Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frants II, Konge af Frankrig - Frants I, Konge af begge Sicilierne - Frants II, Konge af begge Sicilierne - Frants I, Stefan, tysk-romersk Kejser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fjendskab ud i ny Sammensværgelser og Kampe;
Condé’s Deltagelse var uomtvistelig, og da han
mødte til Stændermødet i Orléans, blev han
fængslet og dømt til Døden, en Straf, hvis
Fuldbyrdelse l’Hôpital dog hindrede ved at nægte
sin Underskrift. Anton af Bourbon, som man
intet kunde bevise mod, ønskede man at dræbe,
men F. nægtede at lade det ske. Det var et af
de faa Tilfælde, hvor han modsatte sig
Guiserne; ellers lod han og Dronningen disse handle,
som de havde Lyst. (Litt.: Duparq,
Histoire de François II [Paris 1867]; Boullé,
Histoire des ducs de Guise [Paris 1849];
Rochambeau, Lettres d’Antoine de Bourbon et
de Jeanne d’Albret [Paris 1877]; Ruble,
Antoine de Bourbon et Jeanne d’Albret [Paris
1881—86]; Delaborde, l’Amiral de Coligny
[Paris 1879—82]; Belleval, Les fils de Henri
II. François II [Paris 1898]).
P. M.
Frants I, Konge af begge
Sicilierne 1825—30 (f. 1777, d. 1830), var Søn af
Ferdinand I og fulgte 1806 med denne til Sicilien.
1812 blev han efter den eng. Sendemand Lord
Bentinck’s Forlangende indsat som Faderens
Alter Ego og udstedte da en fri Forfatning for
Øen. Skønt han heri kun var et Værktøj for
Bentinck, regnedes han dog for frisindet og
hyklede ogsaa en vis Interesse, for derved at
vinde Folkeyndest. Da Forfatningen var blevet
ophævet 1815, sendtes F. som Vicekonge til
Sicilien for at dæmpe Misnøjen; men hans rette
Sindelag kom snart efter til Syne, idet han
stillede sig i Spidsen for de reaktionære Calderari’er.
Da Revolutionen 1820 udbrød, overtog han igen
Styrelsen i Faderens Navn, gav en fri
Forfatning for hele Riget og hyklede paa ny
Frisindethed, indtil de østerr. Tropper 1821 havde
omstyrtet Forfatningen. Som Konge styrede han
med streng Enevælde og stor Vilkaarlighed,
alene stolende paa sine Schweizertropper.
Hoffet udfoldede en skamløs Ødselhed, medens ikke
blot Embeder, men ogsaa Retfærdigheden var
til fals hos hans Hoffolk og Tjenerskab. F. var
to Gange gift, 1797 med Kejser Leopold II’s
Datter Clementine (1777—1801), som blev
Moder til den senere Hertuginde af Berry, og 1802
med Maria Isabella (1789—1848), Datter af Karl
IV af Spanien; hun fødte 6 Sønner, deriblandt
Ferdinand II, og 6 Døtre, deriblandt Christine,
som ægtede Ferdinand VII af Spanien, og
Therese, som ægtede Pedro II af Brasilien.
E. E.
Frants II, Konge af begge
Sicilierne 1859—61 (f. 1836, d. 1894), Søn af Ferdinand
II og Christine af Sardinien. Han var kun lidet
begavet og meget slet oplært. Febr 1859 ægtede
han Marie (f. 1841), Datter af Hertug Maximilian
af Bayern og Søster til den østerr. Kejserinde
Elisabeth, og kom 22. Maj s. A. paa Tronen,
men lod sig aldeles lede af sin Stifmoder og af
Hofkamarillaen. Efter Slaget ved Magenta (4.
Juni) rettede den sardinske Regering
Opfordring til ham om at slutte Forbund med den
og føre en frisindet Politik; men han afviste
dette Tilbud, ligesom han senere overhørte de
Raad, der gaves ham i samme Retning fra
Vestmagternes Sendemænd. Kun enkelte smaa
Reformer gennemførtes, og Schweizertropperne
opløstes. Derimod skærpedes Strengheden imod
de Liberale, og endnu Jan. 1860 foretoges
talløse Fængslinger. Først da Garibaldi’s Tog
Foraaret 1860 havde omstyrtet det bourbonske
Herredømme paa Sicilien, blev F. ængstelig,
kundgjorde alm. Amnesti og Forfatningen af 1848,
samt optog den trefarvede Fane og søgte
Forstaaelse med Sardinien, men nu var det for
silde. Da Garibaldi i Aug. var kommet over paa
Fastlandet, skete et stort Frafald bl. Kongens
Tropper, og han svigtedes endog af tvende
Farbrødre, Greverne af Aqvila og Syracus, samt
forraadtes af sin Indenrigsminister Liborio
Romano. 6. Septbr forlod han Neapel og drog til
Gaëta med den Del af Hæren, som var blevet
ham tro, medens Hovedstaden og hele Landet
modtog Garibaldi med Jubel. Efter nogle
mindre Kampe mod den fremtrængende sardinske
Hær blev største Delen af hans Tropper trængt
ind paa Kirkestatens Grund, og han maatte
indeslutte sig i Fæstningen Gaëta, hvor han holdt
sig indtil 13. Febr 1861. Han drog derefter til
Rom, hvor han boede indtil 1869, og hvorfra
han i fl. Aar ved Bander af Røvere og
Eventyrere søgte at fortrædige de ital. Myndigheder
i hans fædrene Rige. Men da enhver Udsigt til
at genvinde Magten viste sig lukket for ham,
flyttede han til Bayern, hvor han levede i over
25 Aar aldeles forglemt, Hans Dronning, der
forgæves havde opmuntret ham til at gøre
kraftig Modstand imod Garibaldi’s Angreb i
Septbr, viste stor Kækhed under Gaëtas
Belejring og fik som Paaskønnelse herfor en
Guldkrans af de legitimistiske tyske Prinsesser og
et Sølvskjold af den tyske Adel. Ægteskabet
forblev barnløst.
E. E.
Frants I Stefan, tysk-romersk
Kejser (1745—65), f. 1708, d. 1765, Søn af Hertug
Leopold Josef af Lothringen og Elisabeth
Charlotte af Orléans, hvem han 1729 efterfulgte som
regerende Hertug. 1723 kom han til Wien og
opdroges der til Maria Theresia’s fremtidige
Gemal. 1735 ombyttede han ved Freden i Wien
Lothringen med Løftet om Storhertugdømmet
Toscana. 1736 ægtede han Maria Theresia, og
1737 tog han ved Medicæernes Uddøen Toscana
i Besiddelse. Da hans Hustru 1740 blev
Dronning i de østerr. Arvelande, tog hun F. til
Medregent uden dog at give ham direkte Del i
Styrelsen ell. lade sig paavirke af ham. Under
Krigen mod Tyrkerne 1737—38 havde han ført
den kejserlige Hær uden Dygtighed, og under
den østerr. Arvefølgekrig var det kun af Navn,
at han til sine Tider førte Overkommandoen.
Hans Hustru, der elskede ham meget højt, saa
heller ikke gerne, at han udsattes for Farer af
nogen Art. Efter Karl VII af Bayerns Død 1745
valgtes han til tysk-rom. Kejser under Navn af
F. I. — Han var en godmodig og omgængelig
Personlighed, munter og levelysten og uden
Sans for ell. Evne til Regeringssager. Han var
ivrig Kunstsamler og forøgede ved heldige
Pengespekulationer sin Privatformue. Under
Syvaarskrigen var F. stærkt imod Forbundet med
Frankrig, men maatte bøje sig for sin Hustru
og Kaunitz. Efter Fredsslutningen deltog han
en kort Tid med usædvanlig Iver i Arbejdet for
at ophjælpe Østerrigs svækkede Finanser. Bl.
hans Børn bør nævnes Marie Antoinette (Ludvig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
