- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VIII: Fiévée—Friehling /
807

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frants IV, Hertug af Módena - Frants V, Hertug af Móndena - Frants II, Hertug af Bretagne - Frants af Assisi - Frants Friedrich Xaver

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

sig ved Handelsspekulationer og 1821 at vinde
den sardinske Krone, fordi han var gift med
Victor Emanuel I’s Datter Beatrice (1792—1840).
Skønt der ingen Opstand fandt Sted i Modena
1821, foretoges dog mange Henrettelser og
endnu fl. Fængslinger af formentlige
Sammensvorne. F. foreslog Metternich, at alle Liberale i
Italien samtidig fængsledes. Febr 1831 forjog en
Opstand ham fra Landet, men han genindsattes
en Maaned senere af østerr. Tropper og styrede
nu med større Strenghed og Vilkaarlighed. Som
god Legitimist nægtede han at anerkende
Ludvig Filip som fr. Konge og støttede Don Carlos
i Spanien. Af hans Døtre blev Therese
(1817—86) gift med Grev Henri af Chambord og Marie
(1824—1906) med Don Carlos’ yngste Søn Juan,
og Moder til den senere sp. Prætendent Don
Carlos.
E. E.

Frants V, Hertug af Módena 1846—59
(f. 1819, d. 1875), Søn af Frants IV, styrede
aldeles i sin Faders Aand, om muligt med endnu
større Haardhed. Han afviste Tanken om en
ital. Toldforening og sluttede Febr 1848 et nøje
Forbund med Østerrig, til hvis Kejserhus han
stadig henregnede sig. Kort forinden havde han
tillige faaet Hertugdømmet Guastalla. Marts 1848
blev han forjaget ved en Opstand, og Modenas
Tilknytning til Sardinien kundgjordes i Maj;
men i Aug. førtes han tilbage af østerr.
Tropper, genoptog sin tidligere Styrelse og brugte
Krigsretter i stor Udstrækning. Han nægtede
senere at godkende Kejser Napoleon III,
ligesom Faderen Ludvig Filip, og regnede ham som
sin personlige Fjende. Juni 1859 udjoges han
igen, og saa godt som enstemmigt vedtog
Folket hans Afsættelse og Landets Tilslutning til
Sardinien. Ved sin Bortgang til Østerrig
medførte han ikke alene Statskassen og mange
Kunstskatte, men ogsaa 80 Statsfanger, hvoraf
fl. først løslodes nogle Aar efter, og en Afdeling
Soldater, som forenedes med den østerr. Hær
og først opløstes 1862. Senere levede han paa
sine Godser i Böhmen. Hans Ægteskab med
Adelgunde. Datter af Ludvig I af Bayern
(1823—1914), var barnløst, og med ham udsluktes
Huset Este’s Mandsstamme.
E. E.

Frants II, Hertug af Bretagne
(1458—88), f. 1435, d. 1488. Søn af Johan VI af
Bretagne’s 4. Søn Richard. Han var først Greve af
Étampes, men da hans Onkel Arthur III døde
1458, arvede F. Bretagne. Hans Maal blev at
hævde sin Uafhængighed over for den fr.
Konge, og efter at Ludvig XI havde besteget
Tronen, kom det snart til Stridigheder med denne.
Medens Ludvig XI forbød ham at slaa Mønt og
hæve la taille i Bretagne, nægtede F. at lade
Retssager appellere til Paris, at betale
Vasalafgifter og at lade Kongen udnævne Bisper
inden for hans Omraade. Det medførte, at F.
1465 sluttede sig til la ligue du bien public mod
Kongen; han og de andre oprørske Fyrster
sejrede, og ved Aftaler i Conflans og St Maur
Oktbr 1465 satte han sine forsk. Fordringer
igennem og beholdt desuden Grevskabet d’Étampes.
1467 var han atter i Koalition mod Kongen i
Forbund med England og Karl den Dristige,
men han blev denne Gang tvungen til Freden i
d’Ancenis 1468. En ny Kamp 1471—72 endte paa
heldige Vilkaar for F., da Ludvig især ønskede
at skille ham fra Burgund. Ogsaa siden vedblev
Bretagne stadig at være mod Kongen, hver Gang
der viste sig en Lejlighed, men efter Karl den
Dristige’s Død 1477 blev dette adskillig
farligere, og F. mistede nu d’Étampes. F. søgte at
styrke sin Magt i selve Bretagne; han
oprettede et Univ. i Nantes, skabte et fast Parlament,
anerkendte Stændernes Skattebevillingsret og
lod dem endelig 1486 anerkende som hans
Arving Anne de Bretagne, hans og hans anden
Hustru Margrete af Foix’ Datter. Han deltog
derpaa i la guerre folle 1486—88, men tabte her
det afgørende Slag ved Saint-Aubin du Cormier
Juli 1488. F. maatte efter dette slutte Freden i
Sablé, hvorefter han skulde betale en Del
Penge, give nogle Byer i Pant og endelig love ikke
at bortgifte sine Døtre uden Kongens Samtykke.
3 Uger efter døde F., og 1491 ægtede saa Anne
Karl VIII af Frankrig. F. blev saaledes det
selvstændige Bretagnes sidste Hertug. (Litt.: Se
Bretagne, Ludvig XI og Karl VIII).
P. M.

Frants af Assisi, titulær Konge af
Spanien (1822—1902), Søn af Frants af Paola,
Hertug af Cadiz (1794—1865), der var en yngre
Broder af Ferdinand VII og Don Carlos. Han
ægtede 1846 sit Søskendebarn Dronning Isabella
II og fik derved Kongetitel, men Ægteskabet
var kun lidet lykkeligt, og han blev groft
tilsidesat af sin Ægtefælle. Skjønt de efter
Revolutionen 1868 begge drog til Frankrig, levede de
dog siden 1870 skilte fra hinanden.
E. E.

Frants Friedrich Xaver, Prins af
Hohenzollern-Hechingen, østerr. Feltmarskal, f. 31.
Maj 1757 ved Maastricht, d. 6. Apr. 1844 i Wien.
Han var først en kort Tid i holl. Tjeneste, men
traadte snart ind i den østerr. Hær og
udmærkede sig 1788 foran Belgrad som Chef for et
Rytterregiment. I Revolutionskrigene 1793—95
kæmpede han med Udmærkelse ved
Neerwinden, Wattignies og Charleroi, 1796 som
Generalmajor ved Mantua og navnlig i Slaget ved
Caldiero, men maatte efter det mislykkede
Forsøg paa at undsætte Mantua kapitulere ved
Slottet Favorite. I den 2. Koalitionskrig 1799
reddede han med sin Division Verona og erobrede
Pizzighetone og Milano, sendtes derefter til
Modena, hvor han opholdt Macdonald, trods
dennes store Overmagt, og hindrede derved hans
Forening med Moreau. Han vendte sig nu mod
Soult, hvis Stilling han stormede ved Bochetta,
dækkede Belejringen af Genua og vandt 1800
Slaget ved Bozzolo. Under Felttoget 1805
lykkedes det ham skønt fuldstændig omringet ved
Ulm at undkomme til Böhmen og 1809 efter
Nederlaget ved Regensburg at føre sine Tropper
til Eger. Som Fører for 2. Korps udmærkede
han sig særlig ved Aspern og kommanderede
med megen Dygtighed og Tapperhed det østerr.
Centrum i Slaget ved Wagram, hvor han
navnlig forsvarede Baumersdorf med
Haardnakkethed, og dækkede derefter den østerr. Hærs
Tilbagetog. Efter Freden i Wien blev han
Højestbefalende i Indre-Østerrig, førte 1812 det østerr.
Reservekorps i Galizien, dækkede 1815 med 2.
Korps Baden, Württemberg og Schweiz og
cernerede Strassburg, hvor han afviste et Udfald

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:10 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/8/0846.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free