Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
1904 med England havde Frankrig fra eng.
Side faaet fri Hænder i Marokko, medens det til
Gengæld anerkendte Englændernes Ret til at
blive i Ægypten. Dette vakte megen Uvillie i
Tyskland, der ogsaa ønskede at sætte sig fast i
Marokko, og Foraaret 1905 kom det til en ret
skarp Konflikt mellem de to Lande, af hvilke
F. støttedes af England. Delcassé, der havde
været Udenrigsminister siden 1898, havde i
denne Tid til Ententen med Rusland føjet
Ententen med England, og det var fra 1901
lykkedes ham at bringe F. i et godt Forhold til
Italien. Men paa den anden Side traadte nu
atter Modsætningsforholdet til Tyskland, der
længe havde syntes dæmpet noget, stærkt frem.
Rouvier lod ham imidlertid falde; han overtog
selv Udenrigsministeriet, og det aftaltes derpaa,
at Marokko-Spørgsmaalet skulde
drøftes paa en Konference af de interesserede
Stater. Imidlertid var der Jan. 1906 foregaaet
Præsidentvalg. Millerand og de andre, der havde
bekæmpet Combes, samledes om den tidligere
radikale Doumer, men han naaede kun
371 St., medens de radikale Gruppers
Kandidat, Senatets Præsident, Fallières
(1906—13) valgtes med 449 St. I Marts faldt derpaa
Rouvier, da de radikale Grupper ønskede, at
de forestaaende Valg skulde foregaa under
udpræget radikal Ledelse. Der fulgte nu et
Ministerium Sarrien (Marts—Oktbr 1906).
Clemenceau blev dets Indenrigsminister;
Undervisningsminister blev Aristide Briand;
han havde tidligere været yderliggaaende
Socialdemokrat, men da Jaurès og Guesde
1905 efter Combes’ Tilbagetræden havde
forenet deres Tilhængere i det socialistiske
Enhedsparti, havde Briand og en halv
Snes andre, der hidtil havde fulgt Jaurès,
dannet en Gruppe af »uafhængige Socialister«, der
foretrak et nært Samarbejde med de ledende
radikale Grupper. Udenrigsminister blev Léon
Bourgeois, der p. Gr. a. Sygelighed havde
holdt sig i Baggrunden i de senere Aar. Han
fortsatte Rouvier’s forsigtige Politik og
opnaaede paa Algeciras-Konferencen
(Jan.—Apr. 1906) en Overenskomst om Marokko; de
andre Magter, ogsaa Tyskland, anerkendte, at
F. havde Krav paa en fortrinsvis Indflydelse
derovre, men man aftalte tillige dennes
Begrænsning.
Maj 1906 fulgte de ny Valg til
Deputeretkamret. De radikale Grupper gik atter frem.
Radikale og Socialradikale blev c. 260, den
demokratiske Union (de Moderate, der havde fulgt
Waldeck-Rousseau) 80, de socialistiske
Republikanere (Briand’s Gruppe) 20, det
socialdemokratiske Enhedsparti godt 50. Oppositionen blev
c. 70 Progressister og c. 110 Monarkister og
Nationalister. I Oktbr traadte Sarrien tilbage,
og L. Bourgeois benyttede Lejligheden til at
gaa, Clemenceau (Oktbr 1906—Juli 1909)
dannede det ny Ministerium. Han beholdt
Briand og optog som Arbejdsminister
Viviani, der hørte til samme Gruppe.
Demonstrativt gjorde han Picquart til
Krigsminister; Finansminister blev Caillaux. Under
dette og det foregaaende Ministerium
gennemførtes Adskillelsesloven. Medens protestantiske
og jødiske Menigheder uden Vanskeligheder
overtog Kirkerne efter Lovens Regler, forbød
Paven Katolikkerne at følge disse af Frygt for,
at det skulde føre til en selvstændig
Organisation af Menighederne. Regeringen inddrog da
Bispepalæer og Præstegaarde og tilbageholdt
Pensionen for de Præster, der ikke vilde følge
Reglerne, men Kirkerne lod man vedblivende
Katolikkerne benytte, selv om de ikke opfyldte
Betingelserne. Forholdet vedblev at være uklart,
men det gav ikke Anledning til større
Stridigheder. 1907 genoptog Caillaux Tanken om
en Indkomstskat, der havde været fremme
under Ministeriet Bourgeois 1896. Dette Forslag,
der nu fik en ret vidtgaaende Karakter, vakte
megen Modstand hos Regeringsgruppernes mere
moderate Medlemmer. Derimod støttedes det
ivrig af Jaurès. Denne kom i øvrigt i stedse
stærkere Modsætning til Clemenceau. Først
diskuterede de akademisk om Radikalismens og
Socialismens Teorier, og siden kom det til Strid
om Statstjenestemændenes Strejkeret; 1909
udbrød en Strejke mellem Post- og
Telegraffunktionærerne; Ministeriet optraadte meget skarpt
over for dem, og Strejken mislykkedes.
Marokko-Spørgsmaalet voldte nu atter
Vanskeligheder; indre Stridigheder derovre
bevirkede, at fr. Tropper greb ind til
Opretholdelse af Ordenen; 1908 forekom derved et
tilfældigt Sammenstød med Tyskland, da en
tysk Konsul i Casablanca havde hjulpet
nogle Tyskere, der tjente ved den fr.
Fremmedlegion, til Flugt, og Franskmændene derpaa
tog dem til Fange hos ham. Affæren henskødes
efter nogen Diskussion til Voldgiftsretten i
Haag og afgjordes her siden nærmest til Gunst
for Franskmændene.
Clemenceau, der efterhaanden syntes nervøs
over for de stadige Vanskeligheder, optraadte
nu lejlighedsvis saa udfordrende, at det
medførte hans Fald. Briand (Juli 1909—Februar
1911) dannede det ny Ministerium; Picquart
gik af, og det samme gjaldt Caillaux, hvis
Skattelov havde dannet Tilknytningspunktet
mellem Socialdemokraterne og Ministeriet;
derimod blev Viviani, og man optog
Millerand, der vel hørte til samme Gruppe som
Briand og Viviani, men som længe havde drevet
Politik sammen med Moderate og Nationalister.
Briand bragte Postfunktionærerne et mere
afgørende Nederlag, da de forsøgte en ny Strejke,
men Foraaret 1910 gennemførtes med
Tilslutning fra alle Partier en
Alderdomsforsikring, hvorefter alle 65-aarige skulde have
et vist Beløb aarlig; Bidrag dertil skulde ydes
af Arbejderne selv, Arbejdsgivere og Staten;
Gennemførelsen stødte paa store
Vanskeligheder, og man maatte sætte Grænsen ned til 60
Aar og forøge Statens Bidrag for nogenlunde at
faa Tilslutning.
Valgene 1910 bragte Jaurès’ Gruppe megen
Fremgang, men hvad de radikale Grupper tabte
til disse, vandt de rigelig fra Monarkisterne.
Efter Beregningen fik Radikale og
Social-Radikale 265, det demokratiske Venstre 75, de
socialistiske Republikanere 30,
Socialdemokraterne 75, Progressisterne 75, Monarkisterne 75.
Briand vandt nu stedse mere Tilslutning hos de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
