Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
individuelle Præg, samme malende Kraft og samme
afskygningsrige Afveksling, men det har ikke
den klassiske Periodes majestætiske
Enhedspræg. (Litt.: Ordbøger: Littré, Dictionnaire
de la langue française (4 Bd og Suppl., Paris
1873—77]; Darmesteter, Hatzfeld og
Thomas, Dictionnaire général [Paris 1889 ff.];
Godefroy, Dictionnaire de l’ancienne langue
française et de tous ses dialectes du IX. au
XV. siècle [10 Bd, Paris 1881 ff.]. Endvidere
maa nævnes K. Sachs og Villatte,
»Encyklopäd. Wörterbuch der franz. und deutschen
Sprache« [2 Bd og Suppl., Berlin 1869—79;
1894]. Af etymologiske Ordbøger er flg.
særlig vigtige: Diez, »Etymolog. Wörterbuch
der romanischen Sprachen« [5. Udg. Bonn 1887];
G. Körting, »Lateinisch-romanisches
Wörterbuch« [Paderborn 1891]; L. Clédat,
Dictionnaire étymologique [Paris 1912]. Af ældre
Ordbøger fremhæves de, der skyldes Robert
Estienne [1539], Ménage [1650],
Richelet [1680], Furetière [1690], det fr.
Akademi [1. Udg. 1694; 2. Udg. 1718; 3. Udg.
1740; 4. Udg. 1762; 5. Udg. 1795; 6. Udg. 1835;
7. Udg. 1878]; Larousse [17 Bd, 1864—90].
— Grammatik: Mätzner, »Syntax der
neufranz. Sprache« [2 Bd, Berlin 1843—45];
Lücking, »Franz. Schulgrammatik« [1880]; E.
Baruël, »Fr. Skolegrammatik« [Kbhvn
1888—91]; C. M. Robert, Grammaire française
[Groningue 1909]. For det ældre Sprogs Vedk.
henvises til Burguy, Grammaire de la langue
d’oïl [3 Bd, Berlin 1853 ff.] og E. Schwan,
»Grammatik des Altfranzösischen« [Leipzig].
Lydlære: Thurot, De la prononciation
française depuis le commencement du XVI. siècle
[2 Bd, Paris 1881—83]; Kr. Nyrop, »Fransk
Lydlære« [Kbhvn 1902]. Sproghistorie: F.
Brunot, Histoire de la langue française [4 Bd,
Paris 1905—13]; Kr. Nyrop, Grammaire
historique de la langue française. 4 Bd [Kbhvn
1899 ff.]; A. Tobler, »Vermischte Beiträge zur
franz. Grammatik« [5 Bd, Berlin 1886 ff.].
Desuden henvises til G. Körting, »Encyklopädie
der romanischen Philologie« [3 Bd, Heilbronn
1884—86], særlig 3. Bd, hvor fr. Sprog
behandles udførlig med biogr. Henvisninger. For
mange Detailspørgsmaals Vedk. maa Oplysninger
om det fr. Sprogs Historie søges i Tidsskr;
særlig fremhæves flg.: »Romania«. udg. af G.
Paris og P. Meyer [Paris 1872 ff.],
»Zeitschrift für romanische Philologie«, udg. af G.
Gröber [Halle 1877 ff.], »Zeitschrift für
neufranzösische Sprache und Litt.«, udg. af G.
Körting og E. Koschwitz, senere af D.
Behrens [Oppeln og Leipzig 1879 ff.].
Vigtige for Dialektforskningen er Revue des patois
gallo-romans, udg. af J. Gilliéron og
Rousselot [5 Bd, Paris og Neuchâtel 1887—92];
Revue des patois [senere Revue de philologie
française et provençale], udg. af Clédat
[Paris 1888 ff.]).
Kr. N.
Litteratur.
Ved fr. Litt. maa forstaas Indbegrebet af alt,
hvad der er skrevet paa fr. Sprog. Den fr.
Litt.’s Beg. kan da i det tidligste sættes
samtidig med det fr. Sprogs Tilblivelse og bør
rettest dateres noget senere. Efter Gallien’s
fuldstændige Erobring ved Cæsar (50 f. Kr.) blev
Landets opr. Sprog, Keltisk, efterhaanden
fortrængt af Vulgærlatinen, der allerede i sig bar
Spirerne til den sproglige Nydannelse, som
langsomt fuldbyrdedes og paa det gl. Gallien’s
Grund voksede frem i 2 Hovedformer af
romanske Sprog: Fransk (langue d’oïl) mod N.,
Provençalsk (langue d’oc) mod S. Først
Kristendommen, siden Folkevandringen bidrog til at
nedbryde den klassiske Tradition, og navnlig
efter de germanske Invasioner i 5. Aarh.
fremskyndedes Udviklingen af Fransk som
selvstændigt Sprog. Skriftsproget var fremdeles Latin,
selv efter Romerherredømmets Fald; de
litterære Frembringelser maa derfor henføres til
den lat. Litt. Men dette Latin blev mere og
mere plat og slet, øjensynlig under Paavirkning
af Folkesprogets romanske Udvikling. Dette
Talesprogs Karakter som væsensforskelligt fra
Latinen har allerede været nogenlunde fast
udpræget i 8. Aarh., og det første franske
Sprogmindesmærke — Strassburg-Ederne 842 — er
tillige det ældste Monument af fr. Litt. (se ovf.
under »Sprog«).
Til fr. Litt. kan ikke henregnes den
selvstændige provençalske Litt. (s. d.), skønt begge
har haft Gallien til Fædreland. Derimod er der
uden for F. til forsk. Tider produceret fr. Litt.,
saaledes i Middelalderen i England og Italien, i
nyere Tid i de fransktalende Dele af Belgien og
Schweiz samt i fr. Kolonier, hvor ogsaa fl. af
F.’s kendte Digtere er fødte.
Her behandles fornemmelig kun den egl. fr.
Skønlitteratur; Faglitteraturerne omtales under
de paagældende Artikler.
I. Middelalderen (til c. 1450).
1) De ældste Mindesmærker.
Undtagen de ovennævnte Strassburg-Eder er de
ældste Mindesmærker af kirkeligt Indhold,
bestemte til religiøs Opbyggelse for Menigmand.
Folkesproget havde nemlig fjernet sig saa
stærkt fra det officielle Latin, at Prædiken paa
dette ikke længere forstodes. Derfor lod Karl
den Store paa Kirkeforsamlingen i Tours 812
paabyde, at Præsterne skulde tale til Folket
enten paa det romanske ell. det germanske
Landssprog. Følgen var, at enkelte Klerke
imødekom den praktiske Trang til Oversættelser
ell. smaa versificerede Helgenhistorier til
Opbyggelse og Undervisning. Fra c. 900 er bevaret
en lille yderst fattig Sang om den hellige
Eulalia (cantilène de Sainte Eulalie), fra 10. et
mærkeligt Brudstykke af en Prædiken over
Profeten Jonas, halvt forfattet paa Latin med
tironisk Stenografi, halvt paa Fransk med alm.
Skrift; endvidere en Kristi Passionshistorie i 129
4-liniede Strofer og den hellige Leodogar’s
Martyrhistorie (vie de Saint Leger) i 40 6-liniede
Strofer. Begge disse Digte er tørre, upoetiske
Fremstillinger. En egen rørende Naivitet
hviler derimod over den hellige Alexius’ Historie
(vie de Saint Alexis) fra c. 1000, 125 5-liniede
Strofer (laisses) med samme Vokalrim
(Assonans) inden for hver enkelt. Dette Digt har,
foruden noget digterisk Værd, stor sproglig Bet.
(Litt.: G. Paris, Les plus anciens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
