- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VIII: Fiévée—Friehling /
557

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Forældelse - Forældelse af Strafskyld

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

navnlig Fordringer, der hidrører fra Løsøresalg,
Leje, Kontrakt om Forplejning, Befordring ell.
Arbejde, Fordring paa Afgift af fast Ejendom,
paa forfalden Rente, Livrente,
Overlevelsesrente, Pension, Aftægt, Underholdsbidrag o. l.,
Kautionskrav for nogen af de her nævnte
Fordringer, Skattekrav, Erstatning for Skade uden
for Kontraktsforhold (medmindre Skaden er
bevirket ved en Forbrydelse, for hvilken der
under offentlig Straffesag paalægges Straf) samt
Fordring paa Tilbagebetaling af, hvad der er
erlagt i urigtig Formening om Betalingspligt.

Den 5-aarige Forældelsesfrist gælder ikke,
naar der for Fordringen er udstedt Gældsbrev
ell. tilvejebragt andet særligt Retsgrundlag,
hvorved dens Tilblivelse og Størrelse er
anerkendt af Skyldneren ell. paa anden Maade
skriftlig fastslaaet, altsaa f. Eks. ved Forlig ell.
Dom.

Den 5-aarige F. skal regnes fra
Forfaldsdagen. Dog skal den naar Fordringshaveren p.
Gr. a. utilregnelig Uvidenhed om sit Krav ell.
om Skyldnerens Opholdssted har været ude af
Stand til at gøre sin Ret gældende, først
regnes fra den Tid, da Fordringshaveren var ell.
ved sædvanlig Agtpaagivenhed vilde have været
i Stand til at kræve sin Fordring betalt. F.
afbrydes ved en hvilken som helst
Erkendelse af Gælden fra Skyldnerens Side.
Derimod er ikke enhver Paamindelse fra Kreditors
Side tilstrækkelig, men der kræves, at han
inden Fristens Udløb foretager retslige
Skridt
mod Skyldneren og uden ufornødent
Ophold forfølger disse til Erhvervelse af Forlig,
Dom ell. anden Retsafgørelse.
E. T.

Forældelse af Strafskyld forekommer
dels som Ophævelse af Adgangen til at idømme
Straf, dels som udelukkende Fuldbyrdelsen af
en idømt Straf. I begge Henseender vil den
alm. Retsfølelse finde det naturligt, at
Hengaaelsen af lang Tid bør medføre Strafskyldens
Ophør. Retlig set kan det fremhæves, at et
Menneske, der vel har begaaet en Forbrydelse,
men derefter i en Aarrække levet et hæderligt
Liv, ikke bør lide under en saadan gl Skade,
samt at Straf i slige Tilfælde er formaalsløs,
da Livet og Udviklingen alt har udrettet, hvad
Straffen skulde opnaa: den Skyldiges
Associalisering, den forbryderske Villies Underkastelse
under Samfundsloven. Fremhæves kan det
ogsaa, at den lange Tid ikke sjælden virker
forvitrende paa Bevismaterialet (Vidners
Hukommelse svigter, synbare Bevismidlers
Tilintetgørelse o. l.), og særlig kan gøre det vanskeligt
for Sigtede at bevise sin Uskyldighed, f. Eks.
sit Alibi, Tilstedeværelsen af en
Nødværgesituation o. l. Endelig maa det erkendes, at Straffen
for en saadan gl Forbrydelse som Regel ikke
blot vil ramme den Skyldige særlig haardt,
men ogsaa mange andre Uskyldige (Ægtefælle,
Slægt, Forretningsforbindelser), som i
fuldkommen god Tro har knyttet sig til ham, medens
paa den anden Side Retssikkerheden kun i
ringe Grad lider ved at lade Glemselens Slør
falde over sligt. — Disse til Begrundelse af
F.-Instituttet mere relative Betragtninger gør det
forstaaeligt, at F.-Reglerne i de forsk.
Lovgivninger afviger meget stærkt fra hinanden baade
i Henseende til, hvilke Forbrydelser der
forældes, og hvor lang Tid der skal hengaa.
Eng.-amer. Ret kender som Hovedregel slet ingen
F., sv. Ret ligeledes, medens det ellers — i
Østerrig dog kun i Udkast — er den alm.
Regel, at alle Forbrydelser forældes med den
Virkning, at Paatale ikke kan finde Sted, naar
en vis Tid er gaaet (saaledes ogsaa norsk Ret);
Tidsrummet er derimod yderst forskelligt og
varierer efter Straffens Størrelse fra 30, 25 ell.
20 Aar nedad aftagende til 10, 5, 2 Aar ell.
kortere. I dansk Ret er derimod F. kun
hjemlet i ret ringe Omfang, idet den er begrænset
til forholdsvis smaa Forbrydelser og til
Forbrydelser, begaaede af Børn og ganske unge
Mennesker. Hovedbestemmelsen (Straffelovens
§ 66) foreskriver F., naar det under Sagen
findes, at der er forløbet 2 Aar efter
Forbrydelsens Udøvelse, inden den blev paatalt for
Retten, dog kun hvis den forskyldte Straf ikke
vilde være bleven højere end Bøder ell.
simpelt Fængsel. Saadan F. kommer dog ikke til
Anvendelse ved Embedsforbrydelser. I § 67
hjemles yderligere F. ved Forbrydelser, der
ikke er undergivet offentlig Paatale (betinget
offentlige), ell. som kun efter den Fornærmedes
Begæring skal forfølges af det Offentlige, naar
den Forurettede i en Tid af 1 Aar, efter at
han bevislig er kommet til Kundskab om
Gerningsmanden, undlader at paatale Forbrydelsen
ell. begære den forfulgt; har den Forurettede
vel betimelig begyndt Paatalen, men Sagen
afvises ell. hæves, kan han, naar derefter 3
Maaneder er forløbne, ikke begynde ny Paatale,
dersom Aarsfristen imidlertid er udløbet.
Forbrydelser, begaaede af unge Personer mellem
14 og 18 Aar, forældes, naar de Paagældende
opnaar 25 Aar, uden at Forbrydelsen i
Mellemtiden er paatalt, dog kun for saa vidt Straffen,
hvis Dom skulde have været afsagt inden 18
Aars Alderen, ikke vilde have oversteget
Fængsel paa sædvanlig Fangekost (§ 69). —
Endvidere foreskriver Loven, at Justitsministeriet
skal være bemyndiget til at frafalde offentlig
Paatale af en Forbrydelse, naar der er forløbet
10 Aar, siden den blev begaaet, uden Hensyn til
Forbrydelsens Størrelse. Det paahviler vedk.
Domstol at indhente en udtrykkelig Udtalelse
herom fra Ministeriet, før Sagen paadømmes.
— Idømt Straf forældes ikke efter dansk Ret,
men er der efter Afsigelsen af en Straffedom
hengaaet 10 Aar, kan den kun fuldbyrdes efter
Justitsministeriets Befaling. — De anførte
Bestemmelser kan næppe anses begrænsede til
Straffelovens egen Kreds af Forbrydelser, men
bør vistnok analogisk finde Anvendelse ogsaa
uden for Straffeloven (saaledes ved
Politiforseelser). I øvrigt findes uden for Straffeloven en
Mængde særlige F.-Regler, indbyrdes afvigende
m. H. t. F.-Tidens Længde (Aar og Dag, 1 Aar,
3 Maaneder, 4 Uger, 8 Dage),
Begyndelsespunktet for Fristens Løb, Afbrydelse og
Virkning. I sidstn. Henseende bemærkes, at det
tidligere i F.-Domme var alm. at bruge den
Vending, at »Straffen bortfalder«. I nyere Tid
benyttes i Reglen Frifindelse, undtagelsesvis
Sagens Afvisning. — Straffelovsudkastet 1912
strækker F. en Del videre end Straffeloven.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:10 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/8/0594.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free