Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Siden af den yngre; som Eksempler paa
saadanne »Dubletter« (s. d.) anføres: directum,
droit — direct; frágilem, frêle (opr. fraile)
— fragile; navigare, nager — naviguer;
separare, sevrer — séparer; natalem, noël
— natal; potionem, poison — potion, o. s. v.
Man søger ogsaa ved en Række ortografiske
Forandringer at give Sproget et lærdere
Udseende; Ordene skal i deres ydre
Fremtræden minde, saa meget som muligt om de lat.
Stamformer; i St f. de gl. Stavemaader ni, nu,
pié, povre, ele, froit, doit, vint, fait, neveu,
semaine, autre o. s. v., der giver et
nogenlunde korrekt Billede af Udtalen, indfører man
nu nid, nud, pied, pauvre, aile, froigd, doigt,
vingt, faict, nepveu, sepmaine, aultre, o. s. v.,
for at bringe dem i nærmere Overensstemmelse
med nidus. nudus, pedem, pauper, ala, frigidus,
digitus, viginti, factum, nepotem, septimana,
alter, o. s. v.; i enkelte Tilfælde har man taget
fejl af Etymologien, som naar man forandrer
pois (lat. pensum) og savoir (lat. sapere) til
poids og scavoir, idet man urigtig sætter dem
i Forbindelse med pondus og scire. Mange af
disse lærde Skrivemaader er senere opgivne
(smlg. moderne fr. nu, froid, fait, neveu,
semaine, autre, savoir), men en ikke ringe Del
af dem er endnu bevaret (nid, pied, pauvre,
aile, doigt, vingt, poids o. s. v.), til stor Skade
for den fr. Retskrivning, som ved at belemres
med de mange overflødige Bogstaver og
urimelige Stavemaader er blevet i høj Grad indviklet
og giver et saa mangelfuldt og upaalideligt
Billede af det talte Sprog. Det er ogsaa under lærd
(gr.) Paavirkning, at man i 16. Aarh. begynder
at anvende forsk. Accenter og diakritiske Tegn
i den fr. Ortografi; alm. Udbredelse finder de
dog først i det flg. Aarh. Den klassiske
Paavirkning viser sig ogsaa uden for Ordforraad
og Ortografi; man efterligner forsk. lat.
Konstruktioner (f. Eks. Akkusativ med Infinitiv),
Bøjningsformer, Orddannelser, o. s. v., men intet
af disse Forsøg har varig Ret. Ved Siden af
den klassiske træffes ogsaa en italiensk
Indflydelse, fremkaldt ved de mangfoldige,
politiske, litterære og kunstneriske Forbindelser,
der bestod mellem F. og Italien, og særlig
fremtrædende under Henrik II’s florentinske
Dronning, Katarine af Medici. Det er især
Ordforraadet, der paavirkes (ikke, som man har ment,
Udtalen), og i de ital. Laaneord afspejler sig
klart, af hvilken Art Kulturforbindelserne
mellem de to Lande har været. Foruden militære
Benævnelser og Udtryk som soldat, caporal,
colonel, fantassin, cavalier, sentinelle, escorte,
bataillon, bastion, brigade, casemate,
cavalcade, cartouche, citadelle, parapet, o. s. v., har
Fransk særlig optaget Ord vedrørende Handel,
Industri, Kunst, Hofliv: banque, banqueroute,
bilan, crédit, ducat, faillite; artisan, carrosse,
balcon, balustre, façade, fresque, médaille,
mosaïque; altesse, courtisan, page, camérier,
ambassadeur, cavalcade, o. s. v. Hyppig kommer
de ital. Laaneord til at danne Dubletter med
de folkelige Arveord; af saadanne Ordpar kan
anføres chevalier-cavalier,
chevauchée-cavalcade, maille-médaille, duché-ducat,
chaîne-cadène, chance-cadence. Endelig optages der
ogsaa nogle spanske Ord, som camarade,
casque, bigearre (bizarre), gavache, og en Del
tyske, som belître (Bettler), bière (Bier),
chenapan (Schnapphahn), lansquenet
(Landsknecht), reître (Reiter), trinquer
(trinken), foruden nogle nederlandske,
som bosseman (Bootman), digue (Dijk),
matenot, senere matelot (mattegenoot),
brindestoc (Springstok). Sproget paa
Renaissancetiden har i det hele et broget og
uensartet Præg. Gammelt og nyt mødes og brydes,
og mange forskelligartede Paavirkninger gør sig
gældende. Ved Siden af Marot’s og til Dels
Montaigne’s naive, ligefremme og ukunstlede
Stil træffes Pleiade-Digternes klassiske
Kunstsprog og Rabelais’ kraftige, barokke, undertiden
selvlavede Udtryk og Vendinger. De mange
ejendommelige Forf. giver Litteratursproget et
i høj Grad personligt Præg, og hvor Rigssproget
ikke slaar til, tager man sin Tilflugt til
Dialekterne, ja Tidens Æstetikere tilraader
endogsaa, at man skal beflitte sig paa ad denne
Vej at berige det fælles Sprog.
(Darmesteter og Hatzfeld, Le seizième siècle en
France [5. Udg. Paris 1893]).
Det Enhedspræg, som det franske
Litteratursprog mangler paa Renaissancetiden, faar det
først i den følgende Periode, den klassiske,
der omfatter 17. og 18. Aarhundrede. Efter
Renaissancens ubundne Frihed følger nu
lovbunden Ro og Stadighed. Grammatikerne og
de litterære Saloner begynder at luge og
rense og udskille. Sproget fæstnes, baade
hvad Udtale, Ordforraad og Former
angaar. Den puristiske Bevægelse udgaar fra
Malherbe (1555—1628), hvem man har
kaldet le tyran des mots et des syllabes. Han
bandlyser en Mængde gammeldags Ord, paataler la
latinerie, forbyder Laan fra Dialekter og
Dannelsen af ny Ord, fastslaar forsk. syntaktiske
og metriske Regler og grundlægger derved det
klassiske Litteratursprog. Malherbe’s
sprogrensende Bestræbelser optages med Begejstring af
Samtiden, de fortsættes ivrig af Hôtel de
Rambouillet og især af den savojardske Adelsmand
Vaugelas (1585—1650), der samlede sine
Iagttagelser i Remarques sur la langue
françoise (1647), en Bog, der i lange Tider blev
betragtet som øverste Dommer i alle sproglige
Spørgsmaal, og som dannede Grundlaget for
den ivrige grammatikalske Behandling, som
Sproget nu blev gjort til Genstand for. Af ikke
ringe Bet. blev ogsaa Stiftelsen af det fr.
Akademi (1635), der satte sig som Opgave at
donner des règles certaines â notre langue og at
la rendre pure, éloquente et capable de traiter
les arts et les sciences; det vilde desuden ogsaa
udgive en Ordbog, en Grammatik, en Poetik og
en Retorik. Fra alle Sider støttedes saaledes
Bestræbelserne for at skabe et fast
Litteratursprog; og at Bestræbelserne lykkedes i fuldeste
Maal, derom aflægger Molière’s, Boileau’s og
Racine’s Værker et glimrende Vidnesbyrd. Det
fr. klassiske Litteratursprog er præcist og klart,
fint og harmonisk, rigt paa ædle og elegante
Udtryk og fuldt af Højhed og Majestæt. Alt
banalt og plat er bandlyst fra det. Det var
overalt Genstand for udelt Beundring, og F.’s
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
