Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og Anneksion, men herved kom i en vanskelig
Situation. I Kamret bevarede det endnu i
denne Sag 70 Stemmers Flertal, men i Senatet
vedtoges et skarpt Mistillidsvotum, for hvilket
Bourgeois dog ikke vilde vige. Men da Senatet
i Apr. nægtede en Bevilling til Tropperne paa
Madagascar, gik Bourgeois af. I Kamret, der
straks sammenkaldtes, lykkedes det de
Radikale at gennemføre en Dagsorden, der betonede
Kamrets Overvægt over Senatet, og at faa
nedsat et Udvalg med den Opgave at reformere
Forfatningen, men da der nu dannedes et
udpræget moderat Ministerium under
Protektionisternes ivrige Fører Méline (Apr. 1896),
mislykkedes dog Forsøgene paa straks at styrte
det, og det gl. opportunistiske Flertal samledes
efterhaanden igen. Hanotaux, der atter var
blevet Udenrigsminister, besluttede sig til at
annektere Madagascar. I Oktbr besøgte Nikolaj II
F., og ved de glimrende Fester, hvormed han
modtoges, betonedes stærkere end ved nogen
tidligere Lejlighed fra begge Sider Forstaaelsen
mellem F. og Rusland. Ministeriet beholdt i den
flg. Tid delvis ved Monarkisternes Støtte omkr.
100 Stemmers Flertal. Saaledes forkastedes et
Forslag om at opsige Konkordatet med 315 mod
212. Derimod vedtoges det at fremme
Forfatningsreformen, og af Udvalgets Forslag vedtoges
det mest moderate trods Ministeriets Modstand
med 297 mod 238. Ministeriet bøjede sig, men
Senatet standsede Forslaget, der gik ud paa, at
Kommunernes Delegerede ved Senatsvalgene
skulde være 1 for hver 150 Indb., hvorved de
smaa Kommuners Overvægt vilde forsvinde.
Ministeriets Stilling fæstnedes ved, at Alliancen
med Rusland traadte tydeligere frem gennem
Tsaren’s Besøg i Frankrig 1896 og Felix Faure’s
i Rusland 1897. Udviklingen syntes at føre hen
mod et nyt Højre, hvor de Moderate raadede
støttet af Rallierede og Monarkister, og et nyt
Venstre, inden for hvilket Radikale og
Socialdemokrater samarbejdede.
Men snart greb Dreyfusaffæren
forstyrrende ind i denne Udvikling. 1896 kom
Picquart under sin Virksomhed i
Spionkontoret til det Resultat, at den Skyldige ikke var
Dreyfus, men Esterhazy. Hans Foresatte
bød ham tie af Hensyn til »Hærens Ære«, men
i Efteraaret 1897 fik Dreyfus’ Familie
Vidnesbyrd om Esterhazy’s Brøde, og Senatoren
Scheurer-Kestner tog til Orde for
Dreyfus. Snart tog ogsaa E. Zola, A. France og
en Kreds af Videnskabsmænd Del i Kravet om
ny Undersøgelser i Sagen; Zola dømtes for sine
Udtalelser derom, men Dommen kasseredes af
Højesteret. Paa den anden Side begyndte en
heftig Agitation fra klerikal-konservativ Side;
den rettedes navnlig mod Dreyfus som »Jøden«;
den antisemitiske Bevægelse, der hidtil havde
haft beskedent Omfang i Frankrig, rev nu i al
Fald de klerikale og militære Kredse med.
Politikerne holdt sig foreløbig tilbage fra
denne Strid — dog havde Jaurès taget stærkt
Parti for Dreyfus —, og ved Valgene 1898
spillede den ikke nogen større Rolle. De Radikale
gik stærkt frem, og efter Valget viste en Del
Moderate Tilbøjelighed til i Tide at frelse sig
over paa radikal Side, saa Méline styrtedes
med 295 Stemmer mod 246 i Juni 1898. Der
dannedes nu et radikalt Ministerium
Brisson (Juni—Oktbr 1898). Under dette oplystes
det, at et af de Beviser, man mente at have
mod Dreyfus, var et Falskneri af en Officer
ved Navn Henry, og denne dræbte sig selv
i Fængslet. Ministeriet besluttede derpaa, at
hele Dreyfus’ Sag skulde undersøges ved
Højesteret, Kassationsretten, men dette
voldte saa megen Strid, at Ministeriet maatte
gaa af. Det fulgtes af et mere farveløst
Ministerium Dupuy (Oktbr 1898—Juni 1899).
Imidlertid kom udenrigspolitiske Farer til de indre
Vanskeligheder. Fra det fr. Omraade ved
Kongofloden var fr. Soldater gaaet mod Ø. ind i
Sudan, og her mødtes Oberst Marchand
1898 ved Faschoda med eng. Tropper.
Nationalistiske Politikere krævede, at man skulde
holde Stillingen, selv om det førte til Krig med
England, men Delcassé, der var
Udenrigsminister baade i Brisson’s og Dupuy’s
Ministerium, frygtede, at en saadan Krig vilde
betyde Ødelæggelse af det fr. Kolonirige, gik i
Novbr 1898 ind paa at rømme Faschoda, og
i Marts 1899 lykkedes det at slutte en
Overenskomst med England om en Delingslinie mellem
deres afrikanske Besiddelser; det blev
Indledningen til en stedse nærmere Forstaaelse
mellem de to Vestmagter. Imidlertid var Striden
om Dreyfus gaaet sin Gang. Over for den
»Menneskerettighedsliga«, hvori de
»Intellektuelle«, der kæmpede for ham, havde
samlet sig, dannedes Ligaen la Patrie française,
der ogsaa fik en Række Mænd fra
Videnskabens og Skønlitteraturens Verden i Spidsen. I
Febr 1899 døde Félix Faure pludselig, og i
Stedet valgtes Loubet med 483 Stemmer,
medens Antidreyfusarderne samlede 279 Stemmer
om Méline. Den Dag Faure begravedes,
forsøgte Déroulède uden Held en Militærrevolte.
I Juni 1899 fældede Kassationsretten den Dom,
at Dreyfus’ Sag skulde bedømmes af en ny
Krigsret i Rennes, og at Dreyfus derfor skulde
føres tilbage fra Djævleøen, hvor han var
fængslet, for at møde for Retten. Nationalisterne
forsøgte nu at skabe Uroligheder i Paris, og da
Dupuy formentlig ikke optraadte med
tilstrækkelig Fasthed, afløstes han af
Waldeck-Rousseau (Juni 1899—Juni 1902). Han havde
hørt til Gambetta’s Venner og tilhørte nu det
moderate Parti, men dannede sit Ministerium
af Dreyfusarder tilhørende dels den moderate,
dels de radikale Grupper, ja optog i Ministeriet
Millerand som Repræsentant for
Socialdemokraterne. En Del af de Moderate fulgte ham;
ved første Afstemning fik han kun 262 Stemmer
mod 237, men det lykkedes ham at danne en
fast Majoritet, en bloc bestaaende af 80
Moderate, 200 Radikale og 50 Socialdemokrater, over
for hvilken stod en Opposition af 140 Moderate,
100 Monarkister og Raillerede og enkelte
Socialdemokrater. Han bragte hurtig Ro, og da
Krigsretten i Rennes i Septbr dømte Dreyfus til
10 Aars Fængsel, idet man fastholdt, at han var
skyldig, men anerkendte formildende
Omstændigheder, lod Waldeck-Rousseau ham benaade.
I 1904 bragtes Sagen atter for Kassationsretten,
og 1906 hævede denne Dommen over ham uden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
