Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Forlovelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
lovligt Ægteskab. Folkets Flertal nøjedes endnu
med den ene Handling, den verdslige
»Bortfæstning«, der ogsaa Middelalderen ud af de
nordiske Love anerkendtes for tilstrækkelig.
Folkets rige og fornemme Mindretal holdt
derimod, i Pagt med Gejstligheden, paa, at ret
Ægteskab kun stiftedes gennem to Handlinger,
først »Bortfæstning«, derpaa »Bryllup«.
Som Forholdene saaledes i Middelalderen
havde udviklet sig i Norden, havde de ogsaa
paa nogenlunde samme Vis udviklet sig i det
øvrige rom.-kat. Europa. Overalt stod Striden
om, hvorvidt verdslig Bortfæstning alene var
tilstrækkelig ægteskabstiftende, samt om
Forholdet mellem sponsalia de futuro (Umyndiges
Giftermaal) og sponsalia de præsenti (Myndiges
Giftermaal). Forvirringen var alle Vegne blevet
saa stor, at et afgørende Magtsprog fra oven
var nødvendigt. Dette blev givet omtr. ved
Midten af 16. Aarh., og som det kunde ventes efter
Forholdenes Udvikling: til Gunst for Kirken.
Men da samtidig Norden gennem Reformationen
havde udskilt sig fra Pavedømmet, blev Svaret
i Syd og Nord af forsk. Art.
Den Afgørelse, som Romerkirken traf paa
Konciliet i Trient 1563, var praktisk og klar.
Af de to Handlinger, »Bortfæstning« og
»Bryllup«, erklæredes den første for den
ægteskabstiftende, men vel at mærke kun, naar den
foretoges i Nærværelse af Præst, og begge Parter
var myndige. Man maatte da gerne fremtidig
verdslig bortfæste et Barn; man maatte ogsaa
gerne fejre kirkeligt »Bryllup«, om man tillige
ønskede dette. Men det egl. og afgørende laa i
Hovedhandlingen, uden hvilken de andre var
værdiløse: »Bortfæstning« i myndig Alder i
Nærværelse af en Præst.
Desværre gik man i Danmark og Norge ved
Ægteskabsordinansen af 1582 den modsatte Vej
og erklærede den anden af de 2 Handlinger,
»Brylluppet« for den ægteskabstiftende.
Grunden hertil var, at de egl. afgørende ved denne
Lejlighed var Rigsraadet og de ny Bisper, der
nu fastslog adelig Skik som den ene gyldige.
Men Bestemmelsen var uheldig i dobbelt
Henseende. Dels indførte man herved en Ordning,
der faldt Folkets Flertal fremmed og unaturlig.
Dels afbrød man og bekæmpede den Udvikling,
som Regering og Gejstlighed i de forløbne Aar
siden Reformationens Indførelse selv havde
fremkaldt og fremmet. I denne Mellemtid havde
man nemlig ved spredte Paabud i de enkelte
Stifter søgt at fastslaa som Skik, at ret
Ægteskab kun blev indgaaet, hvor »Bortfæstning«
foretoges i Kirke af en Præst. Stik imod denne
Opfattelse, hvortil Befolkningen havde mange
Forudsætninger til let at kunne vænne sig,
fastslog man nu, at Ægteskab stiftedes ved to
kirkelige Handlinger: 1) »Trolovelse«, der ganske
svarede til den tidligere »Bortfæstning«, blot at
Præsten nu ikke lagde sin Haand paa Parrets,
naar de havde lovet hinanden at ville være
Ægtefolk, og 2) »Brylluppet«, hvor Præsten
viede og bekræftede den indgaaede Pagt. Det var
umuligt andet end, at denne Ordning maatte
blive misforstaaet. Trods Trusler, Bøder og
Straf lykkedes det aldrig Øvrigheden at
overbevise Menigmand om, at et Par, der var
»trolovet«, endog af Præst i Kirke, ikke tillige var
Ægtefolk og havde Lov til at leve som saadanne.
Den aartusind gl. Forvisning om, at offentlig
»Trolovelse« var det samme som »Bortfæstning«
og hermed Sagen klar, viste sig stærkere
end et nyt Kongebud. Den Forvirring, hvorpaa
»Ægteskabsordinansen« af 1582 skulde raade
Bod, blev saaledes kun yderligere forøget ved
denne.
Heller ikke Adelen, hvis Ægteskabsskikke
Ordinansen havde fastslaaet som de rette, følte sig
i Længden tilfreds hermed. Tidligere havde det
været anset for fornemt at møde i Kirke baade
til »Bortfæstning« og »Bryllup«. Men efter 1582,
da denne Ordning var blevet lovbefalet for alle,
tabte den i Glans, og Adelen søgte nu at gøre
sit Fortrin gældende ved at unddrage sig
Kirkepligten. I Christian V’s D. L. fritoges Adelen
og Rangspersoner for at skulle have Præst med
som Vidne ved Trolovelse. Men hermed var
Trolovelse ved Præst stemplet som noget af
lavere Art. Fl. og fl. søgte at unddrage sig den,
og 1799 afskaffedes endelig »Trolovelse« helt
som offentlig Handling. Siden da er den blevet
afløst af den private »F.«. Men idet man ogsaa
paa denne halvt ubevidst har overført Fortids
Begreber om »Bortfæstning« og »Trolovelse«,
har den bevaret et Skær af Soliditet og et
godkendt Krav paa Anerkendelse, der staar i et
— for Udlændinge uforstaaeligt — Misforhold til
Løftets rent private Karakter og lette Opløselighed.
Bl. de ydre Kendetegn paa F. er det at bære
Fingerring det almindeligste. Denne Skik er af
temmelig ny Oprindelse i Norden, idet den
først ved Middelalderens Slutn. er indtrængt
fra Middelhavslandene. Dernede havde den
hersket længe før Kristendommens Dage baade hos
Romerne o. a. Folk. Godkendt af Romerkirken
havde den taget ny Vækst. Det var nu ikke
længer blot Fæstemanden, der med en Ring
trolovede sin Fæstemø; Paven fæstede med samme
Tegn Bisperne til deres Embede; Dogen i
Venezia fæstede dermed paa Byens Vegne Havet
som Brud. Gejstligheden i Norden søgte at
fremme Brugen af Forlovelsesring. Det var jo en
Skik, der var særlig for Bortfæstning i Kirke.
Præsten skulde derfor gøre saa meget ud deraf
som muligt, indvie Ringen, løfte den mod
Himmelen med Bøn om Velsignelse, bestænke den
med Vievand og sluttelig paasætte den i Navnet
Faderens, Sønnens og den Helligaands. Den
nordiske Befolkning ydede dog sejg Modstand
og af dobbelt Grund. Dels var man lidet
tilbøjelig til at lade Trolovelsesring afløse Fæstegaver.
Disse skulde jo netop ved deres Værdi udtrykke
Fæstemandens Sindelag; men dette udtryktes
ofte kun karrig ved en Ring. Dels var Ring
ikke i Norden vedtaget Troskabstegn i Forholdet
mellem Mand og Kvinde. Troskab i Kærlighed
betegnedes fra ældgammel Tid hos Gotogermanerne
enten ved en i Fællesskab knyttet Knude
(Engelsk: true-love knot) ell. ved, at en rund
Mønt, helst af Guld, brødes sønder, og hver af
Parterne beholdt sin Halvdel deraf.
Kun langsomt kæmpede da Skikken sig frem.
I Katolicismens sidste Dage synes den at være
blevet nogenlunde alm. bl. Fornemmere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
