Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Derimod indførtes 27. Oktbr 1795
Direktorialforfatningen, ligeledes stadfæstet
ved alm. Afstemning og ligesom de to foreg.
indledet med en Fremstilling af
»Menneskerettighederne«. Ved denne Forfatning søgte man
at undgaa de Udskejelser, som Konventet i sin
Enevælde havde gjort sig skyldig i. Der
indsattes 2 folkevalgte Kamre, som skulde holde
hinanden i Ligevægt: de Ældres Raad paa 250
Medlemmer, der skulde være 40 Aar gl. og
Ægtemænd ell. Enkemænd, og de 500’s Raad,
hvis Medlemmer skulde være 30 Aar gl. Valgret
tilstedes alle Skatteydere med 21 Aars Alder,
saafremt de kunde læse og skrive (dette
Vilkaar skulde dog først træde i Kraft 1803) og
drev en borgerlig Næring. Valget foretoges
departementsvis (Enkeltmandskredsene i
Forfatningen 1793 skyldtes Frygten for en mulig
»Føderalisme«) og ved Valgmænd af 25 Aars Alder
og med højere Census, 1 for hver 200 Vælgere.
Begge Raad skulde aarlig fornyes med 1/3. Som
en af dem uafhængig udøvende Magt indsattes
5 Direktører, der skulde vælges af de Ældres
Raad ud af en Liste, som de 500’s Raad havde
affattet, og hvert Aar skulde een afgaa uden
at kunne genvælges; de førte skiftevis Forsædet,
hver i 3 Maaneder ad Gangen. Efter at være
afgaaet kunde en Direktør først genvælges
efter 5 Aars Forløb. De 500’s Raad vedtog
Lovene, som de Ældres Raad kunde forkaste ell.
stadfæste, men ikke ændre.
Denne Ordning holdt sig kun i 4 Aar og
afløstes efter 18. Brumaire (9. Novbr) 1799 af
Konsulatsforfatningen, hvorved
Magten blev stærkt centraliseret, vel nærmest som
et midlertidigt Diktatur til at bringe Ro og
Orden i Landet. I Spidsen for Staten sattes 3 paa
10 Aar udnævnte Konsuler, af hvilke
Førstekonsulen udstyredes med meget udstrakt Magt,
medens de 2 andre nærmest var raadgivende
Bisiddere. Ved Siden af dem stod Senatet,
sammensat af 60—80 ansete, 40 Aar gl. Mænd,
udnævnte paa Livstid, med det Hverv at vaage
over Forfatningen, fortolke og nærmere udvikle
den, og at sikre Lovenes og
Regeringshandlingernes Overensstemmelse med den. Det skulde
selv udfylde de Pladser, der blev ledige i dets
Midte, dog efter Forslag af Konsulerne og de
2 andre Forsamlinger; og det skulde desuden
vælge disses Medlemmer, nemlig den lovgivende
Forsamlings 300 og Tribunatets 100; 1/5 af hver
skulde afgaa aarlig. Imellem disse
Forsamlinger deltes Magt og Arbejde saaledes, at den
lovgivende Forsamling uden offentlig Drøftelse
skulde afstemme over, men Tribunatet alene
kritisere de af Regeringen indbragte og af dens
Talsmænd fra Statsraadet forsvarede
Lovforslag. Folkets Indflydelse indskrænkedes til, at
Vælgerne — efter Valgretten fra 1792 — paa 3
Aar ud af deres Midte valgte 1/10, denne 1/100
og denne igen 1/1000 af hele Massen (5—6 Mill.),
og ud af disse 3 »Notabilitetslister« valgte
Konsulerne og Senatet lavere og højere
Embedsmænd samt Medlemmer til de forskellige
kommunale ell. politiske Forsamlinger efter den
Grundsætning, som Sieyès udtalte, at »Magten
skal komme fra oven og Tilliden fra neden«.
Denne mærkværdige Ordning ændredes dog
allerede 1802 derhen, at Vælgerne ud af de 600
største Skatteydere i hvert Dept valgte
livsvarige Valgmænd (1 for hver 1000 Vælgere), og
at disse Valgmænd, forstærkede med nogle
fortjente Mænd, som Førstekonsulen udnævnte, og
fra 1804 tillige med Officererne i Æreslegionen,
fik Indstillingsret til Pladserne i den lovgivende
Forsamling. Samtidig forøgedes Senatorernes
Tal til 120, hvoraf Førstekonsulen alene
udnævnte de 40, medens han fik Indstillingsretten
til de 80. Tribunatets Medlemstal indskrænkedes
derimod til det halve, og 1807 ophævedes denne
Forsamling helt, saa at endog Skyggen af en
selvstændig Myndighed forsvandt. 1804
ophøjedes Førstekonsulen, hvis Magt 1802 var blevet
livsvarig, til Kejser, medens Republikken dog
endnu regnedes at vedblive; Kejserdømmet blev
arveligt i hans Slægt paa Mandssiden, og
Napoleon selv fik endog Ret til at adoptere sin
Efterfølger. Han gjaldt dog ikke for at være
den egl. Suveræn (»af Guds Naade og efter
Republikkens Grundlove Franskmændenes
Kejser«), og først lidt efter lidt blev Kejserens
Person skudt helt i Forgrunden og hans Enevælde
næsten utilsløret. Baade Konsulatsforfatningen
og Kejserdømmets Oprettelse blev stadfæstet
ved Folkeafstemning, og det samme skete ved
den Tillægsakt, som udstedtes i de 100
Dage 1815. Ved denne genoprettedes den
politiske Frihed, som var blevet udslettet under
Kejserens vilkaarlige Styrelse, og en virkelig
Indflydelse indrømmedes de tvende Kamre: det
arvelige Pairskammer og det folkevalgte
Repræsentanternes Kammer, valgt af de 1802
oprettede Valgmandsforsamlinger, dels for
Departementerne, dels for Arrondissementerne.
Valgbarhedsalderen blev 25 Aar (var 1807
blevet forhøjet til 40), og Medlemstallet blev 629.
Men forinden var det konstitutionelle
Charte 4. Juni 1814 blevet udstedt af Ludvig
XVIII, og det forblev F.’s Grundlov indtil
Februarrevolutionen, med en kort Afbrydelse 1815
og nogle Ændringer 1830. Det havde den eng.
Statsordning til Forbillede, men fremkom som
udsprunget af den legitime Konges suveræne
Villie og søgte Tilknytning i gl. fr. Institutioner.
Der indrømmedes Folket visse alm. Friheder,
medens Kongen fik hele den udøvende Magt, dog
med ansvarlige Ministre, som for største Delen
toges ud af Kamrene, og udelukkende
Forslagsret til ny Love. Der oprettedes et Pairskammer
af arvelige Medlemmer, udnævnte af Kongen i
ubegrænset Tal (1814 var der 142, 1827 steg
Tallet til 342), og et Deputeretkammer af 258
Medlemmer, valgte paa 5 Aar med aarlig
Fornyelse af 1/5. Til Valgret krævedes 30 Aars
Alder og en Skatydelse af 300 frc.; til Valgbarhed
henh. 40 Aar (ligesom 1807) og 1000 frc.
Valgene foretoges departementsvis, og
Medlemmerne fik (indtil 1848) intet Vederlag, hvad alle de
tidligere Forsamlinger havde faaet (enten
daglig, indtil 1799, ell. aarlig, siden 1800). Ved
Valgloven 1820 inddeltes F. i 258 Kredse, hvis
Vælgere (omtr. 100000 ɔ: 1 for hver 300 Indb.)
umiddelbart ved hemmelig Stemmegivning (først
indført 1795) valgte et Medlem, medens
desuden den højstbeskattede Fjerdedel
departementsvis valgte 172 Medlemmer. Endelig blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
