Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i F. end i Tyskland, Storbritannien og de
skandinaviske Lande. Fødselsoverskuddet har
derfor i en Aarrække været minimalt, i nogle Aar
endog negativt, og der er ret store Dele af
Landet, hvor dette Forhold gentager sig Aar
for Aar. Der bødes noget herpaa ved, at der
kun er meget ringe Udvandring fra F.
Antallet af Udvandrere har som Regel kun været
5—6000 aarlig, i enkelte kortere Perioder, f.
Eks. 1887—90, 20 à 25000. Indvandringen
har været større, men mere skiftende. For
Tiaaret 1901—11 var Fødselsoverskuddet 465000,
Antallet af Udvandrede 65000, af Indvandrede
300000, saaledes at Folketallet i alt gik frem
med 700000 ell. henved 2 ‰ aarlig.
J. D.
Statsforfatning og -forvaltning.
Siden Ludvig XIV’s Dage og indtil 1789 var
Frankrigs Statsordning det enevældige
Kongedømme og det straalende Forbillede for alle
Enevoldsherskere i Europa. Baade
Rigsstænderne (Etats généraux, 1302—1614) og deres
Afløsere, Notabelforsamlinger (1470—1627) var
gaaet ud af Spillet, og Pariser-Parlamentets
Indflydelse ligeledes tabt. Enevælden var kun
indskrænket ved en traditionel Agtelse for de
enkelte Landskabers, Stænders og Domstoles
Rettigheder. Fra 1789 indtil 1875 gennemgik
det fr. Folk saa mange, saa bratte og saa
indgribende Forfatningsskifter som intet andet
Folk, og medens det derved har kunnet give
Europas andre Folk snart gode Forbilleder,
snart gavnlige Advarsler, havde det selv
Vanskelighed ved at opnaa Fasthed, endsige
Tryghed i sine Statsforhold. Dertil medvirkede, at
hvert enkelt af de modstridende Partier, i St f.
at søge Hvile i den gældende Statsordning, med
Længsel saa tilbage til en af de tidligere og
ønskede at kalde den til Live igen. Og til
Støtte herfor kunde det ogsaa fremhæves, at
den foretrukne Ordning i sin Tid var blevet
omstyrtet paa mere ell. mindre voldsom Maade
og altsaa kunde gøre Krav paa en vis
Legitimitet. Det skarpe Brud med Fortiden, som
Revolutionen 1789 gjorde, fik saaledes den
Eftervirkning, at en jævn og rolig Udvikling paa
det politiske Omraade blev saare vanskelig.
Efter 1875 er Forholdet dog blevet væsentlig
forbedret: den da givne Forfatning har nu holdt
sig urokket (kun med enkelte Ændringer fra
1884) i over 40 Aar, meget længere end nogen
tidligere, og Folket synes at have fundet Hvile
i Republikken, saa meget mere som hverken
Kongedømmets ell. Kejserdømmets naturlige
Bærere har formaaet at tiltrække sig større
Opmærksomhed ell. vinde alvorlig Stemning
for sig.
Ved den af Nationalforsamlingen
3. Septbr 1791 givne — og af Kongen, Ludvig
XVI, 14. Septbr besvorne — Forfatning afløstes
det enevældige Kongedømme af et
konstitutionelt Demokrati. Folket blev den egl. Suveræn,
og en Konge med saare ringe Magt stilledes
over for en meget myndig lovgivende
Forsamling. Han var kun Folkets øverste
Embedsmand, Fuldbyrder af dets Villie, og stod ikke
over, men kun ved Siden af Forsamlingen. Han
kunde ikke opløse den og havde kun et (højst
4 Aar) udsættende Veto mod dens
Beslutninger, men ikke selv Ret til at foreslaa Love.
Han beholdt vel den udøvende Magt, men kun
saaledes, at han styrede med ansvarlige
Ministre, og disse toges ikke som i England ud af
Forsamlingen, ja maatte end ikke være
Medlemmer af denne, idet man holdt strengt over
Statsmagternes Adskillelse. Forsamlingen
havde den lovgivende og bevilgende Magt; den
fastsatte aarlig Hærens og Flaademandskabets
Størrelse, og dens Samtykke krævedes baade til
Krigserklæring og til Traktaters Afslutning. Den
bestod af 745 Medlemmer, valgte paa 2 Aar og
fordelte mellem Departementerne efter disses
Størrelse, Folketal og Skatydelse (1/3 af
Pladserne tilstodes hvert af disse Forhold). Til Valget
krævedes 25 Aars Alder og Udredelse af en
ringe Skat (Værdien af 3 Dages Arbejde, regnet
til 3 frc.). Vælgerne, over 4,3 Mill. i Tallet,
valgte, i Forholdet 1 af 100, Valgmænd, der
skulde have en højere Census, og disse valgte i
Departementsforsamlinger Folkerepræsentanter
saavel som Departementernes Administratorer,
Biskopper og Dommere. De førstnævnte skulde
være 30 Aar gl. og bosatte i Dept. Borgerlig og
personlig Frihed tilsagdes i fuldeste Maal,
Ligheden blev strengt gennemført i alle Forhold,
og Dept. og Kommuner fik udstrakt Selvstyre.
Den demokratiske Aands Skinsyge gav sig et
ejendommeligt Udslag i den Regel, som gik over
i de nærmest flg. Forfatninger, at afgaaede
Repræsentanter, ja selv Embedsmænd, kun maatte
genvælges een Gang, men derefter for en Tid
skulde træde tilbage i de menige Borgeres
Rækker.
Denne Forfatning, der tjente til Mønster for
den sp. af 1812 og til Dels for den norske
1814, holdt sig dog kun eet Aar, skønt der var
taget særlige Bestemmelser for at vanskeliggøre
dens Ændring. Medens Kongedømmet forsvandt,
indtraadte Nationalkonventet, der blev
valgt ved uindskrænket Valgret (21 Aars Alder)
og Valgbarhed (25 Aar). Det tiltog sig al Magt
i Staten, styrede ved Udvalg (Velfærds- og
Sikkerhedsudvalg o. s. fr.), der fornyedes hver 3.
Maaned, ophævede det stedlige Selvstyre ved at
udsende Kommissærer med uindskrænket
Fuldmagt og desuden al personlig Frihed samt
enhver Borgen for lovlig Retspleje og var saaledes
suverænt i Ordets videste Bet. Den Forfatning,
som det vedtog 24. Juni 1793, indførte aarlige
umiddelbare Valg i Enkeltmandskredse (1 for
hver 40000 Indb.) uden Indskrænkning af noget
Bostedsbaand og tillagde desuden Vælgerne
umiddelbart at stemme over alle de Love, som
Nationalkonventet havde vedtaget, saafremt 1/10
af de saakaldte »Primærforsamlinger« i Landet
forlangte saadan Afstemning (altsaa hvad man
nu i Schweiz kalder »fakultativt Referendum«).
Et Raad paa 24 Medlemmer, hvoraf Halvdelen
fornyedes hvert Aar, fik den udøvende Magt.
Men denne Forfatning traadte aldrig i Kraft,
skønt den var blevet stadfæstet ved alm.
Folkeafstemning (med 1,8 Mill. Stemmer mod 11600),
og skønt den ligefrem fastsatte, at »naar
Regeringen krænker Folkets Rettigheder, er Opstand
den helligste og ufravigeligste Pligt for Folket
og hver Del af Folket«.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
