Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
monumente de la langue française [1875]; E.
Koschwitz, Les plus anciens etc. [4. Udg., Heilbronn
1886]; Stengel, »Die ältesten französischen
Sprachdenkmäler« [Marburg 1884]; Samme,
La cançun de saint Alexis [Marburg 1881]; G.
Paris, La vie de Saint Alexis [1872]).
2) Heltedigtning (chansons de geste).
De ovennævnte Digte er vel de ældste
Litteraturrester, vi kender, men allerede forud for
dem maa en rig verdslig populær Digtning være
opstaaet. Den episke Digtform er her som
andetsteds Litteraturens Førstefødte. De Franker,
som erobrede Gallien, har sikkert medbragt
den for alle Germaner fælles episke
Folkedigningstradition af mytisk og hist. Art og har
mulig indplantet den i det besejrede Folk; men
den overleverede fr. Heltedigtning har
udelukkende sin Rod i nationale Bedrifter og Sange,
og først senere indpodes udenlandske Sagn og
Emner.
Antagelig har allerede de første merovingiske
Konger været Genstand for Soldater- og
Folkesange, der overleveredes mundtlig. Senere lat.
Krøniker støtter sig til saadanne, ja citerer en
enkelt Gang endogsaa Brudstykker i
Oversættelse. Saaledes findes i en Biografi af den
hellige Faro, forfattet af Biskop Hildegard af
Meaux (d. 875), et Par paa Latin oversatte Vers
af et Folkedigt, der besang Kong Chlotar II’s
Sejr over Sachserne. Ogsaa Kong Dagobert og
endnu mere Stamfædrene til det karolingiske
Dynasti, Karl Martel, der standsede Arabernes
Fremtrængen i Europa, og Pipin den Lille, er
sikkert blevne fejrede i episke Folkesange. Men
alle tidligere Heltes Glans blegnede for Karl
den Store’s Sol. Hans lange Regering, hans
Krigsbedrifter, hans Sejre over Hedninger, hans
Befæstelse af Kejserdømmet, hans store
Fortjenester som Lovgiver og Forkæmper for Kirke
og Oplysning, alt gjorde ham til Folkets Helt
og Afgud, hvorom der allerede i hans levende
Live dannede sig eventyrlige Legender. I
Tidens Løb voksede hans Skikkelse og hans
Glorie, hver en Vaabendaad tilskreves hans Sværd,
al Visdom lagdes paa hans Læber, alle
Heltebedrifter funklede som Stene i hans Krone; han
var Kristendommens evige Stridsmand mod
Hedenskabet. Det meget, hans Forgængere
havde virket, og det lidet, hans Efterfølgere
udrettede, tilskreves hans almægtige Navn; de andre
Konger blev Dværge ved Siden af hans
Kæmpemajestæt; han blev den 200-aarige
ærefrygtindjagende Kejserolding med det store hvide Skæg,
en Idealskikkelse, omgiven af Ridderskabets
Blomst, de 12 Pairs. Han bliver Hovedcentret i
en overordentlig omfangsrig Kreds af
karolingiske Heltedigte, der som Bifigurer af Slægten
nævner hans Fader Pipin og hans Søn Ludvig.
Omkr. ham som Enhedsmærke grupperes
efterhaanden en Mængde Epopeer, der fremkom i de
forskellige Landskabers Dialekter og
behandlede mere ell. mindre lokale Helte; som Vasaller,
Lensbaroner ell. Slægtninge stilles de i Forhold
til Karl den Store, hvis Bedrifter
Folkefantasien stadig udsmykker mere og mere indtil rent
fantastisk Overlæssethed. Kun enkelte lokale
Sagnkredse (f. Eks. »Gormont et Isembart« og
»Raoul de Cambrai«) holdt sig isolerede.
Det nationale Heltedigt er efter al
Rimelighed udviklet af de ældre, kortfattede
lyriskepiske Folkesange (cantilènes), dog ikke ved
nogen rapsodisk Sammenflikken af disse, men
ved en organisk Proces, der i Tidens Løb lod
dem vokse ud af sig selv, fra Mund til Mund
udvides, udsmykkes, udarbejdes, indtil endelig
en enkelt bestemt Digter gav det saaledes
udviklede Stof en kunstnerisk Redaktion og
overarbejdede det til litterær Støbning og Helhed.
Hvornaar den egl. chanson de geste — den
litterære Epopé — optræder fuldt færdig, kan ikke
bestemt paavises, men maa senest sættes til 10.
Aarh., da der foreligger det berømte
»Haager-Fragment«, som G. Paris skarpsindig har
godtgjort, ikke er andet end et Stykke af en lang
chanson de geste, der først er oversat paa lat.
Heksametre og dernæst omskrevet i lat. Prosa
(Kejser Karl’s Belejring af en hedensk By —
hørende til Guillaume d’Orange’s Sagnkreds).
Af alle overleverede Chansons de geste
foreligger ingen i sin primitive Form, men alle
fjerner sig kortere ell. længere fra den opr.
Tilblivelse. Der ligger oftest fl. Aarh. mellem den
hist. Begivenhed og dens episke Behandling.
Nærmest ved den folkelige Undfangelse staar
det ældste, berømteste og værdifuldeste
Heltedigt Chanson de Rollant (Roland), hvis
Affattelse kan sættes til c. 1080, skønt de ældste
bevarede Haandskrifter af det er omtr. 100 Aar
senere. Den i Slutn. af Digtet nævnte Turold
er næppe Forfatteren, men enten Digtets
Afskriver ell. Sanger. Der fortælles, at paa
Valpladsen ved Hastings 1066 foredrog Taillefer en
Rolands-Sang for Vilhelm Erobreren og hans
Hær. Den nu kendte Tekst indeholder 4002
Tistavelsesvers med Assonansrim, fordelte i ulige
store Strofer (laisses). Den opr. hist.
Begivenhed — Baskernes Overfald paa den fr. Hærs
Bagtrav i Passet Roncevaux 778 — har her
antaget eventyrlige Kæmpedimensioner. Roland
falder som Kristenhedens Ridder; forraadt af
en af Karl’s 12 Baroner, Ganelon, til
Saracenernes knusende Overmagt. Digtet er det
ypperste Mesterværk bl. alle bevarede Chansons de
geste, kunstløst naivt og kraftigt, uden Effekt,
men umiddelbart og brutalt gribende, stolt og
skarpt som et nøgent Sværd. Alle den fr.
Heltedigtnings Dyder, kun faa af dens Lyder, alle
dens feudale og kristenridderlige
Karaktermærker findes her i een stærk Sum (overs. af O. P.
Ritto 1897). Ved Siden af denne Urkraft er der
Forfald og Nedgang i alle senere Tekster.
Heltedigtene var beregnede paa mundtligt
Foredrag. Fra først af var Digteren rimeligvis
ofte tillige Kriger og foredrog sit Værk i Lejren
ell. paa Valpladsen; senere blev Trouvère’n (af
trouver ɔ: finde [en Melodi]; nordfransk
trouvere og trouveor = provençalsk trobaire og
trobador [»Troubadour«]) fra upersonlig
Folkedigter til bevidst litterær Skribent, der enten,
hvis han tillige selv var Sanger, drog om fra
Borg til Borg og By til By og sang sit Digt
til Ledsagelse af en vielle (en Art Gige, Violin)
ell for Betaling overlod dette til de egl.
farende Sangere: Jongleurs ell. Ménestrels. Fra
at have krigersk opflammende Indvirkning gik
Digtene over til kun at bruges som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
