- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VIII: Fiévée—Friehling /
696

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

(senere guise, guerre, guarde, garde); endvidere
Suffikserne -alt (-aud), -art (-ard) og -enc (-eng,
-an) i Renaud, richaud, lourdaud; Renard,
richard, vieillard; hareng, brelan, chambellan,
Frankisk Indflydelse kan muligvis ogsaa
eftervises paa Nominalbøjningens Omraade. Endelig
ser man germanske Ord paavirke enstydige lat.
Ord: altum bliver haltum (fr. haut) under
Paavirkning af hôh (E. Mackel, »Die
germanischen Elemente in der französischen und
provenzalischen Sprache« i »Französische Studien«,
VI).

Det gallo-romanske Folkesprog har
efterhaanden dels ved en Række gennemgribende indre
Forandringer, dels, om end i langt mindre Maal,
ved ydre Paavirkninger, særlig fra Frankisk,
fjernet sig saa betydeligt fra det litt. Latin, at
det kan betragtes som et nyt Sprog, og som
saadant anerkendes det ogsaa af Datidens
Forfattere, i 7. Aarh. opstilles det som lingua
romana
i bestemt Modsætning til lingua latina, og
paa forsk. Kirkeforsamlinger, saaledes f. Eks. i
Tours (812), paalægges det Præsterne at betjene
sig af det, naar de taler til Folket. Der er ikke
overleveret nogen Tekst skrevet i dette Sprog,
men vi kan dog nogenlunde rekonstruere det
i Hovedtrækkene, bl. a. ved Hjælp af forsk.
sent-lat. Tekster (Inskriptioner, Formularer,
Love o. s. v.), bag hvis mange Forsyndelser mod
det klassiske Latin vi skimter Paavirkning af
det talte Sprog; i Historia Apollonii regis Tyri
læses saaledes: Habet annos quindecim,
fuldstændig svarende til il y a quinze ans.
Særlig vigtigt er Glossaret fra Reichenau (skrevet
i den nordlige Del af Gallien i 8. Aarh.), hvor
de vanskelige og mere litterære Ord i Vulgata
(s. d.) er omskrevne med de tilsvarende
folkelige: pulchrabella (fr. belle); liberos
infantes (fr. enfants); semisdemidium
(fr. demi); ictuscolpus (fr. coup);
peperitinfantem habuit; in foroin
mercoto
(fr. marché); sanioreplus sano (fr.
plus sain), o. s. v.; særlig mærkelig i hist.
Henseende er Glosen GalliaFrantia (fr.
France) (F. Diez, Anciens glossaires romans [Paris
1870]).

Gallo-romansk adskiller sig fra det klassiske
Latin i Henseende til Ordforraad. En stor
Mængde af de klassiske Synonymer er
forsvundne; i St f. pulcher, decorus,
speciosus, formosus, o. s. v. siger man blot
bellus. De simple Stamord fortrænges hyppig af
Diminutiver: agnusagnellus (fr. agneau);
aurisauricula (fr. oreille); avis
avicellus (fr. oiseau); genugenuculum (fr. genou),
<sp>sol</sp > — soliculus (fr. soleil), ell. af folkelige, mere
djærve Udtryk ell. billedlige Omskrivninger: for
equus siges caballus (fr. cheval), egl. et Øg;
for caput siges testa (fr. tête), egl. en
Lerkrukke: for gena siges gabata (fr. joue), egl.
en Tallerken. Ved kirkelig Paavirkning optages
en Del græske Ord som ecclesia (fr. église),
clericus (fr. clerc), episcopus (fr. évêque),
baptizare (fr. baptiser); om de germanske Ord
er talt ovenfor.

I lydlig Henseende kan omtales
Forstumningen af h i Forlyd: homo > omo, af m i
Udlyd: bonum > bono, bonam > bona, af n
foran s: mensem > mese (fr. mois), o. s. v.;
senere Overgangen af stemmeløse intervokale
Konsonanter til stemte: pacare > pagare (fr.
payer), mutare > mudare (fr. muer), rosa >
roza (fr. rose), og Bortfald af den næstsidste
Vokal i proparoksytone Ord: calidum > caldo
(fr. chaud), masculum > maslo (fr. masle,
mâle), arborem > arbre (fr. arbre), credere
> credre (fr. croire), colaphum > colpo (fr.
coup), o. s. v. Man faar saaledes et Sprog, der
udelukkende kommer til at bestaa af paroksytone
ell. oksytone Ord. I 6. Aarh. (?) begynder den
ejendommelige Assibilation (s. d.) af c (k) og g
foran visse Vokaler, og i 8. Aarh. forstummer
de udlydende Vokaler, undtagen a, der dog
mister sin klare og bestemte Artikulation og
udvikler sig til den neutrale Lyd, man kalder e
féminin
: amorem > amor (fr. amour), securum
> segur (fr. sëur, sûr), men pura > pure. Hvad
Vokalismen i øvrigt angaar, er
Kvantitetsforskellen forsvundet, alle Vokaler har faaet samme
Kvantitet (har været relativt korte), hvorimod
Kvaliteten er blevet dominerende, og de ti
lange og korte lat. Vokaler er blevne reducerede
til syv: i (= ï), é (= ē, i), è (= ĕ), a
(= ā, ă), ò (= ö), ó (= ō, ŭ), u (= ū);
æ bliver til è og au noget senere til ò. Ordenes
Bøjning er simplificeret; 4. og 5. Deklination
assimileres med 2. og 1., Neutrum forsvinder,
Kasus indskrænkes til Nominativ og Akkusativ;
de andre erstattes ved Omskrivning med
Præpositioner. Ogsaa Verbalbøjningen ændres
betydelig; Passiv (amor) erstattes ved
Omskrivning (amatus sum), og af Aktivs Tider i
Indikativ bevares kun Præsens, Imperfektum,
Perfektum og i enkelte Verber Pluskvamperfektum
(indtil 12. Aarh.). Futurum (amabo) fortrænges
af en Omskrivning (amare habeo > amarajo
> fr. a(i)merai); der dannes ny sammensatte
Tider (amatum habeo), o. s. v. I
Orddannelseslæren kan mærkes en Række ny
Sammensætninger som eccille (for ille), ecciste (for iste),
alicunus (af aliquis unus), abante (for ante), o.
s. v. og Afledninger som abbreviare (af brevis),
circare (af circa), cumpanio (af cum og panis)
o. s. v. Der har utvivlsomt ogsaa tidlig udviklet
sig Dialektforskelligheder; men vi kan først
konstatere deres Eksistens i 9. Aarh., paa
hvilken Tid Gallo-romansk viser sig spaltet i to
forsk. Grene, en sydlig, det saakaldte langue
d’oc
ell. Provençalsk (s. d.), og en
nordlig, det saakaldte langue d’oïl (langue d’oui)
ell. Oldfransk; vi skal i det flg. kun
beskæftige os med den nordlige Gren.

Den oldfranske Sprogperiode omfatter
Tiden til omkr. Aar 1300. De ældste
Mindesmærker er de to Eder, som Ludvig den Tyske
aflagde til Karl den Skaldede og dennes
Soldater til Ludvig den Tyske ved Forliget i
Strassburg 842, en kort Lovsang om den hellige
Eulalia (omkr. Aar 900) og Digtene om saint
Léger og saint Alexis (10. Aarh.); derefter
kommer saa Rolands-Kvadet (11. Aarh.) og hele den
øvrige saavel i kvalitativ som i kvantitativ
Henseende saa imponerende oldfranske Litt. I den
oldfranske Sprogperiode konstaterer vi
Tilstedeværelsen af fl. i litterær Henseende
sidestillede og ligeberettigede Dialekter: mod Ø.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:10 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/8/0735.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free