- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VIII: Fiévée—Friehling /
620

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fox, Charles James - Fox, George

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Han blev derfor 1770 Admiralitetslord, men tog
Afsked Febr 1772, fordi han misbilligede Loven
om Ægteskaber i Kongehuset. Decbr s. A.
optoges han dog igen i Ministeriet som
Skatkammerlord, dog kun indtil Febr 1774. Han var
nemlig blevet bekendt med E. Burke og sluttede
sig snart efter til Whig’erne; rettede skarpe
Angreb paa Clive’s Styrelse af Indien, men
vandt især Ry ved sit ihærdige Forsvar for
Nordamerikanernes Frihedskamp. Allerede 1778
tilraadede han at godkende deres
Uafhængighed og at slutte varigt Forbund med dem, og
1779 rettede han ligefrem sit Angreb mod Kong
Georg III for hans haardnakkede Vægring ved
enhver Indrømmelse over for de frafaldne
Undersaatter. Ogsaa støttede han Irlændernes Krav
paa større Selvstændighed, Katolikkernes
Ligestilling og W. Pitt’s Forslag til en Valgreform.
Endelig maatte Kongen Marts 1782 give efter,
og F. blev nu Udenrigsminister under
Rockingham; hjalp at sætte Skranker for Kongens
personlige Indflydelse paa Underhuset, men afgik
ved Rockingham’s Død Juli s. A. og sluttede
Febr 1783 det mærkværdige Forbund med sin
gl. Modstander North for selv paa ny at komme
til Magten. Det lykkedes ham ogsaa Apr. s. A.,
og han sluttede nu Fred med Nordamerika og
Frankrig, men satte kort efter sin Magt paa
Spil ved at forelægge Burke’s Lov om Indiens
Styrelse, hvorved der toges større Hensyn til
Indiens Tarv end til Kronens Indflydelse og det
ind. Kompagni. Deraf benyttede Georg III sig,
da han hadede F. for hans nøje Omgang med
Prinsen af Wales og som Deltager i (ja
formentlig Ophavsmand til) dennes Udskejelser.
Ved Overhusets Hjælp blev Loven forkastet og
Ministeriet derefter afskediget i Decbr. F., som
i fl. Aar havde været Folkets erklærede
Yndling, havde allerede svækket sin Stilling ved
Forbundet med North og ødelagde den nu helt
ved sin voldsomme og utilbørlige Optræden
imod sin Efterfølger Pitt, saa at han 1784 kun
med Nød og næppe blev genvalgt i Westminster.
Han fortsatte dog haardnakket Kampen imod
Pitt, støttede 1786 Burke’s Angreb paa W.
Hastings og tog 1787 Ordet for Slavehandelens
Afskaffelse. 1788 forsvarede han Prinsen af Wales’
lovlige Ret til Regentskabet, idet han haabede
selv at blive hans Førsteminister, hvorimod Pitt
hævdede Parlamentets Myndighed til at ordne
Forholdet, altsaa i Virkeligheden holdt
strengere paa Whig’ernes statsretlige Opfattelse.
Hans Hengivenhed for Prinsen forledte ham
ogsaa til at nægte dennes hemmelige Ægteskab
(i Tillid til Prinsens tvetydige Udsagn), ligesom
han 1783 havde foreslaaet en stor Forhøjelse
af hans Aarpenge, skønt han ellers hævdede
Sparsommelighed. Medens F. endnu 1787 havde
været bittert stemt imod Frankrig, der i hans
Øjne var Englands naturlige Fjende, fremkaldte
den fr. Revolution et fuldstændigt Omslag hos
ham. Han blev straks grebet af varm Interesse
for dets Frihedsstræben ligesom tidligere for
Nordamerikas og kaldte Bastillens Fald den
største og lykkeligste Verdenstildragelse. Dette
førte Maj 1791 ikke alene til et aabent Brud
med hans gl. Ven Burke, men ogsaa til
Whig-Partiets Sprængning, og skaffede Pitt en afgjort
Overvægt. F. beholdt knap 50 Tilhængere tilbage
i Underhuset og søgte forgæves at hindre
Krigen 1793 og den dermed flg. Politik. Derimod
lykkedes det ham, som 20 Aar tidligere havde
søgt at indskrænke Pressens Frihed, 1792 at
skaffe den et sikkert Værn i Nævningernes
Paakendelse af Pressesager. 1797 opgav han den
haabløse Kamp og trak sig tilbage til en
Landejendom, der tilhørte Mrs. Armistead, hans
tidligere Elskerinde (1750—1842) og siden 1795
hans hemmelige Hustru (først 1803 blev
Ægteskabet offentlig bekendt); hans Venner
sammenskød 70000 £,. fik hans Gæld betalt og
sikrede ham en Livrente. I fl. Aar levede han
for sine litterære Studier og begyndte at skrive
Jakob II’s Historie som et Forsvar for den eng.
Revolution 1688 (den udkom 1808, men
ufuldendt). Da han 1798 i en Klubtale havde kaldt
Folket »vor Suveræn«, blev han strøget af Listen
over Gehejmeraadets Medlemmer og øgede
yderligere Georg III’s Vrede. Pitt kunde derfor
ikke 1803 opnaa Kongens Samtykke til at
optage F. i et nyt »nationalt« Ministerium, og
først efter Pitt’s Død blev han Marts 1806 igen
Udenrigsminister i det saakaldte Ministerium
»af alle Talenter«. Medens han 1802 havde
udtalt sin Glæde over, at Freden var ærefuld for
Frankrig, og sin Tro paa, at Bonaparte
oprigtig ønskede at bevare den, og medens han
1803 havde brugt al sin Veltalenhed for at
hindre en ny Krig med Frankrig, selv om England
derfor skulde gøre Indrømmelser, var han nu
vel villig til at aabne Underhandlinger, men
dog mistænksom over for den fr. Kejsers
rænkefulde Politik. Inden nogen Løsning var fundet,
døde han og med ham enhver Udsigt til Fred.
Hans Lig jordedes i Westminster-Abbediet ved
Siden af Pitt’s Grav. F. regnes bl. Englands
største Talere, lige udmærket ved Klarhed i
Tanken, Dygtighed i Bevisførelsen, Varme i
Fremstillingen og Skarphed i Svaret. Som
Statsmand greb han derimod tit fejl; han krænkede
jævnlig Folkets Følelser og vandt aldrig dets
Tillid, hvorhos hans private Liv svækkede hans
offentlige Indflydelse, ligesom Mirabeau’s i
Frankrig. Han nedbrød det gl. hist.
Whig-Parti, men lagde Spiren til et nyt i Sandhed
liberalt og humant Parti; hans sidste Tale var
ogsaa imod Slavehandelen, og han erklærede
sig tilfreds, om dens Ophør blev den eneste
Frugt af hans Virksomhed. F.’s Speeches
udkom 1815 i 6 Bd; et Udvalg 1847. J. Russell
udgav hans Memorials and correspondence (4
Bd, 1853—57). (Litt.: J. Russell, Life and
times of Ch. J. F.
[3 Bd, London 1859—66];
Trotter, Memoirs of the later years of Ch. F.
[London 1811]; Trevelyan, The early
history of Ch. F.
[indtil 1774] [London 1880];
Hammond, Ch. J. F. [1900]).
E. E.

Fox [fåks], George, Stifter af Kvækernes
Sekt, f. 1624 i Drayton (Leicestershire), d. 13.
Jan. 1691. Faderen var Væver, Drengen fik en
tarvelig Opdragelse og kom ud at tjene i sit
12. Aar. 1643 forargedes han stærkt over nogle
unge Præsters Opførsel, og da han fordybede
sig i Bøn, fik han i en Aabenbaring Guds
Befaling til at holde sig ene. Han adlød, og i 6
Aar vandrede han omkr. i Landet, var meget

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 21 21:40:47 2022 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/8/0657.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free