Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bourguignonsk, mod NØ. Picardisk,
mod NV. Normansk, mod S. og SV.
Poitevinsk og i Midten Centralfransk (le
français de France ell. le francien). P. Gr. a.
de politiske Forholds Udvikling (Regeringen
faar saaledes sit Sæde i Paris, Hovedstaden i
Ile de France) hæver denne sidste Dialekt sig
efterhaanden til at blive Normalsproget (paa
samme Maade hæves Toskansk i Italien og
Kastillansk i Spanien til Rigssprog). Den ældste
Sprogperiode karakteriseres væsentlig ved
Bevaringen af den gallo-romanske
Deklination med to Kasus, en Subjektsform og en
Afhængighedsform: murs (lat. murus), mur (lat.
murum); mur (lat. muri), murs (lat. muros);
emperedre, senere emperere (lat. imperator);
emperedor, empereor (lat. imperatorem);
emperedor, empereors (lat. imperatores). P. Gr. a.
denne Deklination var Ordstillingen meget fri;
medens man i moderne Fransk kun kan sige f.
Eks. le chien mord le cerf, sagde man i
Middelalderen saavel li chiens mort le cerf som le
cerf mort li chiens, da det gramm. Forhold
mellem Ordene angives ved Bøjningsendelserne;
Afhængighedsformen kunde ogsaa (uden Hjælp
af Præposition) udtrykke Dativ: Dieu porofrit
le guant (= il offrit le gant à Dieu) og Genitiv:
li chevals le rei (= le cheval du roi). En Rest
af det sidste Forhold er bevaret i Udtryk som
Hôtel-Dieu, Fête-Dieu, Cours-la-Reine, le feu
saint Antoine, o. s. v. I lydlig Henseende besad
Oldfransk en Mængde Diftonger og Triftonger,
baade orale og nasale, der senere for en stor
Del er forsvundne; hvad de enkelte Vokaler
angaar havde man i, é, è, a, ò, ó, u og det
ubetonede ə (e féminin); dertil kommer i Løbet af
Middelalderen de rundede Fortungevokaler y,
ø, ö og Nasalvokalerne ã, õ, æ. Af
Konsonanterne maa foruden det mouillerede l (i fille) og
det mouillerede n (i montaigne) særlig mærkes
de sammensatte Lyd ts (i cent, dolce, granz, o.
s. v.), tš (i blanche, riche, sache, o. s. v.) og
dš (i jor, jouer, gent, large, vengier, o. s. v.).
I Løbet af 11. og 12. Aarh. vokaliseres l foran
en Konsonant til u: albe > aube, chevals >
chevaus, og s forstummer i samme Stilling:
teste > tête, bastir > bâtir, men de gl.
Skrivemaader vedligeholdes længe; det forstummede s
skrives endog lige til Aar 1740. Der var mellem
de forsk. Bøjningsformer af Ordene en rig
fonetisk Afveksling, som senere i de fleste
Tilfælde er udjævnet ved Analogi; man sagde amer
— aim, laver — lef, lever — lief,
trover —
truef; li dus — le duc; poire — perier, o. s. v.,
hvorimod man nu siger aimer — j’aime, laver
— je lave, lever — je lève, trouver — je trouve;
les ducs — le duc; poire — poirier o. s. v.
Derimod var Sætningsbygningen kun lidet udviklet,
og man bevægede sig mest i Paratakser.
Ordforraadet var meget rigt; der dannes en
Mængde ny Afledninger (cuer — corage, corageos,
coraille, corée) og Sammensætninger (conoistre
— desconoistre, mesconoistre), og man laaner
en Del lærde Ord fra Latin: som f. Eks.
virginite, siècle, vérité, charitë, hospital, prélat,
pape, sacrifice o. s. v.; det er dog først i 14.
og særlig i 15. og 16. Aarh., at disse Laaneord
optræder i større Mængde. P. Gr. a.
Forbindelserne med Orienten indføres ogsaa en Del
orientalske Ord som calife, carquois, cifre
(chiffre), coton, gazelle, jupe, orange, sirop, sot,
zéro, o. s. v. I Middelalderen var det fr. Sprog
kendt og dyrket langt uden for Landets
politiske Grænser; til England overførtes det ved
Landets Erobring af Normannerne 1066 og holdt
sig her fl. Aarh. igennem, særlig i de højere
Klasser, og benyttedes desuden som officielt
Sprog, ligesom der i England fremstod en rig
anglo-normansk Litt. (se nærmere England,
Afsn. »Sprog«). I Italien var Fransk saa
udbredt, at fl. ital. Forf. blev deres Modersmaal
utro for la délitable parlëure françoise, og der
opstod i Norditalien en hel gallo-ital. Litt.
Ogsaa i germanske Lande var Kendskabet til
Fransk meget udbredt; det dyrkedes endog
uden for Europa og taltes paa Cypern og i det
ny Kongerige Jerusalem. (La langue et la
littérature françaises depuis le IX. siècle jusqu’au
XIV. siècle, par Karl Bartsch og A.
Horning [Paris 1887]).
Den middelfranske Sprogperiode
omomfatter Tiden fra 14. Aarh. til Slutn. af 16. I
denne Periode udvikler den centralfranske
Dialekt sig til at blive Rigssprog og anerkendes
som saadant officielt af Frants I, der ved
Forordningen i Villers-Cotterets (1539) paabyder, at
Fransk skal anvendes ved Domstolene og i alle
offentlige og private Dokumenter. De øvrige
Dialekter, der spillede saa stor en Rolle i den
forrige Periode, fortrængtes efterhaanden
fuldstændig fra Litt. og synker ned til at blive
patois. I Beg. af denne Periode forsvinder den
oldfranske Deklination, Nominativformerne
fortrænges overalt af Afhængighedsformerne, og s
bliver derved Flertalsmærke (le mur — les
murs, l’empereur — les empereurs); kun
ganske enkelte Nominativsformer som on (latinsk
homo), sœur (lat. soror), maire (lat. major)
o. s. v. lever videre, men kun een af dem, on,
med Nominativs Funktion. Inden for
Verbalbøjningen indtræder talrige Analogidannelser og
Udjævninger, hvorved den oldfranske
Konjugation betydelig forandres; her skal særlig
fremhæves Forholdene i Passé défini i de stærke
Verber. I St f. den oldfranske Bøjning med
bevægelig Accent (ligesom endnu i Italiensk):
vin — venis — vint — venimes —
venistes — vindrent faar man nu vin(s)
— vins — vint — vinmes — vintes — vindrent
(vinrent). I lydlig Henseende maa fremhæves
Udviklingen af ny Nasalvokaler, den
begyndende Forstumning af de udlydende Konsonanter
og Bortfald inde i Ordet af e féminin efter en
Vokal (vraiement > vraiment, remerciement
> remerciment, absoluement > absolument)
ell. foran en Vokal (sëur > sûr, eage > âge,
veoir > voir, reont > ront, rond).
Ordforraadet undergaar en betydelig Forandring;
Sproget oversvømmes af lærde Laaneord,
hentede direkte fra Latin, som f. Eks. abstrait,
adopter, aristocratie, bibliothèque, caduc,
calamité, candide, intelligence, police, politique,
sollicitude, utile, o. s. v., samtidig med at
mange af de gl. folkelige Ord forsvinder. I fl.
Tilfælde udvikler der sig Dobbeltformer, idet den
ældre Form af det lat. Etymon bevares ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
