Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Foucart, Paul - Foucault, Jean Bernard Leon - Foucaults Pendulforsøg - Foucault-Strømme - Foucaux, Philippe Édouard - Fouché, Joseph
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Foucart [fu↱ka.r], Paul, fr. Arkæolog og
Religionshistoriker, f. 15. Marts 1836 i Paris,
uddannede sig i École normale i Paris og kom
derefter til Athen som Medlem af den fr.
arkæologiske Skole, hvis Direktør han var
1878—90. 1868 Prof. ved Lycée Charlemagne, 1870
ved Lycée Bonaparte; 1874—78 og fra 1890 Prof.
i gr. Epigrafik og Arkæologi ved Collège de
France. Foruden videnskabelige
Tidsskriftartikler har F. bl. a. skrevet: Sur les ruines et
l’histoire de Delphes (1865), Des associations
religieuses chez les Grecs (1873), Mélanges
d’ëpigraphie grecque (1881); Les grands mystères
d’Éleusis, personnel, cérémonies (1900); Le culte
de Dionysos en Attique (1904), Les mystères
d’Éleusis (1914).
H. A. K.
Foucault [fu↱ko], Jean Bernard Léon,
fr. Fysiker, f. i Paris 18. Septbr 1819, d. 11.
Febr 1868. F. begyndte sine Studier med
Medicinen, men allerede 20 Aar gl tog han fat paa
den nylig opfundne Fotografi, og snart efter
begyndte han sammen med Fizeau en lang
Række optiske Arbejder, saasom
Sammenligning af Sollyset med det elektriske Lys o. a.
Lyskilder, Varmestraalers Interferens,
Interferens af Lysstraaler med stor Vejforskel og
kromatisk Polarisation. 1849 beskrev han en
elektromagnetisk Regulator for elektrisk Buelys.
1850 paaviste F., at Lysets Hastighed er større
i Luft end i Vand; han benyttede herved en af
ham selv efter et Vink af Arago udarbejdet
Metode, der tillader at maale Hastigheden selv
paa faa Meters Vejlængde. Forsøget afgjorde
Striden mellem Bølgeteorien og
Emissionsteorien til Fordel for den første. 1851 viste han
ved sit Pendul i Pantheon i Paris, at Jorden
drejer sig, og 1852 gav han et nyt Bevis ved
Hjælp af Gyroskopet. 1855 paaviste han, at en
Kobberskive bliver varm, naar den roterer
mellem Polerne paa en stærk Magnet; i de flg. Aar
arbejdede han bl. a. med Konstruktion af
Kikkerter. 1862 maalte han ved sin Metode fra
1850 Lysets Hastighed og fandt en Værdi (298000
km i Sek.), fra hvilken nyere Maalinger kun
har fjernet sig lidt. F. blev 1855 fys. Assistent
ved Observatoriet i Paris, 1862 Medlem af
Bureau des longitudes og 1865 af
Paris-Akademiet.
K. S. K.
Foucaults Pendulforsøg [fu↱kos-].
Ophænger man et Pendul saaledes, at det kan svinge
med samme Lethed i alle Retninger, vil det
vedblive at svinge i det Plan, hvori det fra
først af er sat i Gang, uden Hensyn til, om
dets Omgivelser drejer sig. Dette Forhold
benyttede Foucault 1851 til at gøre Jordens
Aksedrejning anskuelig. Under Pantheon’s
Hvælving i Paris ophængte han en 28 kg tung
Messingkugle i en 64 m lang Metaltraad.
Kuglen blev trukket ud til Siden, en Traad, som
holdt den, blev brændt over, naar den var
kommet fuldkommen i Ro, og Pendulet
begyndte nu paa en Række Svingninger, hvis
Plan syntes at dreje sig i samme Omløbsretning
som Himmellegemerne under deres daglige
Bevægelse, altsaa saaledes, som man ser Urviserne
dreje sig, naar Urskiven vender opad. Denne
Drejning er dog kun tilsyneladende; Pendulet
søger at bevare sit Svingningsplan uafhængigt
af Jordens Rotation. Blev Forsøget gjort ved
en af Jordens Poler, vilde Planet synes at gøre
en hel Omdrejning i eet Stjernedøgn; Pendulet
vilde lade Jorden gaa rundt under sig uden at
at følge med. Andre Steder er
Omdrejningshastigheden mindre; den kan vises at forholde
sig som sinus af den geogr. Bredde; ved
Ækvator er den altsaa Nul, og paa den sydlige
Halvkugle er Drejningsretningen modsat Urviserens.
K. S. K.
Foucault-Strømme [fu↱ko-] (elektr.), se
Hvirvelstrømme.
Foucaux [fu↱ko], Philippe Édouard,
fr. Orientalist, f. i Angers 15. Septbr 1811, d.
19. Maj 1894, kom til Paris 1838, hvor han blev
Eugène Burnouf’s Discipel og Ven. Han var
Prof. i Tibetansk ved L’École Spéciale des
Langues Orientales vivantes 1842—52, ansat ved
Bibliothèque nationale 1842—64, holdt efter
Burnouf’s Død (1852) Forelæsninger over Sanskrit
ved Collège de France, hvor han, efter at
Posten havde staaet ubesat i 10 Aar, blev
Burnouf’s Efterfølger som Prof. (1862—94). — F.’s.
Hovedfortjeneste er, at han i Frankrig indførte
Studiet af Tibetansk, som dengang var næsten
ukendt og kun dyrket i Rusland. Udgivelsen
af den tibetanske Oversættelse af Lalitavistara
(Rgya-Tcher-Rol-Pa, ou Développement des
Jeux, Histoire du Buddha Sakya-Mouni [I—II,
1847—48]) og den fr. Oversættelse af sammes
Sanskrit-Tekst (Le Lalitavistara, i Ann. du
Musée Guimet [VI, Paris 1884; XIX, 1892]) hører
til den fr. Orientalismes betydeligste
Frembringelser. Foruden disse Værker har han udgivet:
Parabole de l’enfant égaré, texte sanscrit et
thibétain, avec traduction française (1854), Le
trésor des belles paroles, choix de sentences
thibétaines, texte et traduction (1858), Grammaire
de la langue thibétaine (1858), Vikramorvaçi,
drame de Kālidāsa, traduit en français (1861),
Onze épisodes traduits du Mahābhārata (1862),
Le Bouddhisme du Thibet i Revue de l’Orient
(1864), Doctrine des Bouddhistes sur le Nirvāna
(smst. 1864), Sakountala, drame de Kālidāsa,
traduit en français (1877), Examen du
Catéchisme Bouddique de M. Olcott (i Revue de
l’histoire des religions, 1883), Examen d’un
Mémoire espagnol sur le Nirvāna bouddhique par
M. Ayuso. (smst 1885). — F.’s Hustru, Mary,
f. Summer (f. i Paris 1842), har under sit
Pigenavn skrevet: Les religieux bouddhiques
depuis Sakya-Mouni jusqu’ à nos jours (1873),
Histoire de Bouddha Sakya-Mouni (1874),
Contes et légendes de l’Inde ancienne (1878), Les
héroines de Kālidāsa et les héroïnes de
Shakespeare (1879) m. fl.
(S. S.). D. A.
Fouché [fu↱∫e], Joseph, fr. Terrorist og
Politiminister, f. 21. Maj 1759 i Pellerin ved
Nantes, d. 26. Decbr 1820 i Triest. Han tilhørte
en Slægt af Redere og Skibsførere, men
skrøbelig, som han var, blev han Elev og siden Lærer
i Oratorianernes Skoler, uden dog, som det
siden ofte paastodes, at træde ind i Ordenen.
Da denne opløstes 1792, var han
Skoleforstander i Nantes; han giftede sig da og blev Byens
Repræsentant i det nyvalgte Nationalkonvent.
Hans Vælgere var moderate, men efter at han
paa Trods af sin tidligere Holdning havde stemt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
