Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Paris-Kongressens Bestemmelser om Sortehavet
hævede og støttede derfor Preussen. I Italien
endelig følte Kongen sig stadig i
Taknemmelighedsgæld til Napoleon og F., men Ministrene
og Folkets Flertal ønskede blot at benytte
Lejligheden til at faa Rom. Intet Sted var der da
noget at opnaa, og ogsaa et Møde mellem
Bismarck og Thiers 1. Novbr sluttede uden
Resultat. 19. Septbr var Paris blevet indespærret;
Trochu, Favre o. fl. blev der; andre, hvoriblandt
Gambetta, overtog fra Tours Ledelsen af en
stor Folkerejsning. Trods alle Anstrengelser
tilintetgjordes imidlertid dennes Muligheder ved
Bazaine’s Overgivelse af Metz i Oktbr, og de
flg. 3 Maaneders Kamp var haabløs. I Paris
søgte de ophidsede Folkemasser at styrte
Regeringen 31. Oktbr 1870 og 22. Jan. 1871. Omsider
tvang Hungersnøden Favre til 28. Jan. at slutte
en Vaabenstilstand, hvorefter Paris’ Forter
skulde overgives og en Nationalforsamling
vælges til at beslutte om Krig ell. Fred. 12.
Febr mødte denne, valgt ved alm. Valgret, i
Bordeaux, og Thiers valgtes her til Chef for
den udøvende Magt (1871—73). Favre vedblev at
være Udenrigsminister, og han og Thiers
sluttede 26. Febr Fredspræliminærerne i Versailles.
F. afstod Elsass undtagen Belfort,
Tysk-Lothringen med Metz og skulde betale 5 Milliarder,
og indtil Betalingen deraf skulde Tyskerne
holde en Del af Landet besat. 1. Marts vedtoges
dette med 546 mod 107 Stemmer i Bordeaux,
og efter langvarige Forhandlinger sluttedes
Freden i Frankfurt 10. Maj.
Nationalforsamlingen havde imidlertid
besluttet at flytte, ikke til Paris, men til Versailles,
og havde derved givet Stødet til en
Socialistopstand i Paris, ved hvilken de vaabenøvede
Arbejdere 18. Marts med Lethed sejrede. Et
Kommunalraad valgtes og erklærede, at Paris
skulde regere sig selv som Kommune,
Centralisationen sprænges og F. danne et Forbund af
Kommuner. Thiers samlede nu de fra tysk
Fangenskab hjemvendte Soldater under Mac Mahon
og efter 1 1/2 Maaneds Belejring, 4 Dages
Gadekamp og store Ødelæggelser blev man Herre i
Paris. Kampens grusomme Karakter standsede
for længere Tid Socialismen, og Harmen mod
den førte til sidst til, at »Internationale« 1872
blev forbudt. I Nationalforsamlingen, hvor fra
først af Orléanister og Legitimister havde
Flertal, blev Stemningen stærkt konservativ. De to
Grupper syntes at skulle enes om at gøre
Greven af Chambord til Konge, men denne
nægtede 5. Juli at opgive den hvide Fane, og
Thiers, der ønskede en konservativ Republik,
samlede efter at have ændret Ministeriet i
konservativ Retning alle Moderate, saa han i Aug.
1871 med 491 mod 93 St. erklæredes for
»Republikkens Præsident«. Han og Ministrene blev
ansvarlige for Forsamlingen, til en Forfatning
var givet. Ved hans store Autoritet lykkedes det
nu at genoprette Ordenen. Ved to store Laan
paa 2 1/2 og 3 Milliarder frc. Juni 1871 og Juli
1872 skaffedes Penge, saa Landet blev befriet
for de tyske Soldater. 1871 hævedes
Nationalgarden, og 1872 vedtoges den ny Hærlov,
hvorved man skulde sikre sig atter at blive
Preussen jævnbyrdig. Alm. Værnepligt indførtes, og
Stillingsretten ophørte, men en Del Fritagelser
bevaredes for Enkesønner, Præster o. s. v., og
forsk. Eksamener gav Ret til 1 Aars Tjeneste
som Frivillig, medens ellers Lodtrækning delte
de Udskrevne i to Partier, der tjente henh. 5
ell. 1 Aar foruden Indkaldelser. Samtidig
bevilgedes store Summer til Fæstninger og
Hær- og Flaademateriel. Pengene skaffede Thiers
især ved høje Toldafgifter, og
Beskyttelsessystemet gennemførtes saaledes. Det kommunale
Selvstyre gjorde et stort Skridt fremad, da
1871 By- og Sogneraad i alle Kommuner med
20000 Indb. fik Ret til at vælge Mairerne og
s. A. Generalraadene fik Lov at forhandle med
hverandre og holde offentlige Møder, ligesom at
nedsætte Udvalg mellem Samlingerne og øve en
nøje Kontrol med Administrationen.
Kultusministeren Jules Simon’s Forsøg paa en liberal
Skolelov strandede derimod paa de Klerikale.
I Forfatningssagen kunde man ikke enes, og
Thiers fik ofte kun sin Villie ved at true med
at gaa af. 1872 udtalte han sig aabenlyst for
Republikken, men da han Maj 1873 forstærkede
Ministeriet med Republikanere, samledes
Orléanister, Monarkister og Bonapartisterne under
Rouher om et Mistillidsvotum (vedtaget med
360 mod 344), og da han atter truede med at
gaa af, modtoges hans Afgang med 368 mod
339 Stemmer.
Mac Mahon (1873—79) valgtes nu til
Præsident og dannede Ministeriet Broglie med
Repræsentanter for alle tre monarkiske Grupper.
Alle Suppleringsvalg viste en voksende
republikansk Stemning, men bl. Royalisterne dreves
de religiøse og reaktionære Stemninger meget
højt op. Man enedes om en ny Henvendelse til
Greven af Chambord, men Orléanisterne
fastholdt Kravet om, at han skulde gaa ind paa
en konstitutionel Forfatning og antage
Trikoloren, og dette afslog han Oktbr 1873. Man
nøjedes da med at udvide Mac Mahon’s Magt
og vælge ham for 7 Aar. Bonapartisterne
samlede sig efter Napoleon III’s Død om dennes
Søn og havde en Del Fremgang. 1874 fik
Broglie atter Mairernes Udnævnelse overladt til
Regeringen, men da han foreslog Oprettelsen af et
Senat og Indskrænkning af Valgretten,
splittedes Flertallet, og Maj 1874 maatte Mac Mahon
tage det moderate Ministerium Cissey-Decazes.
Febr 1875 enedes nu moderate Monarkister og
Republikanere om en Forfatning, der i
Løbet af Sommeren fuldførtes under et
Koalitionsministerium Buffet og gennemførtes, om
end med ringe Flertal. En Præsident, valgt for
7 Aar af Senat og Deputeretkammer forenet til
en Kongres, har den udøvende Magt. Den
lovgivende Magt tilhører de to Kamre;
Deputeretkammeret (c. 530) vælges for 4 Aar efter
Arrondissementer med alm. Valgret; af Senatets 300
valgtes de 75 af Nationalforsamlingen, siden af
Senatet selv paa Livstid, de 225 paa 9 Aar
departementsvis af 1) Dept’s Deputerede, 2)
Medlemmerne af General- og Arrondissementsraad,
3) 1 Delegeret for hver Kommune. 1/3 afgaar
hvert 3. Aar. Præsidenten er ansvarlig for
Højforræderi, ellers Ministrene; han kan med
Senatets Samtykke opløse Deputeretkammeret.
Love kræver begge Kamres Samtykke,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
