Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
melde sig som Soldat i Strid med
Forvisningslovene; han blev arresteret, men dette
bevirkede, at Constans, der blot vilde have sendt ham
over Grænsen, gik af Marts 1890, og skønt han
erstattedes af den moderat-radikale Bourgeois,
faldt Ministeriet kort efter. Freycinet
samlede da i sit Ministerium (Marts 1890—Febr
1892) Opportunisternes bedste Mænd: Constans,
Rouvier, Ribot og de Radikales dygtigste Fører
Bourgeois. Under dette dygtige Ministerium
syntes det moderat-republikanske System at være
kommet ud over alle de Farer, der havde truet
siden Ferry’s Fald 1885. Den arresterede Prins
frigaves, Anarkistbevægelser dæmpedes med
Fasthed, og Rouvier’s finansielle Dygtighed
fejrede ny Triumfer. Den protektionistiske
Bevægelse, der havde Flertallet i Kamrene,
fortsattes, først ved Forhøjelser af Tolden paa Ris,
Majs og Mel, senere ved en hel ny Toldordning
1892 med Maksimal- og Minimaltariffer over for
de forsk. Lande efter disses Lovgivning over for
F., men saaledes, at selv Minimaltarifferne blev
meget høje. Den monarkistiske Opposition, der
var stærkt kompromitteret ved Forbindelsen med
Boulanger, begyndte at opløses. 1890 gjorde
Kardinal Lavigerie sig til Talsmand for den
Anskuelse, at Katolicismen maatte udsone sig med
den sejrrige Republik, Leo XIII billigede dette,
vistnok i den Tanke at ramme Italien, der fra
1883 som Medlem af Triplealliancen hørte til
F.’s Modstandere. 1891 kom det til Sammenstød
mellem Katolikkerne og Ministeriet, og Rouvier
betonede stærkt, at F. ikke vilde genoprette
Pavens verdslige Magt, men samtidig hindrede
Ministeriet de Radikales Forslag om at hæve
Konkordatet og udtalte ved Forhandlingerne om
en ny Foreningslov, at man ikke ønskede at
ramme de gejstlige Ordener, hvorefter Leo i
en Encyklika Febr 1892 opfordrede F.’s
Katolikker til at opgive Oppositionen mod
Republikken. Følgen var, at der i Kamret under Piou
dannedes et »konstitutionelt Højre« (de
»Rallierede«, c. 40), saa Monarkisterne sank til c.
100. Endelig døde Marts 1891 Prins Napoleon,
og Boulanger skød sig Septbr s. A. — Medens
Regeringen saaledes triumferede i indre Politik,
sejrede fr. Tropper i den Kamp, der allerede
1887 var begyndt i Dahomé, og tvang Kong
Behanzin til Fred Oktbr 1890. Men større Glæde
end noget andet vakte det, at F. nu traadte ud
af den isolerede Stilling, det siden 1870 havde
indtaget. Under Udenrigsministeren Ribot’s
Ledelse kronedes nemlig de fr. Anstrengelser for
at vinde en Støtte i Rusland med Held. Marts
1891 overrakte den russiske Gesandt Baron
Morenheim Carnot Andreas-Ordenen, i Juli besøgte
fr. Krigsskibe under Admiral Gervais Kronstadt,
hvor Tsaren ved en Fest for Officererne hørte
Marseillaisen spille. Et solidere Grundlag vandt
endelig Tilnærmelsen ved store fr. Laan til
Rusland.
Trods alt dette lykkedes det ved at gøre
Ministeriet mistænkt for alt for stor Forbindelse
med Katolikkerne at styrte det i Febr 1892, men
det ny Ministerium Loubet (Febr 1892—Novbr
1892) var væsentlig det samme, selv Freycinet
blev, og af de betydeligere Ministre traadte kun
Constans tilbage. Anarkistiske
Dynamitattentater (Ravachol) og den stærke Bevægelse,
Bjergværksarbejderstriken i Carmaux (Aug.—Oktbr
1892) fremkaldte, beredte nu vel en Del
Vanskeligheder, men disse blev overvundne;
Strejken endte ved Loubet’s personlige Mægling.
Saaledes stod da den gl. opportunistiske
Politik atter sejrrig. Den store Dygtighed,
Partiets Mænd besad, havde bødet paa de Mangler,
de hyppige Ministerskifter medførte. Landets
Velstand var i rask Fremgang, Finanserne var
ordnede, Hær og Flaade havde faaet en
mægtig Udvikling, en Række betydningsfulde
Reformer havde siden 1870 til den politiske Frihed
føjet det Selvstyre i Kommunerne og i
Undervisningsvæsenet, den Frihed i Pressen,
Litteraturen og det økonomiske Liv, Napoleon I’s
Centralisationssystem i sin Tid havde hindret. Og
endelig var Ligevægten genoprettet i Europa,
Tyskland’s næsten enevældige Stilling brudt.
Kort sagt, F.’s Genrejsning var lykkelig fuldført.
Da ramte Panama-Skandalen det
herskende Parti. Panama-Selskabets Fallit Jan.
1889 havde ført til langvarige Undersøgelser;
Novbr 1892 anlagde Ministeriet paa Grundlag
heraf Proces mod Selskabets Ledere, men faa
Dage efter rejste Boulangisten Delahaye i
Kamret mod c. 150 Deputerede, hvoriblandt F.’s
mest ansete Mænd, Anklagen for at have ladet
sig købe til at stemme for Begunstigelser af
Panama-Selskabet. En Kommission under den
radikale Brisson nedsattes til Undersøgelse, og
Ophidselsen naaede det højeste, da en af
Selskabets ledende Mænd, Bankieren Reinach,
pludselig døde. Trods Justitsministeren Ricard
vedtog Kamret Undersøgelse af Liget, Novbr
1892. Efter Ricard’s Udtræden rekonstrueredes
Ministeriet, men saa anklagedes ogsaa Rouvier,
der synes at have modtaget Penge til
Valgagitation; han maatte gaa af, og Jan. 1893 opløstes
Ministeriet helt. Et nyt dannedes af Ribot
(Jan.—Marts 1893), hvoraf Bourgeois og Dupuy var
Medlemmer. Selv Radikale som Floquet og
Clemenceau ramtes nu af Anklagerne, og i de flg.
Maaneder samledes al Interessen om
Processen. I Marts endte den med det Resultat, at
Lesseps og enkelte andre dømtes for
Bestikkelser, men selv om de anklagede fremragende
Førere ikke fældedes af Domstolene, plettedes
dog flere af dem saaledes, at de foreløbig var
umuliggjorte som ledende Politikere; af de
angrebne var egl. kun Bourgeois gaaet helt uskadt
ud af Sagen, og da samtidig Ferry, om hvem
Opmærksomheden atter samledes, saa han
valgtes til Senatets Formand, døde, gik saaledes
paa een Gang en stor Kreds af fremragende
Mænd ud af Politikken, og over dem, der blev
tilbage, svævede ny Anklager, der under den
store Mistænksomhed virkede, enten de var
sande ell. ikke. Saa snart Processen var endt,
faldt Ministeriet p. Gr. a. en Strid mellem
Senat og Deputeretkammer om
Finanslovsbehandlingen. Den hidtil radikale Dupuy
(Marts—Decbr. 1893) dannede det ny Ministerium. Med
Besvær løstes Striden mellem Senatet og
Kamret, og Ministeriet optraadte med uventet
Fasthed over for en Del socialistiske
Demonstrationer. Ved de ny Valg traadte den gl.
Modsætning mellem Monarkister og Republikanere i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
