- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VIII: Fiévée—Friehling /
709

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

frodigt, kraftigt og levende Værk, skrevet i et
energisk og saftigt Sprog, der ganske vist uden
Forskel bruger baade Latinismer og Ord fra
alle mulige Dialekter til sin uhyre farverige
Palet. Rabelais’ stærke og sunde Realisme
overlevede al Samtidens Litt. Han fandt snart
Efterlignere, baade slaviske og selvstændige som
Bonaventure des Feriers (c.
1500—44) og Noël du Fail (1520—91). Den første,
der hele Livet led Nød og til sidst dræbte sig
selv, var klassisk dannet og rettede som skeptisk
Fornægter af al aabenbaret Religion et heftigt
Angreb paa den kat. Kirke (Cymbale du monde),
men har størst Bet. ved sin fortræffelige
Novellesamling Nouvelles récréations et joyeux
devis
. Fail skildrede med sund satirisk
Realisme Bøndernes Liv og Morskab paa sine Godser.
Endelig var Dronning Marguerite af
Navarra (1492—1549), Frants I’s Søster,
Renaissancens og Kalvinismens Beskytterinde, skønt
hun selv blev ved at være Katolik, Forfatterinde
dels af tørre lyriske Digte og Mysterier, dels
navnlig af Novellesamlingen »Heptaméron«, en
direkte Efterligning af Boccaccio, med livlige og
pikante Skildringer af Datidens
galant-letfærdige Liv. — Paa samme Tid fremkom paa
Foranledning af Frants I, der under sit
Fangenskab i Madrid havde lært en berømt, opr. fra
Wales udgaaet Ridderroman at kende, en fr.
Bearbejdelse af denne: Amadis des Gaules
(1540—48), der længe nød stor Popularitet og paa
een Gang var det sidste Udslag af
Middelalderen Ridderbegejstring og tillige — ved sit
erotiske Hovedtema — blev en Forløber for den
moderne Roman.

Renaissancegennembrudet i Poesien dateres
fra 1548, da Joachim du Bellay
(1525—60) udgav den ny Skoles Program: Défense et
illustration de la langue française
. Heri
doceredes Kærlighed til Fransk som et Sprog, der
vel endnu var fattigt, men kun behøvede gode
Skribenter for at oparbejdes til Ligestilling med
Græsk og Latin; endvidere brødes Staven over
hele den ældre fr. Poesi fra Middelalderen helt
op til Marot, og endelig opmandedes der til
kraftigt Studium og Efterligning af de antikke
Digtere; i St f. alle de ældre Digtformer og
dram. Genrer skulde træde Oder, Epigrammer,
Elegier, Satirer (ogsaa ital. Former som
Sonetten) samt Tragedier og Komedier efter
antikt Mønster. Dette Opraab slog ned og vakte
de unge Digteres Begejstring. Den lærde
Humanist Dorat indviede dem i de klassiske
Studier, og under Navnet »Plejaden«
(Syvstjernen), der skulde minde om den aleksandrinske
Bevægelse under Ptolemæerne, dannede de en
Skole med Pierre de Ronsard (1524—85)
som Fører. Hans berømte »Oder« begyndte at
fremkomme 1550 og havde banebrydende Held;
saa stolt og kraftig en Poesi — lige langt fra de
datidige Hofdigteres overfladiske Elegance og
fra prosaisk Flovhed — var hidtil ikke set; den
skæmmes kun af den alt for direkte
Paavirkning af Antikken, der viser sig dels i sproglige
Efterdannelser, som strider mod Aanden i det
fr. Sprog, dels i mangfoldige mytol.
Hentydninger, hvis Lærdom fordrer Kommentar. Ronsard
var en virkelig Digter, hvis Stræben efter
Pindar’s høje Flugt ofte adler hans Poesi, hvor
tung Ballast af lærd Imitation den end fører.
Foruden i Lyrikkens talrige mindre Former,
som han efterhaanden lærte at behandle mindre
lærd, mere folkelig naturligt, forsøgte han
tillige efter Homer’s og Vergil’s Forbillede at
skrive sit Lands Tilblivelsesepopé, men opgav
sin »Franciade« ufuldendt, da den store
Digtform ikke vilde lykkes for ham. — Af Plejadens
andre Digtere blev dens Programforfatter Du
Bellay under et længere Ophold i Rom grebet
af Verdensstadens vældige Storhedsrester og
tillige paavirket af ital. Digtekunst (Petrarca);
han forfattede livsfriske Sonetter, yndige
Landlivsdigte og Satirer, hvorved han berigede
Sproget og uddybede Indholdet. Remi Belleau
(1528—77) overs. Anakreon og var selv en
malerisk beskrivende Naturskildrer; derimod var
Antoine de Baïf (1532—89) en
middelmaadig Poet, hvis egl. Bet. var den, at han forsøgte
at indføre antik Metrik (Kvantitetssystemet) i
Fransk, med hvis indre Bygning den dog slet
ikke lader sig forene. Plejadens dram.
Reformator var Étienne de Jodelle (1532—73), hvis
1552 under stor Begejstring opførte Tragedie
Cléopâtre efter Antikkens Forbillede (Seneca)
har en enkelt, men meget mager Handling og
er inddelt i 5 Akter, der slutter med Kor; endnu
en Tragedie Didon se sacrifiant (efter Vergil)
samt en Komedie Eugène, der i sit Forspil
angriber de gl. Farcer og Moraliteter, var med
Cléopâtre de første Forsøg paa den dram.
Reform, der fortsattes af Jacques Grevin
(1540—70), men med størst Held af Robert
Garnier
(1545—1601), der dels forfattede
regelmæssige Tragedier efter Seneca’s Mønster,
dels skrev et selvstændigt bib. Drama Sédécie
ou les Juives
af stor Værdi samt Tragikomedien
Bradamante, hvori den senere saa vigtige
»Fortroliges« Rolle første Gang forekommer.
Antoine de Montchrestien (d. 1621)
gjorde yderligere Fremskridt og komponerede sine
Tragedier bedre; hans bib. Sørgespil Aman
efterlignedes senere af Racine i Esther; i værdig
og harmonisk Stil behandlede han Maria
Stuart’s Skæbne i sit interessanteste Drama
L’Écossaise. Lystspillets Udvikling fremmedes
ved Pierre Larivey’s udmærkede
Bearbejdelse af ital. Komedier, der i fl. Henseender
øvede Indflydelse paa Molière; af hans 9
bevarede Stykker er det bedste Les esprits. Den
fr. Lystspilkomedie skabtes ved en
Sammensmeltning af den gl. Farcedigtning og den ital.
Komedie. Paa denne Tid var dog Intrigen
endnu monoton og lidet udviklet,
Karaktertegningen plump og alm., uden dybere Skarphed
ell. sjælelig Finhed.

Plejadens Principper og Ronsard’s høje
Anseelse holdt sig Aarh. ud. Det poetiske Sprog
og digteriske Ideal tog Opsving, men Indhold,
Dybde og Skaberevne skortede det paa. De
mange Efterlignere stod tilbage for Ronsard,
de anslog en lettere og elegantere Tone
saaledes som Desportes (1546—1606) og
Bertaut (1552—1611); andre udfoldede Spøg og
Spot f. Eks. Jean Passerat (1534—1602),
der tillige har skrevet friske Naturdigte. Blandt
Ronsard’s Elever indtog Hugenotterne en

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:53:11 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/8/0748.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free