Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fostbroder - Fóstbrœðrasaga - Fostbrødrelag - Foster (Embryo eller Foetus)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
arvede hinanden (fordi de var blevne »Brødre«),
og de maatte ikke skilles uden begges
Samtykke. Det mest bekendte Fostbrødrepar er
Skjalden Tormod Kolbruneskjald og Torgeir
Haavarssøn (jfr Fóstbrœðrasaga); ogsaa
Magnus den Gode og Hardeknud, Harald Gille
og Erik Emune var virkelige F. I en større
Stil var Jomsvikingernes Samfund et
Fostbrødrelag, og af saadanne større edelige
Samfund skal efter nogles Mening de gamle
Gilder være opstaaede. (Litt.: M.
Pappenheim, »Die altdänischen Schutzgilden« [1885];
V. Guðmundsson, »Fóstbræðralag i Þrjár
ritgjörðir« [1892]).
F. J.
Fóstbrœðrasaga [↱fo.stbröðra↱saga] er en
isl. Saga om de to Fostbrødre, Skjalden
Tormod Kolbruneskjald (d. i Stiklestad-Slaget 1030)
og den ubændige Kriger Torgeir Haavarsson.
Sagaen fortæller om deres Fostbroderskab,
deres Bedrifter og Manddrab, Torgeir’s
Fredløshed og Død. Da han var blevet dræbt af en
grønlandsk Høvding, maatte Tormod rejse til
Grønland; herom og om hans Hævn, samt om
hans Rejse tilbage til Norge, hvor han sluttede
sig til Kong Olaf den Hellige med inderlig
Hengivenhed, og om hans sidste Dage fortælles
i den sidste Del af Sagaen. Denne haves i
forskellige Haandskrifter ell. Recensioner; den,
der findes i Hauksbók (udg. 1892—96), er den
bedste og oprindeligste; den, der findes i
Flatø-Bogen o. a., er stærkt interpoleret og
omarbejdet. Opr. er den vistnok forfattet i Slutn. af
12. Aarh. (Udg., foruden den i Hauksbók og
Flatø-Bogen, ved K. Gislason 1852).
F. J.
Fostbrødrelag, se Fostbroder.
Foster (Embryo eller Foetus) kaldes
den dyriske Organisme paa de Stadier af
Udviklingen, hvor dens Form endnu afviger
meget fra det voksne Dyrs, ell. saa længe den
endnu ikke har forladt Ægget, henh.
Livmoderen. Studiet af F., Embryologien, har,
foruden naturvidenskabelig Bet., ogsaa almen
Interesse, idet de gennem den fremdragne
Kendsgerninger er blevne taget til Indtægt for
Afstamningslæren (se Udviklingslæren);
det har nemlig vist sig, ved at sammenligne
F.’s Tilbliven i de forsk. Afdelinger af
Dyreriget, at visse Udviklingstræk er fælles for saa
at sige alle flercellede Væsener, og at der
navnlig inden for samme Dyrerække, f. Eks.
Hvirveldyrene, findes en saadan
Overensstemmelse i Fosterudviklingens enkelte Faser, at
det ikke kan bero paa nogen Tilfældighed, men
finder en rimelig Forklaring deri, at de forsk.
Dyreformer paa en ell. anden Maade
nedstammer fra fælles Urformer. Betragter vi en
hvilken som helst snævrere Dyregruppe, finder vi
en saa vidtgaaende Overensstemmelse, selv i
Udviklingens Enkeltheder, at en Lægmand f. Eks.
ikke vil være i Stand til at afgøre, om et
centimeterlangt F. stammer fra et Menneske ell.
fra et hvilket som helst større Pattedyr. Da
det nu tillige gælder som en Regel, at de
tidligste Stadier i F.-Dannelsen peger hen til
de laveste Repræsentanter for vedk.
Dyreklasse (saa at f. Eks. et Pattedyr-F. paa et
tidligt Stadium af sin Udvikling har en vis
Lighed med en Fisk og end mere med et Fiske-F.
[Tilstedeværelse af Gællebuer o. m. a.]), har
man ment at kunne opstille den Sætning, at
»Ontogenien er en forkortet Gentagelse af
Fylogenien« ɔ: Fosterudviklingen er en Gentagelse
af Stammeudviklingen, idet hvert Individ under
sin Opstaaen — dog kun i skitserede Træk —
maa gennemløbe de samme Trin, som dets
Forfædre gennemgik, da Arten lidt efter lidt
udviklede sig af lavere Former
(Rekapitulationsteorien). Noget afgørende Bevis for
Afstamningslæren kan ikke hentes fra disse
Forhold, men Fosterlæren kan paa den ene Side
belyse Enheden af de Dyregrupper (Familier,
Klasser o. s. v.), som man af mange andre
Grunde har opstillet, og den kan paa den anden
Side i mange Tilfælde give værdifulde
Oplysninger om, hvor man skal henføre et Dyr (ell. et
Organ), om hvis Plads i Systemet man hidtil
var i Tvivl.
Det er navnlig de første Trin i F.’s
Udvikling, som er fælles for hele
Dyreriget; jo videre det enkelte Dyrs Udvikling
skrider frem, des fl. Afvigelser dukker der
naturligvis op. Flg. Grundtræk er dog fælles for
de fleste flercellede Dyr. Efter Befrugtningen
begynder Ægget at dele sig (se Udvikling af
Cellen, Bd 4. Side 686 ff.) ell., som det kaldes,
naar Talen er om Ægcellen, at »kløve« sig til
to ny Celler, Kløvningskuglerne.
Denne Kløvningsproces adskiller sig i de fleste om
end ikke alle Tilfælde derved fra den alm.
Celledeling, at kun Delingen af Kernerne er
komplet, medens Protoplasmaets Deling er mere
ell. mindre ufuldstændig. Hver af
Kløvningskuglerne deler sig igen i to o. s. fr., hvorved
der dannes en lille, i Alm. hul, Kugle,
Blastula’en (Blastosphæra), hvis centrale,
vædskefyldte Hulrum kaldes Blastocoel. Idet denne
Kugles Væg nu krænger sig ind (som naar man
trykker en Finger ind i en blød Gummibold,
se Fig. 2, A), dannes et lille Væsen,
Gastrula’en (Fig. 2, C), med et indre Hulrum,
 |
| Fig. 1. Frøæggets Kløvning (forst.). |
|
| Fig. 2. Trin af Trævlemundens Udvikling. A Gennemsnit af Blastulaen; B, C Gastruladannelser (forst.). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
