Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Foruden hos denne store oprindelige Lyriker
findes ægte Poesi i talrige Folkesange, enten
naive Kærlighedsviser eller friske, ofte satiriske
Lejlighedsdigte over Tidens Begivenheder. Disse
Mønstre for senere Tiders Folkesange er
samlede af G. Paris i Chansons du XV siècle [1875].
Ellers dyrkedes Poesien i den
moralsk-allegoriske Tradition af pedantiske Rimsmede, der
omsatte ufordøjet Lærdom i svulstig Retorik og
rimede rædselsfuldt manierert. Især ved
Bourgogne-Hertugernes Hof trivedes en Tid lang
disse Poeter, hvoraf kan nævnes Pierre
Michault og Jean Molinet (død 1507).
Derimod spores Fremgang hos Jean Le
Maire de Belges (1473—1548), hvis Sprog
er elegant og harmonisk i fine, velbyggede Vers.
Elev af ham var den berømte Clément
Marot (1497—1544), Frants I’s Yndling og
Hofdigter, der blev Protestant og i Italien modtog
klassiske Impulser. Han brød med den gamle
Smag, indførte i sine Lejlighedsdigte, Elegier,
Ballader og Epigrammer, sund Smag og Fornuft
og skrev i en mønsterværdig elegant, klar og
yndefuld Form, der tilmed har et let
konverserende personligt Sving (style marotique).
Protestantismens Sag fremmede han ved sine
Salmeoversættelser, desuden oversatte han klassiske
og italienske Digtere, udgav Villon’s Digte og
Romanen om Rosen. Langt ringere Betydning
havde hans Elev Mellin de Saint-Gelais
(1491—1558), der var fejret Modedigter, skrev
Festkantater og rettede Vers for Fyrster; han
var stærkt italiensk paavirket og indførte
Sonetten. Ligeledes til Marot’s Retning sluttede
sig Louise Labé, »den skønne Rebslagerske«
i Lyon (1526—65), hvis Sonetter og Elegier
aander erotisk Lidenskab og varm Følelse.
I 15. Aarh.’s Slutning udartede
Mysteriedigtningen i stedse længere og værdiløsere
Dramaer. Efterspørgselen var overordentlig stor,
og der ofredes umaadelige Summer paa
Opførelsen. I et vældigt Mysterie behandlede
Jacques Millet 1450—52 Troja’s Erobring og
Ødelæggelse, hvori den middelalderlige
Troja-Roman er dramatiseret. 1482 opførtes
Guillaume Flamang’s Mystère de Saint Didier,
der indeholder talrige Hentydninger og Navne
fra den klassiske Oldtid og saaledes er en Slags
Bebuder af Renaissancen ogsaa paa Scenen. 16.
Aarh.’s bedste Mysterie, Saint Louis [1514],
skyldes Pierre Gringore, der skrev det
for Murernes og Tømrernes Lav i Paris, og som
i ædelt og enkelt Sprog skildrer den hellige
Kong Ludvig’s Historie. Endnu forfattedes flere
Mysterier, selv Dronning Marguerite af
Navarra forsøgte sig deri; men Dekadencen
voksede med rivende Fart, og da Passionslavets
Forestillinger i Paris bleve haardt anklagede
for at demoralisere Befolkningen ved usømmelig
Tone, ved uanstændige Farceindlæg og
jammerlig Pøbeludførelse, forbød Parlamentet 1548
Lavet at opføre Passions- eller Helgenmysterier
i Paris, og herved fik endelig Middelalderens
Drama Dødsstødet. — Men samtidig med at
Mysterierne var i Forfald, blomstrede Farcen,
og c. 1470 fremkom den mesterlige Maistre
Pierre Pathelin, der med uimodstaaelig Komik
og glimrende Humor skildrer den snu Advokat,
som snyder sin Kreditor, Klædehandleren, ved
forskellige Puds. Denne ved brillant
Karakteristik og livfuld Dialog lige udmærkede Farce
er det bedste komiske Drama før Molière;
Forfatteren er hidtil ukendt; det tryktes 1486.
Allerede 1474 opstod en smuk og kraftig
Efterligning, Le nouveau Pathelin. En anden af
Tidens bedste Farcer er La farce du cuvier, der
skildrer en Ægtemands Tyrannisering af
Svigermoder og Kone, indtil denne engang falder i
Vadskekedelen, hvor han lader hende sprælle,
til hun anerkender ham som Herre i Huset.
Ogsaa Sottien florerer og bliver til politisk
Satire; den bedste er Gringore’s Jeu du Prince des
Sotz, opført 1512, der skildrer Ludvig XII’s
Strid med Pave Julius II og med sin Satire
støtter Kongens Sag. Den berømteste Moralité er
Nicolas de la Chesnaye’s Condamnation
du Banquet, der fremkom først i 16. Aarh.; den
skildrer med djærv Humor de personificerede
Levemandslaster (Fraadseri, Kræsenhed,
Drukkenskab o. s. v.) og deres Forfølgelse af
personificerede Sygdomme (Gigt, Mavepine, Apopleksi
o. s. v.), indtil »Diæten« sejrer, og »Banketten«
dømmes til Døden.
Trods heftige Forfølgelser vandt
Protestantismen imidlertid Indpas i F. 1535 forelaa
Olivetan’s protestantiske Bibeloversættelse
med Forord af selve den franske Reformations
Fører Calvin. Den ny Læres Manifest
udgav denne Aaret efter paa Latin og 1540 paa
Fransk: L’institution chrétienne, en heftig
Polemik mod Pavekirken i et skarpt, klart og
overordentlig veltalende Sprog. Og samme Aar
som Bibeloversættelsen udgav François
Rabelais (c. 1495—1553) sin berømte »Gargantua«
efter allerede 1533 at have offentliggjort første
Bog af »Pantagruel«, hvis tre andre Bøger
udkom 1546, 1552 og 1564. Med Rabelais’ vældige
Geni sejrede Humanismen definitivt. Alle Tidens
Brydninger og Nydannelser smeltede sammen i
hans Person. Med en rastløs Foranderlighed er
han snart Munk, snart Vagabond, snart Docent,
saa Læge, Kanonikus, Prof. i Anatomi, saa en
ussel Flygtning, til sidst Sognepræst. Men
under al sin Omflakken dyrker han bestandig sine
humanistiske Studier: Latin, Græsk, Astronomi,
Jura, Naturvidenskaberne og Medicin; han
hader Skolastik og Munkefordummelse, elsker
Frihed og Kundskab. Hans store komisk-satiriske
Roman tager sit Udgangspunkt fra den
eventyrlige Folkebog (om Kæmpen Gargantua,
udkommet 1532 i Lyon), men giver i sit fantastiske
Hylster et storartet Karikaturmaleri af alle
Samtidens Stænder og Sæder, isprængt al hans
encyklopædiske Viden og klassiske Lærdom,
kaad Livsnydelse ved Siden af filos.
Tankedybde. Gargantua, senere »Konge af Utopien«, er
en Kæmpe, som studerer i Paris og udfører
eventyrlige Heltebedrifter; hans Søn, den
humane, milde og retfærdige Pantagruel berejser
hele Verden for at opdrage sig selv, men finder
overalt Overtro, Misbrug, Laster og
Latterligheder. Hans Ven, den fattige Panurge, er en
aandfuld og munter Optimist. Trods Romanens
overlæssede og usammenhængende Karakter,
dens talrige indtil Kynisme plumpe og burleske
Optrin og Udtryk, er den et vidunderlig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
