Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
halvnøgne kvindelige Væsener, Coypel’ernes
nydelige Gudinder og Nymfer, der titter skælmsk
og kælent frem oppe paa Lofts- og
Kuppelbillederne, var let idealiserede Udgaver af
Datidens graciøse Hofdamer. Allerede i
Watteau’s spirituelle Kunst havde Régence-Tiden
faaet sit fineste og vægtigste Udtryk: »de
galante Festers Maler« [1684—1721;
»Indskibningen til Cytheres Ø« 1717]; Maleren for les
curieux havde tilført F.’s Kunst nyt Liv gennem
Paavirkningen fra Flamlænderne (Rubens etc.,
idet han sluttede sig til »Rubinisterne«: Gillot
m. fl.); i et let idealiserende Tilsnit og med stor
malerisk Dygtighed havde han fremstillet sin
Tids fr. Selskabsliv i Hyrdescenerne
(Efterfølgere: Lancret, Pater). Rubensk Indflydelse
gjorde sig gældende i Lemoine’s dekorativt
holdte Kunst, der atter førte over til Boucher’s
(»Gratiernes Maler«); til dennes mange Elever
hørte ogsaa en glimrende Malerbegavelse som
den ret frivole Fragonard. Flinke
Portrætmalere var Nattier (der gav den rette
Louis-Quinze-Dametype), L. Tocque, Perroneau og den
livssprudlende la Tour, der udmærkede sig i den
nys opkomne Pastelteknik. J. Vernet gav i sine
maleriske Prospekter, H. Robert i sine Ruiner
Udtryk for Tidens Romantisme (Rousseau). —
Uviljen mod de fine Stænders raffinerede og
kælne Kunst gav omsider et kraftigt
Tilbageslag; Diderot foreholdt den Mangel paa Dybde,
Forfald i Smagen, han blev Talsmand for en
Nyttekultur med borgerlige, moraliserende
Tendenser; hans Aandsretning repræsenteredes i
Kunsten af Greuze, hvis sødlige Kunst vil
belære og taler højt om tredie Stands Dyder.
Enkelt og jævnt gengav den udmærkede
Chardin den lille Borgers stille Verden i
farveskønne Værker, og han gav Stillleben-Stykket,
der med Held var dyrket af Desportes og
Oudry, ny malerisk Fylde.
Med Revolutionen var det ganske ude med
l’ancien régime’s galante, graciøse Kunst; dens
Smil maatte vige for Nyklassicismens
Alvorsmine. Den Bølge af Begejstring for
Antikken, der med Fundene fra Pompeji,
Winckelmann’s Skr, Caylus og Hamilton’s Recueils
d’antiquité etc. bredte sig ud over
Kulturlandene, og som alt tidligere havde forfrisket F.’s
Kunst (Mme. Vigée-Lebrun, Vien m. fl.),
skyllede nu ganske 18. Aarh.’s Traditioner bort med
sig, og tilbage stod et nyt Kunstens Land, hvor
rom. Borgerdyd, mandig Strenghed og
republikansk Frihedsaand var de herskende Kræfter.
I J. J. David (1748—1825) legemliggjordes
Revolutionens Kunstideal; med »Horatiernes Ed«
(1784) havde han allerede revolutioneret
Kunsten. Denne klassicistiske Kunst, der med alt sit
ny dog knyttede Forbindelsen med tidligere fr.
Kunst (Lebrun), og som snart lydig bøjede sig
ind under Napoleon’s Scepter og forherligede
hans Magtudfoldelse, beherskede med David
som Diktator, omgiven af Hundreder af Elever,
ganske F.’s Kunst indtil c. 1820. En reliefagtig
Komposition med strenge »klassiske« Linier, et
plastisk Fremstillingssæt, der ofte forsømte det
maleriske, et aandeligt Indhold, der krævede
den »store« Historie (Mytologi, Allegori etc.) og
ringeagtede Kunstens landskabs- ell.
genremæssige Fag, en retorisk, deklamatorisk Stil, der
let forfaldt til hul Patos, men dertil et ihærdigt
ærligt Naturstudium (af det menneskelige
Legeme), der gav den flg. fr. Kunst et uvurderligt
Grundlag og ofte frembragte ypperlig
Portrætkunst — det var denne Kunstperiodes
Kendetegn. Foruden af mindre Aander inden for
David’s Elevkreds, som Abel du Pujol etc., bares
denne akademiske Retning frem af Malere som
Gérard, Familien Bonaparte’s Hofmaler, den
betydelige J. A. Gros, Napoleon’s berømte
Slagmaler, der med sine Orientbilleder, sit
fantasifulde og gribende »De Pestsyge i Jaffa« viser ud
over David’s Kunst hen imod en mere
følelsesbaaren malerisk Retning, Girodet, delvis en
Forløber for Romantikken, samt Guérin, der,
staaende uden for David’s Kreds, med sin
teatralske Kunst fulgte de samme Spor. — Med
Restaurationen kom der nyt Liv i F.’s Kunst. Den
David’ske Kunst, der i Beg. med sin
Frihedsbegejstring havde varslet om rige Muligheder, var
efterhaanden forstenet til et akademisk
Receptmaleri, fjendtligt mod alle Fremskridt; i
Stilhed var enkelte Kunstnere gaaede deres egne
Veje, som Boilly, der ædruelig og beskedent
skildrede Hverdagslivets Smaabegivenheder,
Drolling, Granet, C. Vernet; men Gennembrudet
skete først med den romantiske Skoles
Sejr. Til Forløbere havde denne Retning
Malere som Gros og Prud’hon, i hvis ypperlige
Kunst (første større Arbejde: »Retfærdigheden
og Hævnen forfølger Forbrydelsen«, 1808) der
endnu stikker noget af 18. Aarh.’s Gratie, men
forædlet gennem Paavirkning fra og
Aandsslægtskab med lombardisk Kunst (Correggio,
Lionardo da Vinci), en Kunst, der med sit
maleriske Clairobscur og sin kvindelige bløde
Ynde staar ensom i sin Tid. De romantiske
Malere var lidenskabelig frihedsbegejstrede unge
Mænd, der hadede den politiske Reaktion, stod
i nøje Vekselvirkningsforhold til den romantiske
Digterskoles Gennembrudsmænd (V. Hugo etc.)
og stillede sig det til Opgave paa deres,
Kunstens, Omraade at gennemføre Jeg’ets Ret, det
enkelte Individs Frihed for alle akademiske
Kunstreglers Tyranni og Formalisme; Maleriet
skulde være Mediet for Sindets glødende Lyrik,
for den højeste Lidenskab, Kunsten skulde ikke
give det formskønne, men det karakteristiske,
selv om dette var hæsligt ell. rædselsvækkende
i sin Uhygge: ikke Linier og Tegning, men
Farve, ikke plastiske Attituder, men livfuld
Bevægelse, ikke en korrekt afvejet Komposition, men
en naturlig, til Emnets Karakter svarende
Anordning. Litterært anlagt, som denne
Malerskole var, hentede den ofte sine Emner fra
Litteraturen; særlig Goethe og Shakespeare
inspirerede dens Værker, ogsaa Byron, W. Scott etc.,
i malerisk Henseende fik endvidere
Paavirkningen fra eng. Kunst (gennem Bonington)
Indflydelse, dog især de venetianske Koloristers og
Rubens’ Kunst. Gérieault blev med sin
»Rytterofficer«, sit kolossale Billede »Medusa’s
Skibbrud« (1819) delvis Foregangsmanden. E.
Delacroix blev Retningens geniale Fører, en
Farvernes Digter og Musiker. I de
farveglødende, lidenskabelig bevægede »Dante og Vergil i
Underverdenen« (1822) og »Blodbadet paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>