Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Forsoning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ubehagelige og skadelige Tilskikkelser, som
tilskrives Gudernes Vilkaarlighed uden paa nogen
Maade at være begrundede ved Menneskenes
sædelige Forhold; først idet man tænker sig,
at Grunden til den guddommelige Vrede maa
ligge i Menneskets Forseelser og Overtrædelser,
faar Sonofferet en højere etisk Karakter, som
Synd- ell. Skyldoffer. Ikke blot i den første,
men ogsaa i den anden Form, hvor Offeret
forholder sig til en virkelig Skyldbevidsthed,
findes det i de hedenske Religioner,
fornemmelig i de højere; man maa blot vogte sig
for, som det saa ofte er sket, at drage en
ligefrem Slutning fra Alm. af blodige Ofre til Alm.
af en Skyldfølelse hos Menneskeheden; det er
ikke alle blodige Ofre, som har en sonende
Hensigt. — I Israel er Forsoningsideen udpræget
paa rigere Maade end hos noget andet Folk.
Grundbevidstheden her er den, at idet Jahve af
sin fri Villie har udvalgt sit Folk og bundet sig
til det ved sin Pagt, saa er han dermed over
for det den forsonede Gud, i hvis Samfund
Folket kan finde sig saligt ved at hvile. Dette
Israel’s Grundforhold til Gud er fra Beg. af
blevet indviet ved Moses’ Pagtoffer, Ex. 24, 5—8.
Men tillige er der dog blevet tilbage en Følelse
af en dunkel Grund i Gud, en Tanke om
Herrens fortærende Hellighed, i Kraft af hvilken
intet Menneske af sig selv tør nærme sig til
ham. Kun gennem Helligdommens,
Præsteskabets og det ydre Offers Mellemled tør Folket
komme frem for sin Gud. Der er saaledes en vis
Dualisme til Stede, og paa Folkets forsk.
Udviklingstrin har enten den ene ell. den anden
Opfattelse gjort sig gældende paa fremtrædende
Maade. Den ældste Tid tænker ved F. mest paa
de enkelte Forseelser og venter at finde denne
gennem Præstens Hjælp ved Ofringer o. a.
Bodsydelser. Den profetiske Tid lægger Vægten
paa Sindelaget og finder F. givet i Jahve’s
Pagtsnaade, som den enkelte kan tilegne sig
gennem Tro og sædelig Hengivelse. Den
eftereksilske Tid vender tilbage til den ældste
Betragtning, men repristinerer den, idet den
nærmest opfatter Synden som Overtrædelser af
udvortes og ceremonielle Bestemmelser og F. som
en Deltagen i ydre foreskrevne
Kultushandlinger; paa dette sidste Standpunkt faar
Syndofferet og Skyldofferet en fremtrædende Bet.
som Sonemiddel for uforskyldt Urenhed. I
Sammenhæng med den profetiske ideale
Betragtning staar Billedet af den lidende Herrens
Tjener, der tager Folkets Synder paa sig ɔ: den
lille fromme Rest af Folket, som lider for
Mængdens Synder, og for hvis Skyld Folket
opretholdes og føres sin Fuldendelse i Møde, Es. 53. Den
Tanke om Offeret, som er udtrykt heri, gaar
langt ud over alle levitiske Forestillinger. —
Naar vi endelig gaar over til det ny
Test.’s Standpunkt, da finder vi først, at Jesus selv
har fremstillet sig som Forsoner i fl. Udsagn,
saaledes Joh. 10, 11. 15, men især i de to
Udsagn Matth. 20, 28 og 26, 28. I dem begge
tager han særlig Sigte paa sin Lidelse og Død;
paa det første Sted opfatter han sit Liv som
en Indsats, hvorved Menneskeheden frigøres fra
Skyldforholdet til Gud, paa det andet Sted
fremstiller han sig som et Offer, hvorved den
ny Pagt indvies i Lighed med den gamle, og
hvorved Syndsforladelsen for Menigheden
bliver faststillet. Og disse Synspunkter bliver
videre udviklede af hans Disciple, fornemmelig
Paulus. Ved Kristus, fornemmelig ved hans
Blod, er der sket Forligelse mellem Gud og
Menneskene; dette Begreb, Forligelse, er
Hovedbegrebet i Ny Test., hvorunder hele Kristi
Gerning sammenfattes, Rom. 5, 10, 2. Kor.
5, 18 ff., Ef. 2, 16, Kol 1, 20. Til den
Genoprettelse af Samfundet mellem Gud og
Mennesker, som hermed er betegnet, hører
imidlertid ikke blot, at Kristus fremtræder som
Guds Repræsentant for Menneskene, idet han
aabenbarer Guds Sandhed og Naade
(Forløsningen), men ogsaa at han som Menneskehedens
Repræsentant over for Gud gennemfører det
ved Synden afbrudte Samfund. I saa Henseende
betegnes han som den sande Ypperstepræst, der
handler og lider paa hele Menneskehedens
Vegne, Hebr. 2, 17. 9, 11 ff., som den for andre
lidende Guds Tjener, 1. Pet. 2, 21—25.; 2. Kor.
5, 15. 21, og som det sande Offer, dels som
Pagtofferet, Acta 20, 28.; 1. Joh. 1, 7.; 1. Pet.
1, 2. Hebr. 7, 22. 9, 15—26. 10, 29. 12, 24, dels
som det rette Paaskelam, 1. Kor. 5, 7.; 1. Pet.
1, 18. 19.; Tit. 2, 14., og dels som det rette
Syndoffer, Rom. 3, 25.; Hebr. 9, 11—14. 10,
1—18. I Tilslutning til Tanken om Offerets
Værdi findes ogsaa Udtrykket om en
Løskøbelse fra Skylden ved Kristi Blod, Rom. 3, 24.;
Hebr. 9, 15 jfr Gal. 3, 13. Selve Ordet F. findes
kun et Par Steder, Rom. 3, 25.; 1. Joh. 2, 2. 4,
10; Hebr. 2, 17.
Inden for den kirkelige Læreudvikling varer
det længe, inden der bliver gjort nogen egl.
Anvendelse af Forsoningsbegrebet. I den ældste
Kirke ses Kristi Gerning fornemmelig under
Forløsningens Synspunkt (se Forløsning).
I den gr. Kirkeafdeling ses Synden mere som
Svaghed end som Skyld, og i den vesterlandske
Kirkeafdeling er Augustin trods sin stærke
Fremhævelse af Syndens Magt dog heller ikke
naaet til at bestemme den som virkelig Skyld
over for Gud; derfor mangler
Forudsætningen for en Lære om F., som er Skyldforholdets
Ophævelse. Det er først Anselm af
Canterbury, der ved at betone Synden som en
Skyld over for Gud giver Forsoningsbegrebet
dets Plads i Kirkelæren; ogsaa Betydningen af
Kristi Død bliver først nu ret fremhævet.
Argumentationen i Anselm’s berømte Traktat Cur
Deus homo ɔ: »Hvorfor Gud blev Menneske«
(forfattet mellem 1093 og 1098) er flg. Ved
Synden er Guds Ære krænket, og imod en
saadan Krænkelse maa han reagere, thi han
skylder sig selv og sin Skabning at holde paa
sin Ære. Den nødvendige Reaktion fra Guds
Side kunde nu enten ske ved en Afstraffelse af
Menneskene ell. ved Fordringen om en
Fyldestgørelse (Satisfaktion) af dem. Da Gud
ikke blot er retfærdig, men ogsaa barmhjertig,
valgte han den sidste Vej. Men Menneskene
selv kunde ikke præstere den fornødne
Fyldestgørelse. Baade var de nemlig i Forvejen
skyldige at yde Gud alt, hvad de ejede og havde,
og desuden var den paadragne Skyld, som
bestod i Krænkelse af den absolutte Gud, ogsaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
