Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bundet af den klassiske Tradition, brød endelig
overtvært og gav i Fortalen til sit berømte
Drama Cromwell (1827) den ny Skole dens
Program og blev dens beundrede Chef med det
samme. Hugo fandt Romantikkens Grundtanke
i Digtningens og Livets Enhed: Alt hvad der
er i Naturen, er i Kunsten! Det karakterfulde
— ligegyldigt, om det er skønt ell. grimt —,
det natursande skulde Digteren skildre, og
Stoffet hentes fra alle Egne og Tider.
Denne digteriske Revolution avlede en frodig
svulmende Rigdom saavel af Lyrik som af
Dramaer og hist. Romaner. Sproget optog i sig
gl. Dialektord ell. Nydannelser, Versbygningen
blev friere og mere skødesløs. Men
Bestræbelsen for karakterfuld Psykologi udartede ofte til
plump og vreden Særhed, Lidenskaben til
gyselig Vildskab, Emnerne valgtes med
Forkærlighed gruopvækkende og blodige. De unge
Digtere sluttede Kreds om Hugo og dannede den
litterære Klub Le Cénacle. De harmfulde
Klassicister søgte forgæves at latterliggøre og standse
de »romantiske Barbarier«; Opførelsen af
Cromwell hindrede de, men 1830 vandt Hernani en
glimrende Sejr paa Théâtre français, skønt
Modstanderne endog havde ansøgt Kongen om at
lukke Teatret for de romantiske Dramaer.
Baade i Hernani og endnu mere i fl. af sine flg.
Stykker forfaldt Hugo til alle Haande
Rædselseffekter og umenneskelig og uhistorisk
Persontegning. Derimod frembragte han paa Lyrikkens
Omraade et Væld af straalende og dejlige
Digte, der naaede den højeste Fuldkommenhed
saavel i Formens Farvepragt som i Indholdets
Styrke og Varme. Digterens Genialitet viser sig
ogsaa i hans vældige hist. Roman Notre-Dame
de Paris og langt senere i den storslaaede
sociale Roman Les misérables; snart sagt paa alle
Felter gik han i Spidsen og skabte ny
Kunstformer. Fra troende Royalist udviklede han sig
til Tvivler og fanatisk Fremskridtsmand, der
maatte leve landflygtig under hele det andet
Kejserdømme.
Det romantiske Drama var navnlig inspireret
af det Shakespeare’ske. Alfred de Vigny
(1799—1863) gjorde sig fortjent ved den første
fuldt tilegnede Overs. af Shakespeare
(»Othello«) og var selv en fremragende talentfuld
Digter, der baade i Lyrik, Drama og hist.
Roman — Cinq-Mars efter Scott’s Forbillede —
ydede udsøgt Kunst af en fornem og følelsesrig
Art, der kun lidet hjemfaldt til de romantiske
Udskejelser. I Alfred de Musset
(1810—57) havde Romantikken sin fineste og
eleganteste Erotiker, der forener en vidunderlig
intensiv Skønhedssans med tungsindig Livslede,
Trods og Fortvivlelse med Ynde og Sødme.
Han er paa een Gang Libertiner og Drømmer.
I hans Digte og Noveller, men især i
Dramaerne og Proverberne, har Romantismens Poesi
fundet sit mest sensitive lyriske Udtryk i en
Fantasiverden, der virker levende som en Drøms
maaneskinsklare Visioner. I Confessions d’un
enfant du siècle, skildrede han sin egen
Ungdoms Længsler og Udskejelser som typ. Udtryk
for sin Generations ideelle og erot. Skuffelser.
Tidligst var Charles Nodier
(1783—1844) Fører for den unge romantiske Skole;
opr. skrev han sværmeriske Romaner under
Rousseau’sk Paavirkning, men fra dens første
Beg. af sluttede han sig til den ny Bevægelse;
som udmærket lærd Sprogkender skabte han sin
særegne Stil af en mesterlig smidig og
farveblinkende Art med et ejendommelig lunefuldt
fantastisk Sving. Allerede forinden havde den
ny fr. Prosa i den ædruelig liberale, borgerlige
Pamfletist Paul Louis Courier (1772—1825)
faaet tilført en hellenisk klar og aandfuld
Fornyelse. Af Romantikkens ivrigste
Forkæmpere maa fremdeles nævnes Brødrene
Deschamps, som ved deres Overs. (Shakespeare,
Schiller, Goethe, Dante, Petrarca, Manzoni) og
ikke mindst ved kritisk og personlig Agitation
ansporede den unge Skole, Gérard de
Nerval (1808—54), Faust-Oversætter og selv
paavirket af den tyske Lyrik, den
mystisk-melankolske Lamartine-Elev Laprade (1812—83),
den af tysk Filosofi paavirkede Edgar
Quinet (1803—75), Auguste Brizeux
(1806—58), Ludovic Vitet (1802—73), der
forfattede en Række udmærkede, hist. farvetro
Læsedramaer fra Liguens Tid, Sainte-Beuve
(1804—69), der i sine Ungdomsdigte realiserede
Versifikationens romantiske Frigørelse, men fik
langt større Bet. som Skolens mest fremragende
Litterærhistoriker og Kritiker, der nedlagde sin
skarpe og aandfulde psykologiske Iagttagelse i
en lang Række formfuldendte Monografier og
litterære Causerier, samt Théopile
Gautier (1811—72), der var en begejstret
Tilhænger af Hugo og udviklede sin Stil i Lyrik,
Roman, Drama og Kritik, til en farveprægtig
Formskønhed og en funklende Billedrigdom,
som fik en talrig Skare Efterlignere. Til det
romantiske Gennembrud hørte endelig ogsaa den
ældre Dumas (1803—70), der samtidig med
Hugo dyrkede det hist. Drama med effektfuld
hist. Kolorit, men hvis kolossale
Fantasibegavelse siden overproducerede sig i en Syndflod
af spændende Romanrækker, der udartede til
en Feuilletonfabrikation, som en Mængde Forf.
deltog i ell. efterlignede (Eug. Sue, Soulié,
P. Féval o. fl.).
Jævnsides med Romantikken banedes der ny
Veje i filos. og hist. Forskning. Victor
Cousin (1792—1867) uddrog af sine Studier i
den tyske Filosofi (Kant, Fichte, Hegel) en
Eklekticisme, hvis absolutte Ideer om »det
skønne, det sande og det gode« han docerede
med stor Suffisance. Guizot (1787—1874)
indførte i Historieskrivningen den samme
Doktrinarisme og konstruerede Historien efter givne
filos. Ideer, ligeledes Mignet (1796—1884),
der dog samtidig stræbte efter upartisk
Fremstilling, og Michelet (1798—1874), hvis
Frankrigshistorie er affattet med overordentlig
demokratisk Varme og lyrisk bevæget
Livfuldhed, men uden indre Klarhed ell. Sandhed. Den
objektivt beskrivende Metode i
Historieskrivningen var grundlagt af Barante (1783—1866)
og anvendtes fremdeles af Sismondi
(1773—1842), der drev Kildestudier med fortræffeligt
Resultat, Augustin Thierry (1795—1856),
der skrev mesterlig dram. og aandfuldt og dog
paa logisk Basis af Kildestudier, Thiers
(1797—1877), hvis livlige og stærkt detaillerede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
