- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VIII: Fiévée—Friehling /
435

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fordøjelsesorganer - Fordømmelse - fore - Fore and aft Skonnert - Forebyggelsespligt - Foredragsbetegnelser - Foredragskunst

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

F. Dette er ikke blot Tilfældet med en Mængde
encellede Væsener (f. Eks. mange Protozoer),
der p. Gr. a. deres Lidenhed kan optage
tilstrækkelig Næring direkte gennem deres ydre
Overflade fra den Vædske, hvori de lever; men
ogsaa enkelte større Væsener, nemlig visse
Indvoldsorme (Bændelormene og Kradserne),
mangler F., idet de snylter i en Vædske
(Tarmindholdet), der allerede til Dels er bragt i
opsugelig Form af Værtdyret. I øvrigt bestaar F. i
deres opr. Form af en simpel Indkrængning
med en enkelt Aabning, der altsaa tjener baade
som Mund og Gat (Gopler, Koraldyr). Hos de
øvrige med F. udstyrede Dyr har F. Form af
et Rør, Fordøjelseskanalen, med en
Indførselsaabning, Munden, og en
Udførselsaabning, Gattet eller
Endetarmsaabningen (anus). Hos Fugle, Amfibier og en Del
Fisk udmunder Urin- og Kønsorganerne i den
nederste Del af Endetarmen, der da har Navn
af Kloak, medens de nævnte Organer hos de
fleste Fisk og hos Pattedyrene (med Undtagelse
af Næbdyrene) munder med en selvstændig
Aabning. Føden befordres frem gennem F.
derved, at Fordøjelseskanalens Vægge indeholder
ringformet ordnede Muskeltraade, der trækker
sig sammen i bestemt Rækkefølge, ovenfra
nedad mod Endetarmen, og ved disse
»peristaltiske« Bevægelser drives Tarmindholdet
fremad. I Reglen er F. udstyrede med mangfoldige
Biorganer, saaledes Tænderne, der sønderdeler
Føden; Tungen, der befordrer denne ind
mellem Tandrækkerne og skyder den ned i Svælget
efter at have blandet den med Spyttet;
Spytkirtlerne, der leverer dette sidste; Svælget og
Spiserøret, der befordrer Føden ned i
Mavesækken, som senere udtømmer den i Tarmen,
hvor den blandes dels med Afsondringen fra
utallige smaa Kirtler i Slimhinden selv, dels
fra de store Fordøjelseskirtler, Leveren og
Bugspytkirtlen. Under Paavisningen af disse
Afsondringer bringes Fødens nærende
Bestanddele i en saadan Form, at de kan opsuges af
de talrige Blod- og Lymfekar i Tarmkanalens
Slimhinde, medens de ufordøjede Rester
gennem Tyk- og Endetarmen befordres ud af
Legemet (se nærmere Specialartiklerne).
S. B.

Fordømmelse, se Apokatastasis og
Dommedag.

fore, Søudtryk, hvorved forstaas at beklæde,
efter Omstændighederne med Træplanker, Værk
ell. Tovværk.

Fore and aft Skonnert [↱får-ənd-a.ft-](Søv.),
mindre Sejlskib med to Master, af hvilke den
agterste er den højeste. Er de lige høje, kaldes
Skibet en »Tvetulle«. Masterne har ingen Ræer,
men fører Stag- og Gaffelsejl. Paa Fokkemasten
er der en løs Bredfokraa hvorunder en
Bredfok (s. d.) kan hejses, saa snart Vinden bliver
agter fra bidevind. I Rusland og Amerika
anvendes meget 3-mastede F., og i Danmark
haves endnu enkelte 4-mastede F., der i Reglen
er forsynede med Hjælpemotor. Navnet
stammer fra det eng. Sprog: fore and after ɔ: for
og agter.
H. E.

Forebyggelsespligt, se
Afværgelsespligt.

Foredragsbetegnelser kaldes i Musikken
de Anvisninger, der retleder den Udøvende m.
H. t. Tonens Styrke (forte, stærkt, piano, svagt
o. s. v.), Tempo (Allegro, hurtig, Adagio,
langsomt o. s. v.), Musikstykkets Karakter
(scherzando, spøgende, maestoso, majestætisk o. s. v.)
ell. vedrørende særegne for de forsk.
Instrumenter ejendommelige Behandlingsmaader
(glissando, martellato, pizzicato o. s. v.). F. er i
Reglen affattede paa Italiensk, det
internationale Musiksprog, om man end nu og da ser
enkelte Komponister benytte deres eget
Modersmaal, og anvendes som oftest i forkortet Form.
Se i øvrigt de enkelte Specialartikler.
S. L.

Foredragskunst kalder man den Kunst, der
gennem det talte Ord formaar at give det
skrevne Ords Tanker, Følelser og Stemninger et
kunstnerisk ordnet Udtryk. Foredraget staar
væsentlig i den sceniske Kunsts og den dram.
Recitations Tjeneste og benævnes i denne
Forbindelse, naar der ikke er Tale om sanglig
Udøvelse, som oftest Deklamation ell.
Diktion, dog saaledes, at man ved Deklamation
nutildags mest forstaar den kunstrette
Fremsigelse af Vers, medens Diktionen gaar paa
det mundtlige Kunstforedrag overhovedet.
Ogsaa paa den professionelle Talers,
Parlamentarikerens og Prædikantens, Retorik anvendes
Betegnelsen F., om end denne ikke, som den
sceniske Kunsts Foredrag, tilstræber nogen
kunstnerisk Illusion ved Genfremstillingen af en
Mangfoldighed af forskelligartede Menneskers
Tale og ved Efterligningen af de i Livet
forekommende Følelsesudtryk, men indskrænker sig
til en ordnet Fremsætten af egne Ord og
Følelser, der modtager Farve af den
Personlighed, fra hvilken de opstaar, og af den
agitatoriske Hensigt, i hvilken de udsiges. —
Foredraget, drevet som Kunst, beror paa særegne
og personlige Anlæg og lader sig som saadan
ikke lære. Den tekniske Færdighed i
Foredraget hviler derimod paa bestemte
Regler, der er tilgængelige for enhver.

Det regelrette Foredrag forudsætter først og
fremmest et nøje Kendskab til det Sprog, i
hvilket der tales, navnlig da til Udtalens mange
Haande Nuancer, fra de mest ophøjede til de
vulgæreste, idet der ved en let Forskydning af
Udtalen af det samme Ord undertiden kan
tilvejebringes en meget betydelig Forskel i
Virkningen af det sagte. Endvidere forudsættes rent
fys. et fejlfrit Taleorgan, der for at kunne
udholde de Anstrengelser, som det kunstrette
Foredrag langt mere end den daglige Tale
fører med sig, kræver en forudgaaende rationel
Trænering. Dette forudsat, kan F.’s talrige
Regler sammenfattes under flg. 4 Rubrikker: 1)
Accentueringen; 2) Modulationen;
3) Tempoet; 4) Klangfarven. Ved 1)
Accentueringen forstaas den Fremhæven
af enkelte Ord eller Sætningsdele, som sætter
disse i særlig skarp Belysning i Forhold til de
øvrige Sætningsdele. Ved Accentueringen
bestemmes ikke alene Sætningens rent formelle
Mening (den logiske Accent), men den giver
tillige Talen dens faste arkitektoniske Tømmer.
De accentuerede Ord er Sætningernes haarde
Skelet, om hvilket de andre Ord grupperer sig

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:53:11 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/8/0468.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free