Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sin sidste virkelige Trouvère, en ægte Digter,
der tillige er Forløber for den nyere Tid som
F.’s egl. første Lyriker i moderne Forstand.
Fra hans 25-aarige eng. Fangenskab efter Slaget
ved Azincourt (1415) haves meget smukke og
enkle Digte af længselsfuld ell. tungsindig
Grundstemning og klart og yndigt Sprog.
(Litt.: Raynaud, Bibliographie des
chansonniers français des XIIIe et XIVe siècles
[2 Bd, 1884]; Jeanroy, Les origines de la
poésie lyrique en France au moyen âge [1889]).
5) Didaktisk Litt.;
moraliserende og satirisk Digtning.
Heltedigtningen var Lensvæsenets og Ridderaandens
Udtryk, en Litt. for Hof og Adel. Som Modstrøm
fremkom en belærende opbyggelig og en
satirisk nedbrydende Litt., den første væsentlig af
gejstlig, den sidste af borgerlig Herkomst.
Oversættelse af den hellige Skrift (Vulgata), fra først
af i Udvalg, forelaa c. 1230 i sin Helhed. Tillige
overs. lat. Prædikensamlinger til folkeligt Brug,
saaledes den hellige Bernhard af
Clairvaux’s; dels paa Latin, dels paa Fransk skrev
Maurice de Sully, Biskop i Paris
1160—96, sine Prædikener, der er bevarede i mange
Haandskrifter. Ved Siden af denne
populariserende Kristendom udvikledes ved Paris-Univ.
en glimrende Skolastik af berømte Lærde.
Tidlig forfattedes der didaktiske Digte, i hvilke der
til den fysiol. Beskrivelse af Naturhistoriens
mange Arter og Vidundere knyttedes allegoriske
og moraliserende religiøse Paralleller. Plinius’
berømte Historia naturalis var Grundlaget for
Datidens Kendskab til Naturvidenskaben. I Beg.
af 12. Aarh. skreves den første Bestiaire af
Philippe de Thaün, en fabelfyldt, allegorisk
Beskrivelse af Dyr, Fugle og Mineraler; de 2 sidste
Klasser behandles siden særskilt i Volucraires og
Lapidaires. Af religiøs opbyggelig Karakter var
foruden de talrige Legender og Helgenhistorier
fromme versificerede Fortællinger (Contes
dévôts). En yndet Form for Læredigtet var
Débats (Tvistemaal f. Eks. mellem Legeme og
Sjæl, Synagoge og Kirke, Paradis og Helvede)
og Disputes (mellem Personer, f. Eks. Salomon
og Marcoul), endvidere Songes og Resveries,
hvor Helvedes Pinsler og Himmeriges Glæder
udmales i Form af Drømmesyner (Le songe
d’Enfer og Voie de Paradis af Raoul de
Houdenc). Huon de Mery (c. 1230 Munk
i Paris) skildrer i Tournoiement Antéchrist
Kampen mellem Gud og Antikrist, mellem
Dyder og Laster. Hans Samtidige Chardry var
en farende Skolast, der søgte at modarbejde
Ridderdigtene gennem sine Bearbejdelser af
de vidtberømte Legender om Syvsoverne (Set
Dormanz) og Josaphat, en ind. Kongesøns Daab
ved den kristne Eremit Barlaam. Ved
Castoiements forstodes Læredigte i Form af gode Raad,
f. Eks. af en Fader til sin Søn. Le chastiment
des dames af Robert le Blois (Midten af
13. Aarh.) er en halvt religiøs, halvt verdslig
Lærebog for Damer i »god Tone«; den anbefaler
ikke blot at være from, dydig og beskeden,
men ogsaa at have rene Negle og ikke at tørre
Munden i Borddugen. Al Middelalderens Viden
samledes i store encyklopædiske Værker under
Navn af Miroirs (Verdensspejle) ell. Trésors;
til de vigtigste hører Gautier de Metz’
Image du monde (c. 1245) paa Vers og
Florentineren Brunetto Latini’s paa fr. Prosa
affattede Trésor. I 13. Aarh. overgros den
didaktiske Poesi mere og mere af moraliserende
Allegorier. Det største og mægtigste Epos af
denne Art er den til langt ind i 16. Aarh. højt
berømte Roman de la Rose, der endog længe
ansaas for at være Middelalderens eneste
værdifulde Værk. Det paabegyndtes af
Guillaume de Lorris (d. c. 1240), der, dels
paavirket af Crestien de Troyes’ ny
Riddererotik, dels af Ovid’s meget efterlignede Ars
amandi, vilde give en Art høvisk poetisk
Haandbog i Kunsten at elske; uagtet alle de
optrædende Figurer er allegoriske Personifikationer,
er hans Del af Digtet en frisk, yndefuld og ofte
poetisk Idyl, der skildrer Elskerens Forsøg paa
at nærme sig den Elskede (»Rosen«). Jean
Clopinel de Meung (c. 1250—1305)
fortsatte c. 1280 den ufuldendte Roseroman og
fjernede sig stærkt fra den opr. Plan; han var en
verdenserfaren Lærd med skeptisk Livssyn og
gav i den symbolistiske og allegoriske
Iklædning en hel Metafysik og Kosmogoni, al sin
Lærdom og Belæsthed, en Encyklopædi af
Menneskekundskab, der ofte bryder ud i dristig
Satire over de forsk. Samfundsklasser og over
Unatur og Uforstand. Herved bliver han en
Forløber for den nyere Tid.
Imod den aristokratiske Ridderroman opstod
tidlig en demokratisk Reaktion af enten
spøgende ell. satirisk Art. De saakaldte Dits var
Smaadigte, som behandlede Emner af det
daglige Liv (f. Eks. de forsk. Haandteringer) ofte
paa spøgefuld Maade. Fortællinger i
Folkemunde kaldtes Contes. I Slutn. af 12. og Beg. af 13.
Aarh. fremkom talrige Fableaux (Fabliaux),
versificerede Smaafortællinger af realistisk
gemytligt Indhold, morsomme Indfald, gale
Streger, Anekdoter om Bønder, Borgere og Munke,
saaledes om en Bonde, der helbreder Prinsessen
for et Fiskeben i Halsen ved at faa hende til
at le, ell. om en Jonglør, der i Terningspil taber
alle Helvedes Indbyggere, han er Vægter for,
til Skt Peder, ell. om listige Fruentimmer. Ofte
er disse Fableaux af en raa, sanselig Plumphed.
En Mængde eventyrlige Fortællinger
indvandrede gennem Overs. Ø. fra, ogsaa fra Indien;
mange Noveller samledes i een Ramme under
Navn af »Skufferomaner«. Oldtidens Dyrefabler
udbredtes i Overs. og Bearbejdelser fra Latin.
C. 1170 skrev Marie de France en
Samling paa godt 100 Fabler: Ysopet (Diminutiv af
Æsop); siden skreves fl. a. under dette
Fællesnavn. Men uafhængig af den æsopiske Fabel
verserede der i Folket Dyrefabler uden
moralsk Tendens, hvis Hovedtema er den listige
Rævs (Renart’s) Kamp mod den stærke Ulv
(Isengrin) og deres Strid for Løvens Domstol.
Heraf udviklede der sig et stort og mangegrenet
Dyreepos, der i 13. Aarh. dannede en af
henved 30 Enkeltdigtninger bestaaende Roman de
Renart. De muntre Dyrefortællinger er at
betragte som en folkelig Parodi paa
Helteepopéerne. — Af satiriske Digte, der revsede
menneskelige Fejl og Laster i Alm. ell. enkelte
Stænders, kan anføres Guiot de Provins’
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
