
cand. mag. Viggo Friderichsen som økonom.
Garant. Nielsen arbejdede F. frem til at blive det
Privatteater, hvor der spilledes bedst
sammenstemt Komedie, navnlig i Skuespil af landlig
Art (»Sind«, »Pigernes Alfred«); han knyttede
fl. Gange Norges betydeligste Skuespillerinde Fru
Johanne Dybwad til F. som en af Publikum
paaskønnet Gæst, og da han efter en 3-aarig
Direktørperiode 1911, under en uheldig og derfor
kortvarig Samvirken mellem F. og Dagmarteatret, i
Forening med Skuespiller Adam Poulsen
overtog Ledelsen af den sidstnævnte Scene, førte det
kgl. Teaters tidligere Direktør, Prof. Einar
Christiansen, sammen med V. Friderichsen F. videre
i det givne Spor med tilbørlig Hensyn til det brede
Publikums Smag. (Litt.: C. Bayer, »Kbhvns
Folketheater 1857—82« [Kbhvn 1882]; Robert
Neiiendam, »Folketeatrets Historie
1857—1908« [Kbhvn 1918]).
R. N.
Folketidende var Navn for det Ugeblad,
som den norske Stortingsbonde Søren
Jaabæk udgav i Mandal 5. Juli 1865—31. Decbr
1879, og som var Organ for det paa et Møde
20. Febr 1865 stiftede Selskab »Bondevennerne«,
hvilket Selskab nogle Aar senere samlede sine
Meningsfæller i Landets lokale Foreninger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
