Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Skepticismen banede Vejen for Oplysningens
Forfattere. Den overfladisk paradoksale
Fontenelle (1657—1757) benægtede den absolutte
Sandhed og populariserede Galilei’s, Descartes’,
og Kopernikus’ Naturlære, ligesom han i Striden
mellem de gamle og ny tog Parti for de nyere
Strømninger imod Ludvig XIV’s Tidsalder.
Ogsaa Houdart de la Motte (1672—1731)
optraadte imod Klassicismen, mod de tre dram.
Enheder, Tragediernes lange Fortællinger og
forlangte — efter det eng. Teater — mere
Handling paa Scenen; men hans egne Stykker
manglede varigt Værd. Hertugen af Saint-Simon
(1675—1755) drog i sine Memoirer strengt til
Felts imod Absolutismen og Dekadencen under
Ludvig XIV, ja selv F.’s sidste store
Kirkeprædikant Massillon (1663—1742) tog til Orde
mod Enevælden og forkyndte de ny politiske
Ideer, at Kongen burde være Folkets øverste
Tjener og selv staa under Loven. Endelig kom
Abbed de Saint-Pierre (1658—1743) endog
med positive Reformforskrifter, foreslog at
afskaffe Krig og indføre en Fællesdomstol til at
bilægge alle Stridigheder mellem Folkene, at
indskrænke den kgl. Magt og vælge raadgivende
Korporationer, ja fremsatte paa næsten alle
sociale og politiske Omraader moderne
Reformforslag; saaledes fandtes i hans daarlig skrevne
og nu glemte Skr næsten alle de Ideer, som
senere Montesquieu, Voltaire og Rousseau
udbredte.
Den ny politiske, aandelige og litterære
Bevægelse modtog en voldsom Paavirkning fra
England, hvor en praktisk Rationalisme
prægede alt og alle — Filosoffer, Naturforskere,
Digtere og Moralister. Locke og Newton var
Positivismens, den ædruelige Erkendelses og
sanselige Iagttagelses Forkyndere. Mange af F.’s mest
fremragende Mænd opholdt sig kortere ell.
længere i England, hvis sunde, borgerlige,
moraliserende Reformideer de førte hjem med sig.
Med eng. Tidsskrifter og Teaterstykker som
Forbillede forsøgte man at moralisere gennem
Presse og Scene. Saaledes lod Destouches
(1680—1754) det belærende Element være
fremtrædende i sine Lystspil og vilde forbedre
Sæderne ved at le. Marivaux (1688—1763)
udgav efter eng. Mønster tre moralske Tidsskrifter
og skrev talrige fine, men psykologisk smaalige
og maniererte Lystspil, hvori det rørende
Element hist og her stikker frem, som senere hos
Nivelle de la Chaussée (1692—1754)
finder sit borgerlig-rørende Udtryk i en Art
»Grædedrama« (comédie larmoyante).
Nogle Digtere vedblev endnu at hænge ved 17.
Aarh.’s Klassicisme, saaledes Jean Baptiste
Rousseau (1670—1741), der længe gik for at
være en stor Lyriker, men kun var en kold og
kyndig Rimsmed uden Fantasi og Begejstring.
Crébillon den Ældre (1674—1762) gik i
Corneille’s Forspor og dannede i Tragedien et
Overgangsled til Voltaire. Louis Racine
(1692—1763) gik ud fra Pascal og søgte at
bevise Kristendommens Sandhed ved
Fornuftgrunde i et religiøst-didaktisk Digt La religion.
Uden nogen ældre ell. yngre Tendens og
uberørt af den kritisk-moraliserende Tidsaand
opstod i Lesage (1668—1747) en virkelig
objektiv Romanforfatter, der fik universel Bet. i
Romanens Udviklingshistorie; paavirket af den sp.
Romanlitteratur giver han i Le diable boiteux
og Gil Blas friske, livssande, psykologisk fine og
karakteristiske Tidsbilleder, hvis muntre Lune
er ganske tendensfrit. Hans ypperlige
Prosalystspil Turcaret var Tidens bedste Komedie.
Marivaux skildrede i sine Romaner
Mellemklassernes sunde Levemaade og fik Indflydelse paa
den eng. Roman (Richardson og Fielding).
Prévost d’Exiles (1697—1763) oversatte
Richardson’s Romaner og skrev selv en Række flygtige
Romaner, hvoriblandt Manon Lescaut opnaaede
Berømmelse for sin klare og natursande
Skildring af erotisk Drift og Lidenskab. Ellers er
den frivole, slibrig-pikante Roman paa Moden,
dyrket bl. a. af den yngre Crébillon
(1704—77), af og til endog af Oplysningstidens bedste
Mænd (f. Eks. Voltaire). — I Lystspillet holdt
Alexis Piron (1689—1773), tillige Forfatter
af Epigrammer og Tragedier, sig til Traditionen
for den muntre Karakterkomedie og havde
særlig Held med La métromanie, der gør sig lystig
over Tidens Mani for at digte. Ogsaa Gresset
(1709—77) skrev en god Komedie (Le méchant),
men er dog mest kendt for sit yndefulde, fint
satiriske Digt om Papegøjen »Vert-Vert«’s
Opdragelse og Eventyr bl. Nonner og Matroser.
En objektiv, hist. videnskabelig
Samfundsreformator opstod i Montesquieu (1689—1755),
der lidenskabsløst og saa vidt muligt upartisk
studerede Samfundets Historie. Lovenes Væsen
og Bet., efter først i livlig satirisk Brevform at
have berørt alle det fr. Samfunds Brøst og
Mangler (Lettres persanes). I sit klassisk
beherskede og helstøbte Værk Esprit des lois, der
omhandler Lovenes Forhold til de tre
Regeringsformer: Republik, Monarki og Despoti,
erklærer han den eng. Forfatning for sit Ideal,
bekæmper religiøs Intolerance, Inkvisition,
Tortur og Slaveri, men er paa andre Omraader
moderat og konservativ — billiger f. Eks.
Adelsprivilegier. Montesquieu’s Opfattelse af Statens
og Samfundets Udviklingshistorie og af de
sociale Opgaver fik banebrydende Bet. for alle
Reformideerne, om end hans Mangel paa
Fanatisme lagdes ham til Last af de senere
Revolutionsmænd. Derimod synes alle Tidens Ideer og
Tendenser, al Gæring, Protest, Kritik og
Revolutionstrang at koncentrere sig i Voltaire
(1694—1778) som i et flammende Brændpunkt af
Famatisme. Sluppet ud af Jesuitternes Skole,
tidlig udviklet til rationalistisk Had imod
Oplysningens Fjender var han straks i sine første
digteriske Forsøg Tendensskribent, fik for sin
Satire over Regerings- og Præstevælde og
Adelsprivilegier Bastille og politisk Forfølgelse at
føle, maatte ty til England, hvis Litt., Stats- og
Samfundsforhold han optog i sin Aand, tillige
med Pope’s Deisme, der svarede saa godt til
hans egen rationelle Natur. Med en vidunderlig
Energi, en smidig Spændstighed, en praktisk
Foretagsomhed og en aldrig plumret Klarhed i
sin stærke, tankelysende Hjerne tumlede han
sig gennem et langt Liv i alle
Oplysningskampens talløse Skærmydsler. Han var en
Revolutionens Blænker og Spion, der med Vold ell. List
overrumplede sin Fjende, aldrig trættedes i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
