Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fortolkning (jur.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kritik den positive Paastand, at Lovordene maa
være det afgørende, fordi Loven maa være den
udtalte Villie, ligesom Forfatningen endog i
Reglen fordrer, at det udtalte skal være
bekendtgjort ved særlige Foranstaltninger, saasom
Tinglæsning ell. Indførelse i en Lovtidende. For
at Villien altsaa skal kunne faa Bet. maa den
kunne rummes i Ordene. Da dette imidlertid
som oftest vil være Tilfældet, især naar man
ikke viger tilbage for den mere tvungne
Forstaaelse af Ordene, kan der dog skabes en stor
praktisk Overensstemmelse mellem den
subjektive og de objektive Teorier. Men i nyere Tid
og navnlig i Tyskland er man gaaet videre og
har paastaaet, at Lovgivertanken principielt er
uafgørende. Naar Loven er givet, er den
løsgjort fra Lovgiveren og blevet en Bestanddel af
hele den bestaaende Lovgivning og Retstilstand.
Med disse skal den samvirke paa rette Maade;
og den ny Lovs F. bliver derfor en Indpassen
af Loven i det bestaaende, hvorved den kan
fjernes ret langt fra Lovgivertanken. At
Forholdet til den øvrige Ret i Virkeligheden stærkt
paavirker den enkelte Lovs F., er vel en rigtig
Iagttagelse; og det bør ogsaa være saa, ikke
blot hvor en Antinomi maa fjernes, men ogsaa
ellers, hvor det blot gælder at undgaa
Anomalien (se Antinomi). Men i øvrigt er de
sidstnævnte Teorier utilfredsstillende. Dels fordi
der opstaar mangfoldige
Fortolkningsspørgsmaal, til hvis Besvarelse Forholdet til den
øvrige Ret ingen Vejledning giver, dels fordi
Teorien ikke begrunder, hvorfor man tør
fravige den Lovgivervillie, som kan rummes i
Ordene. Der ligger en Uklarhed i at sige: ikke
Lovgiverens, men selve Lovens Tanke og Villie
kommer det an paa. Thi Ordene som saadanne
har ingen Mening. Naar nogle derfor betoner
dette, mener de: Læserens, Retsudøvernes ell.
Borgernes Indtryk af, hvad Loven mener. Men
ud fra det subjektive Standpunkt kan det her
med Rette hævdes, at Læseren ikke tør blive
staaende ved sit første Indtryk, men skal forske
videre, og hvad han skal søge at finde, maa
da være, hvad Lovgiveren har ment at ville
sige. Naar derfor den Lære hævder sig, at
Ordenes Mening, ikke Lovgiverens, er det
afgørende, bet. dette praktisk det negative: man vil
som Fortolker staa uafhængig af
Lovgivervillien.
Saaledes er Videnskabens nuv. Standpunkt
utilfredsstillende. Maaske har man ikke
iagttaget Virkeligheden tilstrækkeligt; en
Betragtning af Fortolkningskunstens Bestanddele, som
den faktisk udøves, er Vejen til frugtbarere
Forsøg paa Bestemmelsen af
Fortolkningsidealet. I alle Landes Retsudøvelse finder man en
stærk Tendens til at forstaa Loven saaledes, at
Reglen bliver den, som giver de gavnligste
Resultater; dog gør denne Tendens sig gældende
paa forsk. Maade og i forsk. Grad, vekslende
efter Tid og Sted. Teorien har vel fra gl Tid
haft Øje for dette F.’s-Middel; men af Frygt for,
at Lovens Autoritet skulde blive krænket, naar
Dommeren vilde følge sine subjektive Meninger,
der tilmed kunde være ufornuftige, har man
hævdet en meget lav Plads for dette Middel
og tilmed ofte paastaaet, at det aldrig var
Dommerens, men derimod Lovgiverens Mening om
det gavnlige, som havde og burde have
Indflydelse paa F. Denne teoretiske Undervurdering,
og den samtidige store praktiske Benyttelse af
Midlet viser, at der her bestaar et
Modsætningsforhold mellem berettigede Hensyn.
Forstaaelsen af dette Modsætningsforhold er
bestemmende for den rette Opfattelse af F.: Det
strider mod hele det øvrige Menneskelivs
Karakter, naar Loven fordrer sin Regel
ubetinget fulgt. Loven bygges ligesom alle andre
Leveregler paa Erfaringer om Fortidens og
Betragtninger over Fremtidens heldigste Løsning
af visse Livsforhold. Men medens andre
Principper »er til, for at brydes«, fordi de er
formede uden Kendskab til mangt nyt og
uforudset, som Fremtiden bringer, og navnlig fordi de
maa tale i Alm. og derfor vel bør vejlede ved
Enkelthandlingerne, men dog bør give Rum for
Afvigelser efter de mødende Forholds
Særegenheder, saa fordrer Loven, som sagt, ubetinget
Efterlevelse. Trangen hertil beror paa, at vi i
Retten staar over for Forhold, fortrinsvis af
ydre Beskaffenhed, men af grundlæggende Bet.
for Samfundslivet, og som vi derfor ordner
gennem ydre Tvang. Alle har stor Interesse i
Ro og Fasthed i Samfundet, i den
Regelmæssighed, som Lovreglen og dennes ubetingede
Gennemførelse kan skabe. Men da Retten dog
kun er tjenende for Livet, og dettes dybeste
Tendens er Hensyntagen til alle det enkelte
Livsforholds Ejendommeligheder, saa bryder
Retsudøvelsen med Rette Gang paa Gang hin
Regelmæssighed og kan ikke nøjes med
Bestræbelserne for gennem ny Love at
imødekomme de vekslende Tiders Krav. Til at opnaa den
passende Forsoning af de omtalte to lige
væsentlige Tendenser er F. Hovedmidlet. F.
fortsætter det Arbejde, som Lovgiveren har
begyndt. Den prøver Loven over for de mødende
Tilfælde og drager Reglen over mod den
Løsning, som er gavnligst for alle Tilfældene. Da
Praksis nødig fraviges, vil Retsreglen dog snart
vinde en lgn. Regelmæssighedens Fasthed som,
hvis Loven altid anvendtes mek. efter den
nærmestliggende Bogstavforstaaelse; men
Fastheden er mindre, dels saa længe Loven er ny,
dels i Alm., fordi Praksis dog ikke er
ufravigelig, og ny Situationer i Lovanvendelsen daglig
opstaar. Bevægelsen i Nutidens Retsvidenskab,
se Art. Forholdets Natur om »die
freirechtliche Schule«, gaar i Retning af at
anerkende den her udviklede Fortolkningsteori.
Interressantest er Fremstillingen hos
Franskmanden Gény, Méthode d’interprétation (1899).
Spørger man om, hvorledes Retsudøvelsen
har forsonet de omtalte stridende Tendenser,
frembyder, flg. Hovedtræk sig: Sikkerheden
fyldestgøres først og fremmest ved, at Ordene i
deres naturligste Bet. tages til Udgangspunkt.
Der skal stærkere og stærkere Grunde for at
komme længere og længere ud mod Grænsen
for den efter Sprogets og Logikkens Love
mulige Forstaaelse. At overskride Grænsen tillades
principielt ikke; dog har man undertiden ment
sig berettiget til at rette utvivlsomme Trykfejl
og klare Fortalelser. Endvidere maa det
erindres, at man vel i Alm. er berettiget til at anse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
