Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Chios« (1824), der vakte lige saa megen
Forargelse hos de Ældre som Begejstring hos de
Unge, gav han den ny Skoles Program, og han
fortsatte sin Virksomhed, der var baaret af en
flammende Lyrik, en Rubensk Kraft og en
Subjektivitet, som trodsede alt hævdvundet, i en
lang Række Værker, hist., orientalske, religiøse
etc., heriblandt en Del Monumentalmaleri
(Palais Bourbon, Louvre o. fl. St.). Medens den
romantiske Retning iflg. dens subjektive Natur
ikke var egnet til at danne en fast sluttet Skole
med stærkt udtalt Fællespræg (bl. a. Sigalon,
L. Boulanger, E. Dévéria, I. B. Isabey, Diaz,
Landskabsmaleren Huet, Marinemaleren Gudin
hører nærmest til dens Partimænd) og ofte
ydede sit bedste i Illustrationer, levede den
længe som en kraftig virkende Tendens. Nær
til den sluttede sig Ary Scheffer og Decamps,
Scheller (Hollænder af Fødsel) med sin ret
sentimentale Kunst, Düsseldorferen bl. de fr.
Malere, — Decamps med sin mesterlige Farveteknik,
der særlig kom til Orde i hans Orientbilleder, et
Emne, der, stærkt paa Mode i Romantikkens
Dage, ogsaa senere, særlig i koloristisk
Henseende (Sollyset), har bragt F.’s Kunst store
Triumfer (H. Vernet, Bida, Biard, Marilhat, G.
Doré, den betydelige Kolorist Fromentin
[1820—76], Regnault, Cormon, Guillaumet, Dinet etc.).
— I Ingres (1781—1867) fik den af
Romantikerne bekæmpede akademiske Retning en
betydelig Repræsentant. Med sit overlegne
Herredømme over Kunstens Midler, sin eminente
sikre Tegning, sin Læggen Vægt paa Liniespillet,
sin Efterligning af Renaissancemestrenes
Formsprog og sin Alsidighed i Emnevalg gav han
den klassicistiske Kunst nyt Liv og skabte en
Tradition; med Rod i Nationens formale Evne
har den holdt sig op til Nutiden og har med den
grundige Indøvelse i Studiet af det
menneskelige Legemes Former særlig bidraget til at
sikre fr. Kunst en fremskreden Plads mellem
Nationernes, medens den paa den anden Side
med sin alt for store akademiske Korrekthed
ofte har forledet til Indholdstomhed og Kulde
(som hos Ingres selv) og til udvortes Bravour.
Til Ingres’ Elevkreds hører først og fremmest
den i sin Tid saa forgudede H. Flandrin, der
særlig fik Bet. for Udviklingen af F.’s religiøse
Maleri, endvidere Mottez, Chenavard (»den fr.
Cornelius«), L. Bénouville; Chassérieau staar
ogsaa i Gæld til Delacroix’s Kunst. Med Navne
som Cabanel (Salonklassikeren), Bouguereau,
Lefebre, É. Delaunay, der særlig efterligner de
primitive bl. Renaissancekunstnerne, Le Roux,
H. og E. Lévy, Gervex etc. kan denne Retning
forfølges op til Nutiden. I Fremstillingen
af det nøgne Kvindelegeme (der under den
David’ske Æra gennemgaaende var behandlet
haardhændet, næsten som Statue, og kun i
Prud’hon havde haft en malerisk forstaaende
Fortolker) gjorde Ingres’ »Kilden« (paabegyndt
1814, udstillet 1856) Epoke; den blev, med dens
sikre Tegning, saa at sige Normen, som
Hundreder af Elever varierede og modificerede alt
efter Temperamentet (Lefebre’s Femme couchée
[1868], Cabanel’s »Venus’ Fødsel« etc.); Henner
(»Susanne« [1865], »Biblis« etc.) gengav Kødet
i dets Stoflighed og Blødhed.
Under Louis Philippe’s Regering har vi
Kompromis’ernes Tid, le juste milieu bliver ogsaa
Levereglen i Kunstens Verden. Klassicismens og
Romantikkens Strømme leder man ind i et
fælles bredt Leje, hvor Romantikkens
Strømhvirvler glattes og det akademiske Maleris kølige
Vande faar mere Fart og Varme.
Hovedrepræsentanterne for denne Retning er H. Vernet
(1789—1863) og P. Delaroche (1797—1856).
Vernet, uden stor malerisk Finhed ell. Dybde, men
rigt begavet, utrolig produktiv og overordentlig
populær, malede Krigsbilleder med mere
sluttede Masser end tidligere Slagbilleder
(Napoleon’s Krige, Kampene i Afrika), særlig til
Versailles-Galeriet, som Kongen kælede for, og hvor
han ogsaa, til Forherligelse af toutes les gloires
de la France, sysselsatte talrige andre Malere
som Alaux, Hersent, V. Schnetz etc.;
fortrinlige og originale Fremstillere af Krigerlivet
havde F. omtr. paa samme Tid i Charlet (der dog
optraadte langt tidligere med sine Litografier),
Raffet og Bellangé. Delaroche, de »henrettede
Fyrsters Hofmaler«, (første Hovedværk:
»Edvard’s Sønner« 1831) bragte i sin dygtige, vel
overvejede, men eklektiske Kunst Maleriet ind
paa en anekdotemæssig Fortællestil, der hos
ham og mange Efterlignere let udartede til
Kostumemaleri med det ydre hist. Apparat i
Orden, men uden indre hist. Sandhed (Hesse,
Comte etc.); hans religiøse Maleri satte
Aflæggere i Landelle’s, Jalabert’s o. a.’s
Kirkemaleri; Robert-Fleury den Ældre skildrede
med betydelig personlig Styrke særlig
Middelalderens brogede Liv. I den Kunst, der
fornemmelig beherskes af Navne som Cogniet, Couture,
Gleyre (alle dygtige Teknikere, søgte Lærere
med stor Autoritet under det andet
Kejserdømme), fortsattes Sammenflydningen af hinanden
tidligere saa uforligelige Elementer; deres
Kunst gav det kommende Kunstnerkuld (ogsaa
mange Udlændinge) en udviklet malerisk
Teknik i Hænde; Gleyre, den betydeligste, gjorde
særlig Lykke med fint følte mytol. Billeder og
Fremstillinger af antikt Interiørliv (efter ham:
Hamon, Boulanger etc.), Cogniet førte en
effektfuld energisk Pensel, der ofte skildrede
stærkt oprevet Følelsesliv, Couture behandlede
i sit eneste betydelige Værk (Orgie romaine
1847) et Emne, den rom. Kejsertids sædelige
Forfald, som, med adskillige Paralleller fra
Datidens raffinerede Nutidsliv, i høj Grad var
egnet for Sensation. Cabanel o. a. Hofmalere
fra det andet Kejserdømme kredsede gerne i
Spidsen for en stor Række Malere af lavere
Rang om den nøgne Kvindeskønhed i dens
Gratie og Elegance, men ogsaa i dens
demimondæne Frivolitet; Baudry formede Kvinden
overlegent kulturelt og stilfuldt dekorativt, men
med Stænk af det moderne pikante. Man
yndede endvidere at skildre Rædselsscener,
vidnende om indre Raaddenskab, fra den rom.
Dekadence, og overhovedet kom le genre féroce
paa Moden: Sylvestre, Luminais, den
betydelige Laurens (fra en noget senere Tid, med sine
Ligbilleder o. a. dram. Optrin af Fortidens
Historie), Rochegrosse, L. Glaize og dennes
Lærer Gerôme, der objektivt og koldt, men
med sjælden skarp Iagttagelse og fin Tegning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
