Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Pajou (gode Portrætter), Caffièri og først og
fremmest den fortræffelige indtrængende
Virkelighedsskildrer Houdon (»Voltaire« etc.) til den
ny Æra er Overgangen ingenlunde brat;
Clodion’s yndefulde lette Kunst staar dog ret grelt
over for den sejrende kølige Klassicisme. Denne
bæres under Kejserdømmet frem af Chaudet,
Cartellier, Cortot, Lemaire samt Bosio, hvis
Mejsel dog har meget af Canova’s bløde Ynde.
— I 1820’erne og 1830’erne myldrer en Mængde
Kunstnere frem af ret forsk. Individualitet, der
ikke uden Tvang kan henføres under faste
Kategorier; som Væsensmærke: den udsøgt fine
og indtrængende Forstaaelse og Gengivelse af
det menneskelige Legeme, en forbløffende
dygtig Behandling af dettes Overflade, overhovedet
en stor Overlegenhed i Kunstens Teknik, en
skarp Pointe i Fremstillingssættet, en rig
Emnekreds, et fyrigt sprudlende Liv. Pradier, »den
fr. Canova« (1792—1852), med hans mange
Elever, gaar endnu mest ad de slagne Veje, hans
Kunst med dens flotte Teknik, men magre
Indhold, brød imidlertid Vej for den genremæssige
Fremstilling; Clésinger kredsede især om nøgen
Kvindeskønhed. Guillaume (1822—1905) var vel
udgaaet fra Pradier’s Skole, men hyldede en
strengere Opfattelse, frembragte ypperlig
Portrætkunst (Napoleon) og syslede saa smaat med
Polykromien. Farvepaasætning ell. Anvendelse
af forsk. farvet Materiale (ofte kostbare Stene)
kom overhovedet til at spille ikke ringe Rolle i
nyere fr. Kunst (f. Eks. Brunet, Cordier, Ringel,
Gerôme [Maleren], Dampt [»Melusine og
Ridderen«, 1894]). En klassisk Retning
repræsenterede J. É. Ramey, Jouffroy, Perraud og en
Del Kunstnere, paavirkede af Jouffroy: Thomas,
Moreau; endvidere Foyatier, Cavelier og den
alsidige Dumont (»Friheden« paa Julisøjlen). To
banebrydende Kunstnere var David
d’Angers (1788—1856) og Rude (1784—1855). I
David’s udtryksfulde, lidenskabelige, malerisk
holdte Kunst (Pantheon’s Fronton, mange
Statuer etc.) traadte den romantiske Retning frem;
denne fik en begejstret Tilhænger i Préault.
Rude’s marvfulde, af Liv og Bevægelse prægede
Kunst (»Marseillaisen«, »Merkur«, »Neapolitansk
Fiskerdreng« etc.) viste Vej hen imod den
senere frembrydende Naturalisme. Duret virkede
ved Folkelivsskildringer som »Taranteldansende
Fisker« (1833) etc. med til at føre fr. Skulptur
ud af dens traditionelle klassiske Leje.
Carpeaux’ temperamentsfulde Naturalisme, der
kan søge til Michelangelo’ske Former som
Udtryk for sin Lidenskab, skildrede med
blendende, rytmisk Kunst det andet Kejserdømmes
livssprudlende Samfund. Og fra Millet’s Maleri
fik Skulpturen efterhaanden betydningsfulde
naturalistiske Impulser; man begynder at
forherlige det arbejdende Menneske, den
bluseklædte Arbejder, Landmanden i hans Dont
(Dalou [»Landmand«, Luxembourg-Mus.],
senere Roger Bloche o. m. a.). Den mere
akademiske Retning nøjedes ikke med de af
Antikken afstukne Linier, men byggede videre paa
florentinsk Skulptur i 15. Aarh. og senere;
Mestere som P. Dubois (»Florentinsk
Lutspiller«, 1865, Lamoricière’s Gravmæle etc.),
Mercié, Chapu, delvis Saint-Marceaux, den
aandfulde Barrias, den af Michelangelo paavirkede
Delaplanche, Gautherin, Falguière (der tillige
blev Virtuos i Fremstillingen af kraftige, nøgne
Kvindeskikkelser) m. fl. skabte paa Grundlag af
ital. Renaissance, men med kunstnerisk
Selvstændighed en gennemdygtig Kunst, der ved
Formadel og indgaaende karakteriserende
Naturstudium en Tid blev førende i europ. Kunst.
Om den geniale Dyrfremstiller Barye
(1796—1875) grupperede sig fremragende Kunstnere:
Cain, Frémiet, endvidere Mène, Jules Bonheur,
H. A. Jacquemart, Gardet o. a. Dalou begyndte i
Renaissancestilen, men vandt frem til en
særpræget, udtryksfuld Kunst af mægtig
Svingkraft (Republikkens Monument, 1900), og med
»Monument aux Morts« skabte Bartholomé et
Skønhedsværk for det hele Folk. Andre kendte
Kunstnere: Etex, Aizelin, A. Millet, Bartholdi,
Marqueste, Carlès, Puech, Dampt m. v. Rodin
er den mægtige plastiske Lyriker; han løser
Marmorets Kræfter, svulmende og sænkende sig
i højeste Vellyst og dybeste Smerte i bølgende
Menneskelegemer (Borgerne fra Calais,
Grubleren, V. Hugo, Kysset etc.); ofte er Torsoen
ham nok til Udtryk for Tanke og Stemning —
en genial, bizar Kunst, efterlignet og
forfladiget Verden over af mindre Aander. A. Maillol
gaar arkaiserende tilbage til primitiv antik
Kunst og skaber i Liniers og Formers Spil en
skønt afvejet Rummets Syntese, og E. A.
Bourdelle har bl. a. i sine arkaistiske Relieffer til
Théâtre Champs-Élysées vist fremragende
arkitektonisk dekorativ Følelse. M. H. t. den højt
udviklede fr. Kunstindustri skal her kun
eksempelvis antydes nogle førende Navne
i Slutn. af 19. Aarh.: Carrier-Belleuse, Gallé,
Gaillard, Carriès, Chaplet, Delaherche
(Keramik), Lalique (Guldsmedearbejde). F.’s
Medaillørkunst gik i Spidsen for Udviklingen.
Napoleon I begunstigede i høj Grad denne Kunst
(Andrieu), som under Restaurationen og den
flg. Tid holdt sig i det traditionelle akademiske
Spor (mærk dog David d’Angers Arbejder i
denne Retning). Henimod 1870 kom der en ny
Bevægelse (til Dels ved den berømte Kemiker
Dumas’ Indflydelse): de gængse høje Rande,
de blanke Flader og det høje Relief forlades,
for at Kunstneren med større Frihed kunde
gøre Relieffet til Udtryksmiddel for sin
Inspiration; som Fornyere af denne Kunstgren kan
nævnes A. Dubois, Ponscarme, Degeorge,
Dupuis og fremfor alle Chaplin og Roty. (Litt.:
Silvestre, Les artistes français [Paris 1878];
Planche, Études sur l’école française [2 Bd
1855]; Chesneau, La peinture au XIX siècle
[Paris, 3. Oplag 1883]; Samme, Peintres
et statuaires romantiques [Paris 1880]; L.
Gonze, Le sculpture française depuis le
XIV siècle [Paris 1895]; H. Delaborde,
L’académie des beaux arts [Paris 1891];
Lechevallier-Chévignard, Les
styles français [Paris 1892]; J. Meyer,
»Geschichte d. modernen franz. Malerei«
[Leipzig 1867]; Baschet, La peinture française
[1907]; R. Muther »Ein Jahrhundert franz.
Malerei« [1901]; R. Marx, Études sur l’École
française [Paris 1902]; Meier-Gräfe,
»Entwicklungsgesch. d. modernen Kunst« [Stuttgart
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
