Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Saint-Germain sammen med den gl. reaktionære
Maurepas. Turgot, der hørte til
Fysiokraterne, proklamerede 1774 Kornhandelens Frihed;
men Parlamentet, som Ludvig straks havde
gengivet dets Magt, protesterede, og de Tab,
en daarlig Høst bragte, fik Kornhandelens
Frigørelse Skylden for. Alligevel fortsatte Turgot,
han hævede Statshoveriet 1775, frigav
Vinhandelen 1776, hævede Lavstvangen s. A. og
forberedte Oprettelsen af Provinsstænder, hvor
disse ikke fandtes, da det havde vist sig, at
Forholdene dér faktisk var daarligere end i
Pays d’État. Men de Privilegerede rejste sig nu
til Modstand. 1776 lod Kongen Turgot falde,
og under uduelige konservative Ministre
hævedes Reformbeslutningerne igen. Den ny
ledende Mand, Necker (1776—81) var mere en
habil Finansmand end en politisk Reformator;
hans største Reformtanke var at skabe Staten
Kredit ved at offentliggøre et Budget (1781);
men dette vakte saa stærk Modstand, at
ogsaa han nu blev styrtet. Pengetrangen blev
stedse større; 1783—87 søgte den
behændige Calonne at holde det gaaende, men til
sidst maatte han samle en Notabelforsamling
1787, som han foreslog en Skat lige for
Privilegerede og Uprivilegerede. Han fandt ikke
Tilslutning og afløstes s. A. af Notablernes Leder
Brienne. Enkelte Reformer fandt dog Sted, 1786
var der blevet sluttet en frisindet
Handelstraktat med England, 1788 fik Protestanterne
en Del Rettigheder igen, og fra Necker’s Tid
begyndte man at oprette Provinsstænder. 1787
indførtes saadanne for hele F. sammen med
tilsvarende Kommunalraad for Sogne og Byer.
Men alt dette forslog ikke, og rundt om i
Provinsforsamlingerne rejstes med stigende Styrke
Kravet om Indkaldelse af Rigsstænder. 1788
blev da Necker atter Minister og indkaldte igen
en Notabelforsamling. Kravet var her det
samme, selv Parlamentet støttede det. Alle Parter
var utilfredse, og sammen med de smaa
Reformer skete Skridt i modsat Retning, ved
hvilke man søgte at hævde Skellet mellem
Adelige og Borgerlige. Adelens Forret til
Officerspladser og kirkelige Embeder udstraktes,
Parlamenterne begyndte at dømme til Adelens
Fordel mod Bønderne i de mange Retssager
mellem disse. Gamle og ny Kræfter var saaledes
samtidig i Bevægelse, og mere og mere følte
Kongen og Necker sig ude af Stand til at
magte Situationen. Til sidst opgav de alle Ævret
og lagde deres Skæbne i Stænderforsamlingens
Haand.
V. Nationalforsamlingen 5. Maj
1789—30. Septbr 1791.
I Overensstemmelse med den offentlige
Mening og Traditionen fra de gl. Stænder
indkaldte Regeringen dobbelt saa mange
Repræsentanter for Trediestand som for hver af de
2 andre Stænder. De Adelige og Gejstlige
valgtes af deres Standsfæller og repræsenterede
saaledes i alt c. 300000 (1/80 af Befolkningen).
Trediestands Repræsentanter var valgte paa
forsk. Maade, alm. dog ved middelbare Valg
med Valgret for alle 25-aarige, der betalte
Skat. I den Forsamling, der 5. Maj 1789 mødte
i Versailles, talte Adelen 270, hvoraf 28 højere
Dommere, Gejstligheden 291, hvoraf 48
Ærkebisper og Bisper, 35 Abbeder og Kanniker,
Resten lavere Gejstlige, Trediestand 584, hvoraf
12 Adelige, 2 Præster, 180 Embedsmænd, 212
Advokater, medens Resten var forsk. Slags
Næringsdrivende; egl. Bønder var ikke valgte.
Folkets Ønsker møder os i de cahiers,
Vælgerne medgav deres Repræsentanter. Adelen vilde
en konstitutionel Forfatning, Skattefriheden var
de rede til at opgive, men ikke de feudale og
lgn. Rettigheder, der satte Skel mellem dem
og Borgerlige. Gejstligheden ønskede ogsaa
Forfatningen, men vilde beholde Privilegierne og
hævde Katolicismens Eneret i Landet. Borgerne
formede skarpest og klarest de Krav om
Enhed og Orden, Frihed og Lighed, Filosofferne
havde rejst. Foruden Forfatningen forlangte
de Privilegiernes Afskaffelse, Religionsfrihed og
Næringsfrihed. Det var klart, at man ikke vilde
holde sig til Finanserne alene; der levede hos
de Mænd, som her mødtes, en glad
Fortrøstning til, at de skulde afskaffe gl Uret og skabe
en ny lykkelig Tid. Der var mellem dem mange
dygtige, men faa ell. ingen politisk erfarne
Mænd.
Regeringen mødte i Stænderne uden
Program, den overlod dem endog selv at forliges
om, hvorledes der skulde stemmes. Adelen og
Gejstligheden fordrede, at det skulde ske efter
Stænder, Borgerne efter Hoveder. Borgerne
lededes af Mirabeau og Sieyès, og over for de
andres Modstand endte de med 17. Juni at
erklære sig selv for Nationalforsamling, 19.
Juni vedtog de Gejstlige med ringe Flertal at
slutte sig til dem, og da nu Regeringen
indkaldte til et Fællesmøde 23. Juni, samledes
Borgerne den 20. og svor ikke at skilles, før
de havde givet Landet en Forfatning. Den 23.
erklærede da Kongen: at Stænderne skulde faa
Skattebevillingsretten, Skatteprivilegierne
hæves o. s. v., men de feudale Rettigheder skulde
bevares, Stænderne kun samles, naar Kongen
vilde det, og der skulde stemmes efter
Stænder. Borgerne afviste Tilbudet, de fleste
Gejstlige sluttede sig hurtig til dem, derpaa nogle
Adelige og til sidst efter Kongens Opfordring
alle. Imidlertid gærede det i Landet, en
daarlig Høst var kommet til, og rundt om rejste
Bønderne sig. I Paris havde der allerede i Apr.
været store Opløb, og især vendtes Harmen
mod Dronningen, Marie Antoinette, der antoges
at støtte Reaktionen. Ved Hoffet herskede stor
Bekymring, man samlede Tropper, og 11. Juli
afskedigedes Necker. Resultatet blev
Stormen paa Bastillen 14. Juli. Necker
kaldtes da tilbage, et Kommunalraad fik Styrelsen
i Paris, en Nationalgarde oprettedes under
Lafayette, og dette efterlignedes derpaa rundt om
i Landet. Straks efter begyndte Adelige og
Prinser at emigrere. — Imidlertid arbejdede
Nationalforsamlingen paa en Forfatning efter
Rousseau’s System. Natten 4.—5. Aug. vedtoges
alle Privilegiers Afskaffelse, nogle mod, andre
uden Erstatning, en Beslutning, der bragte
Adelen et Tab, der er regnet til c. 120 Mill. frc.
aarlig, medens Gejstligheden led et lgn. Tab
alene ved Tiendens Ophør. Det bekymrede Hof
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
