Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hyrderomanerne. Cyrano de Bergerac (1619—55) skrev
satirisk-fantastiske Utopiromaner (senere
efterlignede af Swift, Voltaire og Holberg [»Niels
Klim«]). Paul Scarron (1610—60) gjorde sig
lystig over den heroisk-galante Romanlitteratur
i et burlesk Epos Typhon, men fik navnlig Bet.
ved sin Roman comique (1651—57) som den
første livlige Romanrealist inden Lesage. Ogsaa
Antoirie Furetière (1620—88) skrev en
interessant realistisk Roman, hvori han dels
skildrer Smaafolks Liv i det daværende Paris,
dels satiriserer over det preciøse Pedanteri.
Samtidig med den klare logiske Rationalisme,
som Corneille indførte i den dram. Poesi,
fremkom paa Tænkningens Omraade en
epokegørende Nydannelse: Descartes’ (1596—1650)
Discours de la méthode, pour bien conduire la
raison et chercher la vérité dans les sciences
(1637) blev Grundlaget for den moderne, mat.
stringente Filosofi og er desuden det første
klassisk fuldendte Prosaværk i fr. Litt. Blaise
Pascal (1623—62), der var aandelig beslægtet
med Descartes, en skarp Tænker og dog dybt
religiøs, forsvarede i sine Lettres provinciales
Jansenismen mod Sorbonnen, stillede den
praktiske Kristendoms Livskrav og angreb
Jesuitternes slappe Moral med skarp Ironi og
knusende Kritik. I sine Pensées vilde han bevise
Kristendommens Sandhed og Storhed. Begge
disse Værker, der er skrevne i mesterlig klar
og afrundet Prosa, fik ved deres dybe og rige
Tankekraft stor Indflydelse paa Molière,
Voltaire og Encyklopædisterne.
Da Ludvig XIV ved Mazarin’s Død 1661
overtog Regeringen, var den fr. Klassicisme paa alle
Omraader indvarslet og allerede delvis
krystalliseret. Nu var Le grand siècle inde, der ganske
koncentrerede sig om den enevældige Monark
og hans Hof. De almene Ideer havde vundet
fast og begrænset Form, Sproget var
regulariseret, Digtningens Metode afpasset efter Smagen
for det høviske, sunde, klare, regelrette. En
Mængde lyse, fornuftige Hoveder bidrog
yderligere til at fastslaa en rationalistisk Poetik, der
efterhaanden maatte stivne i konventionelle,
livløse Former. Men den fr. Aand florerede
foreløbig længe og hævdede F.’s Overlegenhed i
hele Europa. Nicolas Boilleau (1636—1711)
skrev Klassicismens Ars poetica, ikke saaledes,
at han foreskrev Digtekunsten ny Maal og Veje,
— han nøjedes med at kritisere den
foreliggende Litteratur og af den at uddrage Teorierne
for den gode Smag, at fastsætte de poetiske
Principper, som allerede havde sejret og
yderligere skulde vinde ny Sejre; Middelalderens
Litt. kendte og forstod han ikke; som
»Parnassets Lovgiver« skrev han nærmest kun om og
for sin Samtid, hvis store Repræsentanter
(Corneille, Racine, Molière, Lafontaine) han
hævdede paa Bekostning af de lavere, svulstige og
preciøse Forfattere. Netop fordi hans Teorier
kun satte den Praksis i System, som alle
Klassicismens største Digtere øvede, holdt hans
Poetik sig saa længe, selv efter at Tiden og
Udviklingen egl. var løben fra dem og den
aandelige Frigørelse fuldbyrdet.
Med Molière (1622—73) naaede den fr.
Komedie ikke blot en klassisk, men en universel
Fuldkommenhed, som ikke senere er naaet. Han
blev den udødelige Skaber af det moderne
Lystspil og den moderne Karakterkomedie. Sin
Ungdom og Manddom udviklede han paa een Gang i
Teatrets og Livets Skole; som Skuespiller og
Dramaturg ved en omrejsende Trup erhvervede
han sig Kendskab til alle Teaterformer, tog sit
Stof overalt, hvor han fandt det, hos rom., ital.,
sp. og fr. Forgængere. Da han 1658 endelig fik
Indpas med sin Trup i selve Paris, hvor
Kongens Gunst førte ham frem og holdt ham oppe,
havde hans Geni gennemgaaet Vandreaarene,
Scenens og Livets Forskole, og en Række
uforgængelige Mesterværker opstod, vekslende
mellem den kaadeste Farce, den dybeste
Sjælekomedie og det skarpeste Satiredrama.
Molière’s Bet. er en tredobbelt. I Fortsættelse af
Antikkens Lystspil (Plautus) og den ital. Commedia
dell’ arte samt med Laan fra den ældre, fr.
Farce og Fableau udviklede han
Intrige-Lystspillet og den blotte Underholdningsfarce til en
glimrende kaad og vittig Genre med levende
Mennesker i St f. staaende Typer (L’étourdi, Le
dépit amoureux, Le mariage force, Le médecin
malgré lui, Georges Dandin, Les fourberies de
Scapin, Le malade imaginaire o. fl.), med langt
smidigere Elegance i Bygningen og træffende
Vid i Karakteristikken, der vel kan indeholde
Satire — f. Eks. hyppig imod Lægekunstens
Humbug —, men dog er »blot til Lyst«.
Derimod rettede Molière direkte sine Angreb mod
Samtidens Svagheder, Hykleri og Affektation, i
en anden Rk. Lystspil, der saaledes bliver
comédies de mœurs; i Les précieuses ridicules og Les
femmes savantes gav han »preciøs«
Kvindeaffektation og Pedanteri Dødsstødet og opstillede i
det sidste som Modsætning et Mønster paa sand
og ædel Kvindelighed; i L’école des maris og i
L’école des femmes viser han de skæbnesvangre
Følger af fejlagtig Opdragelse af unge Piger,
hvis Natur sejrrig bryder igennem al kunstig
Dressur og Tvang; i Don Juan drager han
gennem glimrende Karakteristik og med overlegen
Ironi den yderste Konsekvens af den adelige
Libertiners erotiske Umættelighed. Ud af og op
over denne aandfuldt og skarpt satiriserende
Genre rejser sig endelig Molière’s
monumentaleste Værker — La haute comédie — den
grandiose Karakterkomedie, hvori Digteren med den
fineste sjælelige Analyse fordyber sig i Studiet
af den enkelte Karakter, som han skildrer med
mesterlig, til alle Tider gribende Psykologi (Le
Tartuffe, Le misanthrope, L’avare).
I Tragedien fik Corneille i Racine
(1639—99) en yngre Medbejler, der endnu strengere
holdt sig den klassiske Poetik efterrettelig og
imødekom Hofsmagen. Racine uddybede og
forfinede i sine Tragedier den psykologiske
Karakteristik, skildrede især sine Kvinder med
Kendskab til Hjertets inderste Rørelser og gav et
fint og følelsesfuldt Billede af sin aristokratiske
Samtids ædle, men noget skruede Tænke- og
Følemaade. Hans Sprog og Versifikation ejer
den mest fortryllende Blødhed og Ynde. Med
Racine kulminerede den fr. Tragedie; hverken
hans Konkurrenter ell. Efterlignere ydede noget
af blivende Værd; den bedste iblandt disse er
Campistron (1656—1713), hvis effekt- og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
