Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
stadig voksende politiske og litterære Bet.
kastede yderligere Glans over det; det blev
Hoffernes, Diplomaternes og den fine Verdens Sprog
og fortrængte Latin som internationalt
Meddelelsesmiddel. Man antog ogsaa alm., at det
havde naaet sin højeste Fuldkommenhed, og
man bestræbte sig derfor gennem snævre
grammatikalske Regler for at fastslaa en uforanderlig
Sprogbrug, ligesom man forbød Dannelsen af ny
Ord og Optagelsen af Fremmedord; især skyede
man la contagion des dialectes. Disse
rigoristiske Bestræbelser blev det klassiske Sprogs
Akilleshæl; et levende Sprog kan ikke saaledes
fæstnes i een bestemt Form; det er en stadig
Udvikling underkastet og kan ikke vilkaarlig
standses af Grammatikerne. Det litterære Sprog,
hvor al Forandring og Tilførsel var kunstig
standset, antog mere og mere Karakteren af et
konventionelt Kunstsprog, hvis tyranniske, een
Gang for alle fastslaaede Love maatte følges
blindt i al højere Poesi; og de gentagne
Angreb, der fra forsk. Sider rettedes mod det hele
System og Vaugelas’ Autoritet, forblev længe
virkningsløse. Selv en Mand som Voltaire er
gennemgaaende meget konservativ i sit Sprog
og tør ikke bryde med de overleverede
Principper. Fénelon og særlig Rousseau betegner
dog et væsentligt Fremskridt i Retning af
sproglig Frigørelse, men først den romantiske Skole
afryster fuldstændig det klassiske Aag.
Trods Puristernes haardnakkede Modstand
mod alle Fremmedord fik dog en Del saadanne
Borgerret i Sproget i den klassiske Periode.
Særlig laante man fra Spansk; de politiske
og litterære Forbindelser, der allerede paa
Renaissancetiden bestod mellem F. og Spanien,
uddybedes jo paa forsk. Maader i 17. Aarh. —
saaledes ægtede baade Ludvig XIII og
Ludvig XIV sp. Prinsesser, medens Karl II’s
Dronning var af fr. Herkomst, og i hvilken Grad
den sp. Litt. studeredes og efterlignedes i F.,
derom vidner en lang Rk. fr. Forf. lige fra
Hardy og Rotrou til Scarron og Lesage. Af sp.
Laaneord skal anføres: basquine. mantille,
serenade, guitare, sieste, castagnette, fandango,
sarabande, matamore, capitan, adjudant,
chaloupe, flotille, embarcadère, anchois, alcôve,
grandesse, infant, disparate, hâbler, o. s. v.,
foruden koloniale Udtryk som cacao, cacique,
caïman, chocolat, cigare, tabac, tomate, vanille,
o. s. v.; af spanske Orddubletter, fremkomne
ved sp. Laaneord, skal anføres: noir-nègre,
enfant-infant, capitaine-capitan,
chambrée-camarade, dame-duègne. Endvidere optages
Laaneord fra Portugisisk: abricot, acajou,
bayadère (bailadeira), chamade, coco, fétiche
(feitiço, af lat. facticius), mandarin, o. s. v.,
og særlig i 18. Aarh. fra Engelsk: ballast,
boulingrin, budget, cabine (cabin af fr.
cabane), club, contre-danse (country dance),
croup, flanelle, piquenique, redingote (riding
coat), rosbif, vauxhall, o. s. v. Man laaner
ogsaa, om end sjælden, fra de foragtede
Dialekter, baade nordfranske, sydfranske og
schweiziske: amadou, avalanche, cargaison, chai,
chavirer, crétin, crevette, gimblette, o. s. v. er
alle opr. Dialektord, og man vover ogsaa, trods
Grammatikerne, at skabe ny Ord; af saadanne
anføres: amusable, bienfaisance, désagrément,
exactitude, impolitesse, insidieux, obscénité,
offenseur, sagacité, o. s. v. Foruden disse, der jo
alle har vist sig levedygtige, fremkom der fra
forsk. Sider en Mængde Nydannelser, der
fremkaldte en heftig Strid mellem »Neologerne« og
de konservative Purister, en Strid, der endog
bragtes frem paa Scenen i Les mots à la mode
(1694) af Boursault. Alle mere frisindede
sproglige Bevægelser mødte ogsaa en stærk
Modstand i Akademiet, hvis Stilling efterhaanden,
trods mange kraftige Angreb, var blevet
fuldstændig konsolideret, og hvis Ordbog hurtig fik
Autoritet overalt. Den første Udg. fremkom 1694
(2 Bd i Folio). Ordene var her ordnede efter
Rødder og Retskrivningen var meget
gammeldags, men den lærde og upraktiske
Ordopstilling ændredes til alfabetisk Rækkefølge allerede
i 2. Udg. fra 1718, og i den vigtige 3. Udg. fra
1740 indførtes en forbedret og simplificeret
Ortografi, der stod mindre fjernt fra Udtalen; man
strøg en Mængde af de etymologiske Bogstaver,
og i St f. aspre, chastcau, advocat, bienfaicteur,
sçavant, beuveur, vuide o. s. v. skrev man nu
âpre, château, avocat, bienfaiteur, savant,
buveur, vide o. s. v.
Først i 19. Aarh. er Akademiets absolutte
Autoritet blevet rokket; den sociale Revolution
efterfulgtes af en sproglig, som fuldbyrdedes af
den romantiske Skole, der sprængte de Baand,
hvori Vaugelas og hans Arvtagere havde lagt
Litteratursproget. Individets Ret over dette
anerkendtes nu, ganske vist efter megen
Modstand, og derfor har den moderne
Sprogperiode et saa fremtrædende individuelt Præg.
Den gl. Skoles Rædsel for le mot propre
forsvinder, enhver Forf. behandler Sproget efter
sin Individualitet og søger at finde et saa
malende og kraftigt Udtryk som muligt for sin
Tanke og betænker sig ikke paa at berige
Sproget med talrige Laan fra det ældre Sprog,
fra Dialekterne og fra fremmede Sprog. Victor
Hugo sætter, som han selv siger, »den røde Hue
paa Akademiets Ordbog«, og alle Protester mod
den stigende Invasion af Fremmedord bliver
resultatløse. Det er særlig engelske
Laaneord, der optages: baby, banknote, bar, bicycle,
bifteck, blackbouler, cab, chèque, confort, dandy,
grog, paquebot, reporter, revolver, sandwich,
snob, sport, square, steamer, stopper, toast,
touriste, o. s. v.; men man laaner ogsaa fra
Tysk, Italiensk, Spansk og slaviske Sprog.
Dialekterne, der var Klassikernes Rædsel,
dukker atter frem; man vil faire vrai, man vil
have Lokalfarve og tager derfor, naar
Rigssproget ikke slaar til, sin Tilflugt til de malende
og farverige, ved deres Ubrugthed friske og
rammende dialektale Udtryk og Vendinger.
Dialektal Farvning træffes hos George Sand,
Balzac, Richepin, Theuriet, Maupassant, A.
Daudet o. m. a. Man laaner selv fra de forsk.
Slags argot, og baade Gadens og
Haandværkernes Slang-Udtryk og den lyssky
Forbryderverdens hemmelige Sprog udnyttes i rigt Maal af
Forf. som Sue, Goncourt, Zola, Huysmans,
Richepin, Xanrof, Bruant o. s. v. Det moderne
fr. Litteratursprog minder i mange Henseender
om Renaissancens; samme autoritetsfri
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
