Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fouché, Joseph
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
for Ludvig XVI’s Henrettelse, tog han
Revolutionens yderste Konsekvens. Som Konventets
Udsending til forsk. Byer virkede han med stort
Held for at rejse Tropper mod de ydre og de
indre Fjender;
han forkyndte
en social og
ateistisk Stat,
stillede store
Krav til de
Besiddende og
truede og
haanede al
offentlig
Religionsøvelse. Det
erobrede Lyon
styrede han
Oktbr 1793—Apr. 1794; i
den første Tid,
da han delte
Magten med
Collot
d’Herbois, arbejdede
Guillotinen uafladelig, og Tusinder blev efter
den hurtigste Retsforfølgning nedskudte med
Kardætsker. Sligt var imidlertid kun en kort
Tid velset. F.’s Forbundsfæller i Paris,
Chaumette’s Gruppe, skødes til Side af den skrappe,
men religiøse og ordensvenlige Robespierre, og
Danton’s Gruppe ønskede større Mildhed. Nu
standsede F. selv Terrorismen i Lyon og gav
sin Medarbejder Skylden for den; men da han
kom tilbage til Paris, var baade Chaumette og
Danton faldne, og Robespierre havde han gjort
sig til Fjende saavel ved sin radikale som ved
sin moderate Holdning. Det gjaldt en af de to’s
Liv, og samtidig med at F. offentlig ene Mand
bød Robespierre Spidsen, forenede han
hemmelig hans Modstandere fra forsk. Lejre til et
Hovedslag. 9. Thermidor (27. Juli 1794)
styrtedes Robespierre. Under det paafølgende
Tilbageslag mod Terrorismen maatte F.’s Fortid
snart blive ham farlig; der blev endog udstedt
Arrestdekret mod ham, og han maatte være
glad ved at kunne trække sig tilbage, forarmet
og overset. Men han kom atter i Vejret
gennem sit personlige Forhold til det ny
Direktoriums første Mand, Barras, med hvem han
foreløbig havde politiske Interesser fælles. En
gennemført Reaktion maatte en »Kongemorder«
altid ønske afværget, men for det anarkiske
Demokrati havde F. ganske mistet Sympatien,
hvis han nogen Sinde for Alvor har næret en
saadan, og til Parlament og Pressevælde
havde han grænseløs Mistillid. Et stærkt og roligt
Statsstyre, der kunde hævde Revolutionens
sociale Resultater mod Klerikalisme og Aristokrati,
var, hvad han ønskede. Ved Missioner til den
cisalpinske Republik og til Haag lagde han
Evner for Dagen, der fik Direktørerne til Juli
1799 at gøre ham til Politiminister. Ved
myndigt at ave Urostiftere til Højre og Venstre blev
han snart mere anset og formaaende end
Direktørerne, hvis svage Politik havde bragt
Republikken i stor Fare, og da Napoleon
Bonaparte kom fra Ægypten for at tage Magten,
svigtede F. uden Tøven Barras, og efter
Statskuppet 18. Brumaire (10. Novbr 1799) kunde
han overgive en rolig Hovedstad til den ny
Magthaver. Napoleon’s Holdning over for F.
svinger 16 Aar igennem mellem kraftig
Anerkendelse og lidenskabelig Bitterhed; fra først
til sidst har han vistnok forstaaet, at F.’s
Troskab ikke kunde sikres af nogen som helst
Pligt- ell. Taknemmelighedsfølelse, men han har
regnet med et stærkt Interessefællesskab og
med den store Hjælp, F. kunde yde ham. Ved
sin Forening af energisk Overblik og
myreflittig Detailindsigt, ved sit vide Kendskab til
Menneskevæsenet, navnlig til dets Skyggesider,
gjorde F. sit Embede til det vigtigste i Staten.
Et disciplineret Korps og en Hær af Spioner i
alle Stænder gav ham Indflydelse og Indsigt i
det hele Land og vidt ud over Europa.
Oprørsstiftere bl. de royalistiske Bønder,
Sammensvorne i Hovedstaden, Intriganter ved de
fremmede Hoffer maatte stadig frygte hans
Aarvaagenhed og Hensynsløshed. Folkestemningen
paavirkede han ved officielle Skrivelser og ved en
underholdt Presse, Herskeren ved sine daglige
Indberetninger om alt, hvad han fandt, denne
havde godt af at vide. Han var gerne mild
mod de Overvundne og virkede for, at de
landflygtige Adelige kunde vende hjem, blot de
ikke krævede deres Ejendom tilbage og helst
ikke nærmede sig Napoleon. Medens han gjorde
sig alle Lejre forbundne for alle Tilfældes Skyld
og lagde Ansvaret for Haardhed paa sin Herre,
vilde han nemlig holde denne fast ved
Revolutionens Traditioner. Derfor modarbejdede han
i personligt Venskabsforhold til Josephine, der
frygtede Skilsmisse, Tanken om at gøre hendes
Mands Herredømme arveligt, og var i den Tid,
da det livsvarige Konsulat og Kejserdømmet
forberedtes, afskediget i Naade
(Septbr 1802—Juli 1804); men han blev atter indsat, og nu
tog han Kejserdømmets Konsekvens og drev
Napoleon til Skilsmisse, for at han kunde faa
Livsarvinger. Den østerr. Ægteskabsforbindelse
(1810) og den dermed flg. Aristokratisering af
Kejserdømmet var imidlertid ikke efter hans
Sind. Han vilde bygge paa en Forstaaelse med
Rusland og England og hidføre en alm. Fred;
han var en Modstander af Erobringen af
Spanien, Handelskrigen med England og
Forfølgelsen af Gejstligheden efter Bruddet med
Paven, vilde i det hele moderere Napoleon’s
farlige Herskesyge udad- som indadtil. De to Mænds
stigende Selvfølelse umuliggjorde efterhaanden
Samarbejdet. F. var ved Dotationer og ved
mere usporlig Vinding blevet en af Frankrigs
rigeste Mænd, og endnu under sit Fravær paa
Felttoget 1809 havde Napoleon udnævnt ham til
Hertug af Otranto og anerkendt hans Virken for
at afværge et eng. Indfald; men F. havde
herunder teet sig som Rigets egl. Styrer, og da
Napoleon desuden opdagede, at han bag hans
Ryg plejede Forhandlinger med England,
afskedigede han ham og forviste ham fra
Hovedstaden (Juni 1810). Den senere slappe og
vilkaarlige Forvaltning af Politiministerembedet
gjorde dog F. savnet i alle Kredse, og da Kejseren
efter Nederlaget i Rusland førte sit sidste tyske
Felttog, sendte han Bud efter F. — snarest for
at holde den farlige Mand sysselsat — og
 |
| J. Fouché |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
