Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
droges Gallien med i Romerrigets alm.
Tilbagegang. Tilløbet til at skabe en Middelstand
standsede; Byernes Næringsliv sygnede hen, og
Stormændene, der paa rom. Vis havde taget Ophold
i Byerne, vendte atter tilbage til Landet, hvor
deres Interesser under de nu usikre Forhold
blev krigerske; til sidst rejste de sig befæstede
Borge. Herremændene og deres Fæstebønder
stod nu over for hinanden som to skarpt
adskilte Kaster. Forgæves søgte Kejserne ved
Embedsmændenes Virksomhed at skabe bedre
Forhold; Gallien inddeltes paa ny i 17 Provinser
med 120 civitates, og de mange Embedsmænd
greb paa alle Omraader ind i Befolkningens
Liv; men Følgen blev blot, at Folket ganske
vænnedes af med at tage Del i dets egne
Anliggender; al Interesse for Resterne af det
provinsielle Selvstyre svandt. Og samtidig virkede
Kristendommen opløsende paa den gl. Kultur. Den
vandt først større Tilslutning i Lyon i Slutn. af
2. Aarh. (Irenæus), men i Løbet af de flg. 100
Aar bredte den sig over hele Gallien. Ogsaa
den fjernede ved sin Lære om det evige Liv
Interessen fra Samfundslivet; den Interesse, der
endnu fandtes i Befolkningen, knyttedes til
religiøse Spørgsmaal; det var om Præste- og
Bispevalg, ikke om Byraadsvalg, man nu
stredes; og ved sin faste Organisation blev Kirken
den stærkeste Magt i Landet. — Bevægelsen
bort fra Kulturen hen imod Barbariet fremmedes
ved Germanernes Indfald. Fra Midten af
3. Aarh. hærgedes Gallien Gang efter Gang af
disse, uden at Kejserne kunde hindre det; saa
stor var Opløsningen, at Gallien en Tid var
under selvstændige Fyrster (261—73), og
Misfornøjelsen var allerede stærk nok til at faa
Udtryk i Bondeoprør (285). En Tid styrkedes
Riget igen ved Diokletian’s Virksomhed. Da han
delte Kejsermagten ud til flere, blev Gallien
Centret for Rigets vestlige Del, hvor
Constantius Chlorus foreløbig herskede. Men fra 4.
Aarh’s Midte begyndte de germanske Angreb
igen, og Stamme efter Stamme satte sig nu fast
uden at træffe megen Modstand hos den
allerede halvt barbariserede Befolkning.
Merovingerne. Da det vestromerske Rige
476 fik sin formelle Afslutning, var Gallien for
længst tabt. De vigtigste Folk, der havde bosat
sig der, var: Vestgoterne, S. f. Loire og
Durance. Under Vallia (415—19) havde de
grundet deres Rige med Tolosa som Hovedstad; nu
var det udstrakt over hele Sydfrankrig og det
meste af Spanien. 451 var de med ved Sejren
over Hunnerne paa de catalauniske Marker,
hvor deres Konge, Theoderik, faldt. N. f. i
Saône-Dalen boede Burgunderne. 437
havde Aëtius flyttet dem dertil fra Egnen ved
Worms; de var ligesom Vestgoterne hurtig
komne under Paavirkning af den romerske
Befolkning, fra hvilken dog begge Folkene skiltes
derved, at de var Arianere. Mindre rom.
påvirkede var Alamannerne, der boede
mellem Rhinen og Vogeserne. Mellem Loire og
Seine, omkr. Paris, raadede en rom. Feltherre,
Ægidius, og siden hans Søn, Syagrius, men
deres Rige var ikke væsentlig forsk. fra de
andre, om end her var noget mere tilbage af den
rom. Kulturs Former. Endelig boede mod N., i
det nuv. Belgien, Frankerne, delte i forsk.
Stammer, af hvilke de første allerede under
Julian (361—63) havde faaet Land i denne Egn.
Af disse Folk var Vestgoterne langt det
talrigste og mægtigste, men det viste sig snart, at
de, paavirkede af de fredeligere Vaner derinde
i Riget, hvor de boede, ikke kunde staa sig for
Frankerne, der oppe ved Grænsen havde
bevaret deres krigerske Tilbøjeligheder. I første
Halvdel af 5. Aarh. var Frankerne begyndte at
gaa mod S., men 448 standsede Aëtius ved
Somme Chlodio, den saliske Stammes Fyrste. Under
hans Efterfølger, Mervig (448—56), deltog
Frankerne i Kampen mod Hunnerne; hans Søn,
Childerik, var en Tid fordreven af misfornøjede
Franker, der gav sig ind under Ægidius, men
genvandt dog Magten og fulgtes 481 af
Chlodovech. Denne raadede fra først af kun over
den saliske Stamme, der regnes at have talt
5000 Krigere; men efter Sejren over Syagrius
486 ved Soissons blev han Herre over Egnen
omkr. Paris. Alvorlig Modstand fandt han her
kun fra Bisperne, men da han 493 ægtede den
kat. Prinsesse Chlotilde, sluttede Gejstligheden
sig til ham. Alamannerne begyndte nu at gaa
V. paa for ogsaa at faa deres Del af Byttet,
men Frankerne standsede dem 496 i Elsass.
S. A. antog Chlodovech den kat. Religion, efter
Sagnet i Overensstemmelse med et Løfte, han
havde givet under Kampen, og fra nu af var
han sikker paa den romanske Befolknings
Sympati over for de arianske Folk. 500 sejrede han
over Burgunderne, hvis Konge, Chlotilde’s
Onkel, havde dræbt hendes Fader, men uden
varig at undertvinge dem. 507 slog han derpaa
Vestgoterne i Nærheden af Poitiers; kun ved
Østgoternes Hjælp beholdt de Septimanien,
Kyststrækningen fra Rhône til Pyrenæerne,
medens Østgoterne selv beholdt Provence,
Landskabet Ø. f. Rhône og S. f. Durance. I Løbet af
de flg. Aar ryddede Chlodovech derpaa en Del
frankiske Fyrster af Vejen og var ved sin Død
(511) Herre over næsten hele Gallien.
Meningerne om de Germaner, der saaledes
kom ind i Gallien, og om deres Bet. derinde har
været delte. Medens Historikerne i 18. Aarh.
saa derpaa ud fra Datidens forsk. politiske
Anskuelser, har i 19. Aarh. nationale
Modsætninger gjort sig gældende ved Bedømmelsen.
Tyskerne har hævdet, at det var de sunde
germanske Stammer, der skabte det ny F.,
Franskmændene, at Germanerne var et Barbarfolk i
Dekadence, der kun førte lidet nyt ind i F.,
hvis Udvikling fortsattes paa væsentlig romansk
Grund. Den franske Opfattelse har dog
efterhaanden i noget dæmpet Form vundet
stigende Anerkendelse. — Germanerne var,
da de trængte ind i Riget, i
Opløsningstilstand; Gang efter Gang var de
besejrede af Romerne, bestandig mere var de komne
under rom. Paavirkning; og til sidst bragte
Hunnernes Angreb total Forvirring blandt alle
germanske Folk. Under saadanne Forhold kom
der Fart i deres Vandringer mod V. og S.
Deres Forfatning sprængtes under disse Tog; som
krigerske Bander, kun med en Høvding i
Spidsen, trængte de frem. Det var da ikke ved et
samlet Angreb, de erobrede Gallien. Mange var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
