Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at henvise Sagen til ny Krigsret, idet man
fastslog, at han vitterlig var uskyldig. Déroulède og
enkelte andre dømtes af Senatet Jan. 1900 for
Anslag mod Staten til Landsforvisning eller
Fængsel; de andre, der havde forset sig under
Sagens Behandling, fik Amnesti Aar 1900.
Ministeriet vendte sig nu mod de gejstlige
Ordener, der i væsentlig Grad havde baaret
Agitationen mod Statsmyndighederne under
Dreyfus-Sagen. 1901 gennemførte
Waldeck-Rousseau en Associationslov, der stemmede
med Grundsætninger, han allerede havde været
Talsmand for som Minister 1884. Det tillodes at
oprette alm. Foreninger uden Myndighedernes
Tilladelse; derimod maatte gejstlige Ordener,
der ligesom ophævede Deltagernes personlige
Selvstændighed, kun stiftes med Statens
Tilladelse, og denne kunde kun gives ved Lov;
Medlemmer af Ordener, der ikke havde saadan
Tilladelse, maatte ikke holde Skole, og selv
Medlemmer af anerkendte Ordener maatte ikke
holde Skole uden særlig Tilladelse. Loven
vedtoges i Kamret med Ministeriets vante Flertal
303 mod 224, i Senatet, hvor
Waldeck-Rousseau’s personlige Indflydelse var meget stor,
med 173 mod 99. Samtidig søgte Ministeriet at
vinde de brede Lag ved en kraftigere
Fortsættelse af den sociale Lovgivning, der allerede
tidligere var begyndt. 1898 var gennemført en
Lov om Skadeserstatning for Ulykkestilfælde
for Arbejdere, og denne Lovgivning førtes 1900
videre. Desuden oprettedes i 1900 »Arbejdsraad«,
valgte af Arbejdsgivere og Arbejdere, og der
stilledes Forslag om en Mæglingsinstitution til
Afgørelse af Interessestridigheder mellem de to
Parter. Og endelig fremsattes Forslag om en
alm. Alderdomsunderstøttelse. Hovedmassen af
Socialdemokratiet støttede under Jaurès’
Ledelse Millerand i disse Bestræbelser, medens
en Fløj af Partiet under Guesdes Førerskab
voldsomt angreb de »Ministerielle«.
Ved Valgene 1902 kom det til en heftig Kamp
mellem Regerings- og Oppositionspartierne.
Blok’en vandt en Snes Kredse, og Ministeriet
stod da i det ny Kammer med et Flertal paa
c. 350 mod c. 240. Af Flertallet var c. 50
Socialdemokrater, 70 Moderate, 230 Radikale, delt
i to Grupper, »Radikale« og »Social-Radikale«.
Oppositionen bestod af godt 100 Moderate,
»Progressisterne«, c. 120 Monarkister, Rallierede
og Nationalister, og et Dusin Guesdister.
Waldeck-Rousseau følte sig imidlertid syg og træt,
han mente at have løst sin Opgave og ønskede
ikke at føre saa radikal Politik, som Flertallet nu
var stemt for. Han fulgtes af Ministeriet
Combes (Juni 1902—Jan. 1905), der var sammensat af
Radikale og af Moderate, der havde fulgt
Waldeck-Rousseau, hvorimod ingen Socialdemokrat
var med deri. Combes gennemførte
Associationsloven adskillig skrappere over for Ordenerne,
end Waldeck-Rousseau havde ønsket. 1902
lukkedes talrige Ordensskoler, der bestod uden
Tilladelse, 1903 forkastede Kamret næsten alle de
Begæringer, der var fremkomne om
Anerkendelse, og 1904 vedtoges en Lov, efter hvilken
alle Ordensmedlemmer i Løbet af 10 Aar skulde
miste Retten til at undervise. Talrige
Ordensskoler lukkedes saaledes, hvilket i nogle Egne
fremkaldte Uroligheder, der dog ikke fik noget
betydeligere Omfang. I mange Tilfælde traadte
imidlertid Ordenernes Medlemmer formelt ud
af disse og genoprettede Skolerne som private;
alt i alt blev dog Resultatet, at mange Børn gik
fra de gejstlige Skoler over i Statsskolen. Efter
Loven skulde Klostergodserne tilfalde Staten,
men man fik ikke det ventede Udbytte af denne
Bestemmelse; Ordenerne sikrede sig ofte ved
at overdrage deres Ejendomme til Private. Da
Pave Leo XIII var død 1903, kom det snart til
aabent Brud mellem F. og hans Efterfølger
Pius X. Denne følte sig krænket ved, at Loubet
1904 uden Forhandling med ham besøgte
Kongen af Italien; da han s. A. kaldte to Bisper,
der havde stillet sig forsonlig over for Staten,
til sig fra F., og Bisperne rejste, trods
Regeringens Forbud, afbrødes den diplomatiske
Forbindelse mellem F. og Paven. Og Forslag
fremsattes om Adskillelse af Stat og Kirke. Combes’
haandfaste Optræden skaffede ham imidlertid
mange Modstandere, hvoriblandt Millerand,
og disse fik et godt Angrebsstof, da det viste
sig, at hans Krigsminister, General André,
samlede Oplysninger om Officerernes politiske
Holdning; dette opfattedes som et
Angiverisystem, der vakte Uvillie ogsaa i radikale
Kredse; Combes lod André falde, men Angrebene
fortsattes, og Deltager i dem var nu ogsaa
Clemenceau, der, efter at han 1902 var
kommet ind i Senatet, en Tid havde støttet
Combes. Jan. 1905 sejrede Combes, trods Jaurès’
Støtte, kun med faa Stemmers Flertal i Kamret,
og han foretrak da at gaa af. Finansministeren
i hans Ministerium, Rouvier, dannede nu et
Ministerium (Jan. 1905—Marts 1906), der var
mindre udpræget, men som fortsatte Combes’
Politik i noget forsigtigere Form. Juli 1905
gennemførtes nu Adskillelsesloven i Kamret med
341 St. mod 233, og i Decbr vedtoges den af
Senatet med 179 mod 108. Formen blev, i
Overensstemmelse med Jaurès’ Ønske,
hensynsfuld mod Katolikkerne. Staten skulde fremtidig
ikke betale de forsk. Kirkers Gejstlighed og ikke
blande sig i Ansættelserne; Kirkebygningerne
blev Statens Ejendom, men de skulde overlades
Menighederne til Brug, mod at de sørgede for
Vedligeholdelse o. l.; de Gejstlige, der fandtes
paa Adskillelsestidspunktet, skulde have en
Pension, fastsat efter deres Embedsalder.
Gudstjenesten o. s. v. kunde da vedblive at foregaa
nogenlunde som hidtil, blot saaledes at
Menighederne maatte skaffe, hvad de Gejstlige skulde
have ud over Pensionerne, og Kirkens Frihed
over for Staten blev jo samtidig større. Under
Rouvier gennemførtes desuden 1905 Forslaget
om Alderdomsunderstøttelse, der
gav alle over 70 Aar Ret til en Understøttelse
af det Offentlige. Og endelig vedtoges endnu
en Lov, der allerede var fremsat under
Waldeck-Rousseau. Det var en Hærlov, der
indskrænkede Tjenestetiden til 2 Aar og samtidig
ophævede den Ret, de Velhavende havde haft
til at nøjes med 1 Aar. I Rouvier’s Tid traadte
Kolonipolitikken paa ny i Forgrunden. I
Marokko, hvor der var indre Uroligheder,
havde Franskmændene efterhaanden vundet en
betydelig Indflydelse, og ved en Overenskomst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
