Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
blivende Trang. Og bl. Katolikkerne opstod en stærk
Harme ved Pavens Bortførelse fra Rom 1809. I
denne Situation kom Konflikten med Rusland
1812. Medens England og Sverige under
Bernadotte støttede Rusland, fulgtes Napoleon af
noget nær hele det øvrige Europa’s Hære paa sit
store Tog mod Rusland. Men Forsøget
mislykkedes, Hæren ødelagdes paa Tilbagetoget,
Preussen gik over og Østerrig trak sig ud af
Kampen. Med ny Hære sejrede Napoleon i Foraaret
1813 over Russerne og Preusserne, og man bød
ham Fred paa Vilkaar, der vilde have bevaret
F. som Europa’s første Magt, men brudt
Napoleon’s universelle Herskerstilling. Han afslog,
hvorefter Østerrig sluttede sig til Fjenderne;
disse sejrede ved Leipzig Oktbr 1813, næste
Foraar til sidst ogsaa i F., og efter at Paris 31.
Marts 1814 havde overgivet sig, nedlagde
Napoleon Kronen i Fontainebleau 11. Apr. Han fik
Elba med store Indtægter, og Marie Louise fik
Parma og Piacenza.
X. Restaurationen 1814—15.
2. Apr. erklærede Senatet Napoleon for afsat,
og efter nogen Vaklen enedes de fremmede
Fyrster i Overensstemmelse med de Raad,
Napoleon’s gl. Udenrigsminister Talleyrand gav, om
at kalde Bourbon’erne tilbage. 6. Apr. lod man
da Senatet kalde Ludvig XVI’s Broder, Ludvig
XVIII, til Tronen. 2. Maj oktrojerede Ludvig
Grundtrækkene til en Forfatning, og 30. Maj
sluttedes en Fred, hvorved F. beholdt
Grænserne fra før Revolutionen samt Savoyen og en Del
Enklaver og fik sine fleste Kolonier tilbage. 4.
Juni udstedtes Forfatningen. Kongedømmet blev
arveligt; Kongen udøvede Magten gennem
ansvarlige Ministre, besluttede om Krig og Fred.
Den lovgivende Magt deltes med et
Pairskammer med kongevalgte arvelige Medlemmer, og
et Deputeretkammer, valgt af dem, der var
over 30 Aar og betalte over 300 frc. i direkte
Skat, medens der til Valgbarhed krævedes 40
Aar og 1000 frc. Kammeret fornyedes aarlig
med 1/5 og kunde opløses. Skatter og Love
krævede begge Kamres Samtykke. Den personlige
Frihed, Religions- og Pressefrihed samt
Ejendomssikkerheden ogsaa for Nationalgodserne
garanteredes. Men Bourbon’ernes Regering
svarede lidet hertil. Emigranter, hvis Meninger
20—30 Aar havde staaet stille, vendte tilbage til
et Folk, der intet forstod af disse gl.
Forestillinger. Adelen kom igen i den gamle Form, Censur
indførtes for 2 Aar, man begyndte at kræve
Nationalgodserne tilbage, Officererne fik ikke deres
Pensioner, Hæren indskrænkedes stærkt.
Hurtig vendte derfor Stemningen sig mod
Regeringen. Napoleon fik Besked herom saavel som om
Striden paa Wien-Kongressen, hvor Talleyrand
som fr. Udenrigsminister i Jan. 1815 fik sluttet
et Forbund mellem F., England og Østerrig
mod de fordringsfulde Russere og Preussere, og
han besluttede da at vove Forsøget paa at
genvinde Magten.
XI. De hundrede Dage Marts-Juni 1815.
1. Marts kom Napoleon til F.; Befolkningen
holdt sig rolig, men Hæren sluttede sig til ham,
Kong Ludvig flygtede til Genève, og 20. Marts
var Napoleon i Paris. Han søgte nu at vinde
Folket i Fredens og Frihedens Navn. Carnot
blev Minister, og Benjamin Constant lavede en
ny Forfatning omtr. som Bourbon’ernes, der
udstedtes under Navnet Acte additionel aux
constitutions de l’Empire; den vedtoges med
kun 1305000 Stemmer og besvores af Kejseren.
I Wien sluttede nu øjeblikkelig Striden med et
Forbund mellem de 4 Stormagter 25. Marts. De
samlede store Hærmasser; Murat, der 1814
havde svigtet Napoleon, angreb Østerrigerne, men
blev slaaet, og Napoleon var ene henvist til F.
Hans Haab om en Folkerejsning slog fejl, det
store Forsøg paa at slaa Fjenderne enkeltvis
mislykkedes ved Waterloo 18. Juni 1815, og da
Napoleon nu som overvunden kom til Paris,
fandt han kun Støtte hos Forstædernes Mængde.
Han nedlagde da Regeringen til Fordel for sin
Søn, men hans Politiminister Fouché fik indsat
en provisorisk Regering. Napoleon overgav sig
til Englænderne, og sammen med de Allierede
vendte Ludvig XVIII tilbage til Paris, hvor han
i Novbr sluttede Fred; F. afstod Savoyen og
nogle Fæstninger, betalte 700 Mill. frc. og
lovede i 5 Aar at underholde 150000 fremmede
Soldater i F.
XII. Den anden Restauration 1815—30.
Ludvig XVIII lovede Opretholdelse af Chartet
af 1814 og fuld Amnesti og optog i Ministeriet
Fouché, Talleyrand og Gouvion de St Cyr. Men
snart kom Royalisternes Harme til Udbrud,
Fouché forvistes, Talleyrand afskedigedes, Ney
blev skudt, andre dræbtes af ophidsede
Royalister, Fængslingerne og Forfølgelserne blev
almindelige. Ministeriet
Richelieu-Decazes var ret moderat, men det dreves frem ved
den stærke royalistiske Stemning i det nyvalgte
Chambre introuvable, hvis Ideal var Greven af
Artois; derfor var ogsaa Amnestiloven Jan. 1816
lidet omfattende. Men i det væsentlige
bevaredes den napoleonske Lovgivning; dog forbødes
atter Skilsmisse. Den Ophidselse, der under alt
dette opstod, bragte omsider Ministeriet til at
opløse Kammeret Septbr 1816. Valgene gav et
moderat Flertal, og 1817 ændredes Valgloven
saaledes, at der blev Listevalg for
Departementerne, hvorved den ejendommelige Valgmaade,
der hidtil havde skaffet Grundejerne
Overvægten, forsvandt; der blev nu 90000 Vælgere, 15000
valgbare. Dernæst opnaaede Richelieu 1818 at
faa Krigsomkostningerne nedsatte og de
fremmede Tropper fjernede, og St Cyr gennemførte
en Hærlov med en Blanding af Fortidens
Princip: Hvervning og Revolutionens: Udskrivning.
Der begyndte imidlertid nu at opstaa liberale
Bourgeoispartier under Royer Collard (les
doctrinaires) og Constant (les indépendents),
Richelieu blev bekymret, og da han ikke kunde
opnaa en Ændring i Valgloven, gik han af, fulgt
af Ministeriet Dessolles (Decbr 1818), hvor
Decazes var ledende. Ved Udnævnelse af ny
Pairer fik dette Flertal i Pairskammeret og
hævede derpaa Censuren, men da de Liberale atter
sejrede ved Valget 1819, fortrængtes de mest
liberale, Dessolles og St Cyr, medens Decazes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
