- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VIII: Fiévée—Friehling /
473

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Forlovelse - Forlovelse - Forlover - Forlovere

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Christiern Pedersen skriver, endnu som Katolik,
om Trolovelsesringen: »Han skal være af Guld,
være trind, at han haver ingen Ende, og sættes
paa den fjerde Finger, thi vise Mestere og
Læger skrive, at der ganger en Aare fra Hjertet
og til den fjerde Finger«. Reformatorerne
havde ikke noget at indvende mod Skikken. Biskop
Peder Palladius gav sine Præster flg. oplysende
Vink ang. kirkelig Bortfæstning: »Her skal man
agte, om det er Herrefolk, som bruge
Trolovelsesring; da skal Præsten tage Ringen af
Brudgommen og sætte hannem paa Brudens Finger,
før han beder dennem give hverandre deres
Hænder«. I Danmark og Norge var det
Præsten, der satte Ringen paa Brudens Finger.
I Sverige derimod var det Brudgommen, der,
efter at Præsten havde velsignet Ringen, selv
satte den paa Bruden med følgende Ord: »Jeg
N. N. tager dig N. N. nu til min Ægtehustru,
til at elske dig i Nød og Lyst, og til et sikkert
Tegn giver jeg dig denne Ring«. Bruden
svarede: »Jeg N. N. tager dig N. N. nu til min
Ægtebonde, til at elske dig i Nød og Lyst, og
til et sikkert Tegn tager jeg af dig denne Ring«.
Efter disse Ord satte Brudgommen Ringen først
paa hendes Pegefinger, saa paa Langfingeren
og endelig paa hendes Ringfinger, idet han
sagde: »I Navnet Faderens, Sønnens og den
hellige Aands«. 1693 befaledes det dog, at det
skulde være Præsten og ikke Brudgommen,
der nævnede Treenighedens Navn.

Efter Reformationens Indførelse blev Brugen
ef Trolovelsesring stedse mere og mere alm. i
Norden. I 17. Aarh. var det alt et gængse
Mundheld i Danmark: »Naar Fingeren er ringet, er
Pigen tinget«. Men her var stadig endnu kun
tale om een Ring, »Vieringen«, som den ofte
kaldtes, vel sagtens fordi Præsten havde viet
den. Efter Enevældens Indførelse i Danmark og
Norge og kort efter tillige i Sverige trængte
imidlertid en hel ny Skik herop: Brugen af 2
Ringe. Den stammer fra Østerland, og dens Vej
kan nogenlunde følges gennem Europa, indtil
den sluttelig naaede Norden. Som sædvanlig
optoges denne ny Skik, da den var godkendt
af Kongehuset, hurtig af Adel- og Borgerstand.
Hos Nordens Bondestand derimod vil man
endnu spredt kunne finde alle Udviklingens Led:
ingen Ring, een Ring, to Ringe.

I Norden som i Syden har der hersket Tvivl
om, paa hvilken Haand Trolovelsesringen
rettelig burde anbringes. Iflg. den ældgamle
Anskuelse, der havde faaet yderligere Vægt ved
at antages af Kirkefædrene, skulde den sættes
paa venstre Haand, til hvis Ringfinger der jo
mentes »at gaa en Aare lige fra Hjertet«. Men
dette kom i Strid med, at Ringen som
Troskabstegn selvfølgelig burde anbringes paa den
Haand, med hvilken Troskabsløftet afgaves,
altsaa den højre. Af og til har Romerkirken
grebet ind i denne Strid til Gunst for den venstre
Haand uden dog at kunne hidføre Enighed. Det
4. Kirkemøde i Milano 1576 paabød saaledes at
anbringe Ringen paa venstre Haand. Men i
Kirkeritualet for Bordeaux af 1596 maatte man
dog give efter for Befolkningens Opfattelse og
betegne den højre Haand som Ringens rette
Plads. I Danmark synes med Reformationens
Indførelse den højre Haand at have erhvervet
sig Forretten. At noget lgn. har været Tilfældet
i Sverige, kunde sluttes af, at det her 1614
maatte offentlig paabydes at bære Ringen paa
venstre Haand. Uenigheden om dette Punkt
vedvarer som bekendt endnu ikke blot i
Norden, men Europa over. (Litt.:
Troels-Lund, »Dagligt Liv i Norden i 16. Aarh.«, 9.
Bog »Trolovelse«).
Tr.-L.

Forlovelse (jur.). I ældre Tid blev F. — ell.
som det dengang kaldtes, Trolovelse
indgaaet under særlige Former, og den skabte
da et Slags paabegyndt Ægteskab, idet
Parterne bl. a. var forpligtede til at lade sig
sammenvie inden en passende Frist. Dette
bortfaldt i Slutn. af 18. Aarh., og Forholdet er nu
det, at den blotte F. overhovedet ikke skaber
nogen jur. Forpligtelse. Ikke blot kan ingen
af Parterne tvinge den anden til at indgaa
Ægteskab, men der kan ikke engang forlanges
Erstatning, naar en af Parterne uden Grund
hæver F. Paa det sidste Punkt er der dog —
i Lighed med, hvad der allerede gælder i andre
Lande — foreslaaet en Forandring ved et
fællesskandinavisk Lovudkast, som imidlertid endnu
ikke er vedtaget. Naar F. hæves, maa de
Gaver, som er skænkede til Brug under
Ægteskabet, tilbageleveres, hvorimod andre
Foræringer og Breve ikke kan kræves tilbage. Den
ene Forlovede kan ikke være Værge for den
anden. Se i øvrigt Ægteskabsløfte.
N. C.

Forlover, d. s. s. Kautionist, se Kaution.

Forlovere skal stilles for Præsten af dem,
der ønsker at indgaa Ægteskab sammen,
forinden Lysningens Foretagelse eller, saafremt
Vielsebrev (Kongebrev) løses, forinden Vielsens
Foretagelse. I Tilfælde af borgerligt Ægteskab
skal Forløftet afgives over for den Øvrighed,
for hvem Ægteskabet indgaas. F. kunde
tidligere kun Mænd være, og det fordredes af
dem, at de skulde enten beklæde kgl. Embede
ell. være bosatte Mænd, om hvis Paalidelighed
ingen grundet Tvivl haves. I H. t. L. 27. Maj
1908 kan Forløfte nu ogsaa afgives af Kvinder
under lige Betingelser som dem, der gælder for
Mænd. Evnen til at være F. er selv i Tilfælde
af kirkelig Vielse ikke betinget af nogen
Trosbekendelse. F. borger ikke hver for sin af de
paagældende Personer, som agter at indgaa
Ægteskab sammen, men indestaar begge for,
at der ikke fra nogen af Siderne er saadanne
Hindringer for Ægteskabets Indgaaelse til
Stede, som Præsten (Øvrigheden) ikke selv kan
og bør skaffe sig Oplysning om gennem
autentiske Beviser. F., der har afgivet falsk
Erklæring ell. indgaaet Forløfte uden tilstrækkelig
Kundskab om de Forhold, som de ved deres
Forløfte skulde bevidne, straffes med Bøder
ell. Fængsel ell. efter Gerningens Beskaffenhed
med højere Straf. Hvor det efter F.’s
Oplysningsgrad og borgerlige Stilling anses fornødent,
bør Præsten derfor alvorligt indskærpe dem
det strenge Ansvar, som Lovene forbinder med
Forløfte i Ægteskabssager. Dels af denne Grund,
dels fordi Præsten er berettiget til at forskaffe
sig den Sikkerhed, som han anser fornøden, for
Underskrifternes Rigtighed, naar Forløftet er
afgivet i et særskilt, til Præsten indgivet

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:10 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/8/0508.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free