- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VIII: Fiévée—Friehling /
711

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

vendt sig fra den ridderlige Heltedyrkelse til
Hyrdedigtningen. Denne var fra først udgaaet
fra Italien, udviklet i Spanien og fandt nu
Indpas i F. Det milde, idealiserede Hyrdeliv, der
kun beskæftiger sig med sværmerisk Elskov,
kom paa Mode. Honoré d’Urfé (1567—1625)
skrev sin store Hyrderoman Astrée. der vakte
uhyre Bifald og efterlignedes næsten over hele
Europa; herfra kan den moderne Roman
dateres. Men ogsaa i Hyrderomanen var Følelsen
mere formel end inderlig; Kærligheden er
endnu kun et Galanteri — ingen Lidenskab.

Den ital.-sp. Paavirkning viste sig ogsaa i
Dramaet. Renaissancens Teaterreform var ikke
folkelig, men indskrænket til de lærde ell.
adelige Kredse. Folket blev ved at more sig med
Sottier og Farcer ell. over indvandrede ital.
Trupper. Men 1599 indrettede en staaende fr.
Trup sig i Paris i Hôtel de Bourgogne med
Alexandre Hardy (1570—1630) som fast
Teaterdigter. Indtil sin Død forfattede han en
5—600 Dramer, skrevne uden Kunst, for det
daglige Brød, med Hovedvægten lagt paa en
rigt bevæget Handling, hvortil Stoffet toges alle
Vegne fra, ogsaa fra sp. og ital. Noveller. —
Ved Siden af dette Folkedrama, der til de
middelalderlige Traditioner føjede Inddeling i
Scener og Akter, bibeholdt den aleksandrinske
Versform, men opgav Korene, opstod et
adeligt Hofdrama, der svarede til Romanens
Hyrdestil. Théophile de Viau (1590—1626)
skrev 1617 det første Pastoraldrama Pyrame et
Thisbé
, hvori den søgte Stil og sproglige Svulst
allerede er kendelig (til den fr. »preciøse« Stil
svarer Italienernes Marinisme, Spaniernes
Gongorisme, Englændernes Euphuisme). Jean de
Mairet
(1604—86) naaede højere med sine
to Hyrdedramer Sylvie og Silvanire ou la morte
vive
; i Fortalen til det sidste opstiller han for
første Gang Kravet paa de tre
pseudo-aristoteliske Regler: Handlingens, Tidens og Stedets
Enhed. Herefter udgav han 1634 den første
virkelige Tragedie i den senere Klassicismes Stil:
Sophonisbe, der vandt saa overordentlig
Berømmelse, at ikke engang Corneille kunde
fortrænge den fra Scenen.

De store Digteres Gennembrud forberedtes
yderligere ved Richelieu’s litterære
Bestræbelser. Den store Statsmand, der havde knækket
Adelens Magt og befæstet det absolutte
Monarki, greb ogsaa ind i Litt.: dels ophjalp han
Skuespillerstanden og vilde selv optræde som
dram. Forf., ganske vist med 5 Poeter som
Medarbejdere, dels stiftedes 1635 under hans
Protektorat det fr. Akademi, hvis Maal og
Opgave var at hæve det fr. Sprog, at rense det
og fastslaa de enkelte Ords rette Anvendelse.
Chapelain (1595—1674), der var Arvtager
af Malherbe’s Principper, og Vaugelas
(1585—1650), der paabegyndte Redaktionen af
Akademiets fr. Ordbog, var især delagtige i
Planens Gennemførelse. Det fr. Akademi fik dog
ingen gennemgribende Bet. for Litt., hvis
største Digtere og Tænkere det for en stor Del ikke
havde til Medlemmer, men var en Art
Højesteret for den sprogrensende Regelrethed, som i
saa lang Tid skulde sætte Grænser for Litt.’s fri
Udvikling.

Til Richelieu’s Digterkreds hørte en kort Tid
F.’s første store Klassiker Pierre
Corneille
(1606—84), der allerede havde ladet opføre
en Del Lystspil og en enkelt
Tragedie-Bearbejdelse efter Seneca (Medea), da han 1636 med
le Cid vakte en saa stor Begejstring, at den
klassiske Tragedies Fødsel regnes fra dette
Værk. Tiden fandt heri sit Ideal: en romantisk
ridderlig Villiekraft, ædel Tankegang, Konflikt
mellem Elskov og Ære, Tilbøjelighed og Pligt,
store stolte Karakterer, der udtaler sig i et
højt, heroisk lidenskabeligt Sprog. I sine bedste
Tragedier — Horace, Cinna og Polyeucte
samt i Komedien Le menteur, der betragtes som
F.’s første klassiske Lystspil, fuldkommengjorde
Corneille sin dram. Stræben og fæstnede sit Ry.
Helt nøje overholdt han ikke de af Akademiet
dekreterede Regler for de 3 Enheder, men
bevægede sig mest noget friere, hvad Handlingens
Sted angaar. Det antikke Teater var vel hans
egl. Mønster, men samtidig tog han dels sit Stof
fra den sp. Scene, dels i kristelige og hist.
Motiver. Hans dram. Digtnings Hovedegenskab er
de heroiske Karakterers Villiestyrke, der altid
retledes af Fornuft og Logik; Villien triumferer
over Lidenskaben, Ræsonnementet overvinder
Følelsen; Sprogets veltalende Magt giver
Udtryk for store universelle Ideer og heltemæssig
Etik. Ved Siden af Corneille arbejdede en Rk.
ringere Forf. for Scenen: Georges de
Scudéry
(1601—67), der efterlignede de sp.
Dramer ved overraskende, spændingsrig Handling,
Tristan l’Hermite (1601—55), La
Calprenède
(1610—63), Pierre du Ryer
(1600—58) og Thomas Corneille
(1625—1709). Betydeligere end disse var Jean de
Rotrou
(1609—50), der først skrev i Hardy’s
Manér og efterlignede Lope de Vega, men ved
Corneille’s Indflydelse naaede til at frembringe
et Par Tragedier, som vidner om hans ægte
Talent, der desværre tidlig kuedes af Nød og
Modgang.

Allerede før Midten af 17. Aarh. var Hôtel
de Rambouillet ophørt at være toneangivende,
som Centrum for den finere litterære Smag;
men adskillige andre Saloner fortsatte og
udviklede de preciøse Bestræbelser, den
kunstlet-galante Affektation. Især samlede der sig en
Modekreds om Madeleine de Scudéry
(1608—1701), der opnaaede stor Berømmelse for
sine talrige historisk-galante Romaner. Smagen
for Hyrderomanen var nemlig afløst af en
Forkærlighed for eventyrlige Hændelser; ideale
Prinser og Prinsesser traadte i St f. Hyrder
og Hyrdinder. I endeløse flove og sværmerisk
forskruede Romaner skildres Tidsbegivenheder,
Slag, eventyrlige Rejser og Oplevelser, hvori
indflettes lange Selskabskonversationer og
Maskeportrætter, der kan have Værd som
Tidsbilleder. Foruden af Scudéry dyrkedes den
heroiske Roman af Gomberville (1600—74)
og La Calprenède. Som Reaktion mod
denne sværmerisk idealistiske Roman opstod en
realistisk med komisk og parodierende Tendens
Saaledes skrev Charles Sorel (1599—1674)
fl. komiske Romaner, hvoriblandt Le berger
extravagant
under Paavirkning af Cervantes’
Don Quijote var en Parodi paa

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:53:11 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/8/0750.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free