Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fotografi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
paa Jodsølvplader og fremkaldte med
Kvægsølv, og 13. Juni s. A. blev der sluttet en ny
Akkord mellem de to Parter, hvorefter den ny
Opfindelse kun skulde benævnes efter Daguerre,
men naar den skulde offentliggøres, skulde
Nicéphore Niépce ogsaa nævnes, for at han
kunde faa den Del af Æren, der tilkom ham.
— Man kan faa et synligt Billede paa en
Jodsølvplade ved at eksponere den i Kameraet i
lang Tid; men Daguerre havde nu gjort den
store Opdagelse, at der ved kort Belysning
dannes et latent Billede paa Jodsølvet, som kan
gøres synligt ved at udsætte Pladen for
Kvægsølvdampe. Efter hvad der fortælles, havde
Daguerre hensat nogle alt for kort belyste og
derfor efter hans Mening kassable
Jodsølvplader i et Skab, i hvilket der iblandt mange
andre Sager ogsaa fandtes Kvægsølv, og da han
nogle Uger senere opdagede, at der var
kommet Billeder paa Pladerne, gjorde han sig
megen Umage for at finde Grunden og fandt til
sidst, at den skyldtes det i Skabet gemte
Kvægsølv.
Niépce og Daguerre blev enige om at tilbyde
Opfindelsen til den fr. Regering mod en
passende Godtgørelse. Daguerre henvendte sig i
den Anledning til Astronomen Arago, som med
stor Interesse gik ind paa Sagen, og efter nogle
Forhandlinger blev det bestemt, at Metoden
skulde offentliggøres, mod at Daguerre fik
aarlig 6000 frc. og Isidore Niépce aarlig 4000 frc. i
Pension for Livstid. Fremgangsmaaden ved
Daguerreotypien blev af Arago meddelt i en
Offentlig Forsamling i Videnskabernes Akademi
i Paris 19. Aug. 1839. — Den opr.
Fremgangsmaade var flg.: En sølvpletteret Kobberplade
blev udsat for Joddampe, eksponeret i
Kameraet, hvorved der fremkom et latent Billede,
og derefter anbragt over en Skaal med
opvarmet Kvægsølv, hvorved der satte sig smaa
Kvægsølvdraaber paa alle de Steder, der havde
været paavirkede af Lyset. Billedet blev
derefter fikseret i en Opløsning af Kogsalt ell. af
Svovlundersyrligt Natron. Metoden blev senere
forbedret ikke ubetydeligt. Fizeau opdagede
1840, at Billedets Farve og Holdbarhed kunde
forbedres betydeligt ved at overhælde den
opvarmede Plade med en Blanding af opløst
Klorguld og opløst Svovlundersyrligt Natron. Guldet
udfældte sig saavel paa Sølvet som paa
Kvægsølvet. Sølvet, der dannede Skyggerne, blev
brunligt af det fine Guldlag, og Kvægsølvet,
der dannede Lyspartierne i Billedet, blev
amalgameret med Guldet og fik derved forøget Glans
og Varighed. Billedet fik derved større
Kontrast. Fordos og Gelis behandlede 1843
Daguerreotypibillederne med det saakaldte
»Guldsalt«, Svovlundersyrligt Guldiltenatron. 1840—41
fandt man, at Pladerne ved at behandles med
Bromjod, Bromklor ell. Klorjod kunde blive saa
følsomme, at man kunde gøre Optagelser paa
faa Sekunder. Laborde anbefalede 1840 først at
behandle Pladerne med Jod, derefter med
Brom og til sidst atter med Jod.
Endnu inden Daguerre’s Metode var blevet
offentliggjort, meddelte Englænderen Fox
Talbot 20. Jan. 1839 det kgl. Selskab i London en
Metode til Fremstilling af Billeder paa
Klorsølvpapir og forbedrede den i de flg. Aar. Den
var fra først af nærmest en Kopiermetode, men
senere forsøgte han at gøre Optagelser i
Kameraet paa Jodsølvpapir og fremkaldte med
Gallussyre, og det lykkedes ham at fremstille
Papirsnegativer, der kunde give ret taalelige,
positive Aftryk paa Klorsølvpapir. Men da
Papirets Struktur dog gav sig temmelig meget til
Kende paa Billederne, fandt Niépce de Saint
Victor, den ældre Niépce’s Svigersøn, 1847 paa
at befæste Jodsølvet paa Glasplader ved Hjælp
af Æggehvide og fik paa den Maade ret fine,
men ikke meget varige Negativer. Der
omtales en vis Bayard, der levede i Paris
samtidig med Daguerre og ligeledes skal have
fundet paa at gøre Optagelser paa Papir ved
Hjælp af Kameraet; men om ham vides kun
lidt. Fox Talbot opdagede 1852 og meddelte
1853, at Kromat-Gelatine bliver uopløselig ved
at paavirkes af Lyset.
Blanquard-Evrard forbedrede 1845
Papirsbilledernes Farve ved Hjælp af det samme
Guldbad, som det, Fizeau havde brugt til
Daguerreotypipladerne, og 1848 indførte han
Albuminpapiret, der gav mere brillante
Billeder end det sædvanlige Papir. Hunt brugte
1844 Jernvitriol i St f. Gallussyre til
Fremkaldelse af Billeder paa Klorsølvpapir. Regnault
omtalte 1850 Pyrogallussyre som en meget
energisk Fremkalder i Sammenligning med
Gallussyre. Le Gray brugte Kollodium 1850, og det
flg. Aar offentliggjorde Fry og Archer en
fuldstændig Kollodiumnegativproces. Den af Archer
beskrevne Metode med Jodkollodium og
Jernvitriolfremkaldelse er meget nær den samme
som den, man endnu bruger. F. havde nu taget
en praktisk, brugbar Skikkelse, og
Daguerreotypien gik efterhaanden af Brug.
Det var let nok at indse, at der kunde vindes
betydeligt, hvis man kunde erstatte de vaade
Plader med tørre, og der var allerede gjort fl.
Forsøg i den Retning, da Taupenot 1855
offentliggjorde sin Metode til Fremstilling af tørre
Kollodiumplader, overtrukne med Albumin; den
blev modificeret af Fothergill 1858. Russell
fremkom 1861 med sine tørre Tanninplader, der
vakte megen Opmærksomhed og bidrog en Del
til, at den nyere Emulsionsmetode fremkom.
Gaudin havde allerede 1853 fremsat Ideen om
en lysfølsom Jod-, Brom- ell. Klorsølvemulsion,
men uden nærmere Angivelse, og først 1861
offentliggjorde han sine Forsøg med Jod- og
Klorsølvemulsion. Russell og Leahy opdagede
1862 omtr. samtidig den alkaliske
Pyrogallusfremkalder, der har bidraget saa betydeligt til
at fremme F. med tørre Plader. En fortræffelig
og meget brugt Bromsølvkollodiumemulsion blev
opfundet af Sayce 1864 og senere nærmere
beskrevet af ham og Bolton. En Klorsølvkollodium
til Kopiering (Diapositiver) blev beskrevet af
Simpson 1865. Det var egl. først ved Opfindelsen
af Bromsølvgelatineemulsionspladerne, at F.
med tørre Plader naaede en saa uventet
Fuldkommenhed. Opfindelsen skyldes især den eng.
Læge Dr. R. L. Maddox, og den blev
offentliggjort 1871, men videre udviklet af Bennett,
Monckhoven, Eder o. a.
Bromsølvfremkalderpapiret skyldes Mawsdley (1873) og Eastman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
