Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fravashi (Fravahr, Ferver) - Fravdegaard - Fravænning - Fraxetin, se Fraxin - Fraxin (Paviin) - Fraxinus - Fray Bentos ell. Independencia - Fray Candil, se Bobadilla - Fraysinous, Denis - Frazer, James George
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
indoeuropæiske Sjæle- og Forfædrekultus, som har
udviklet sig paa anden Maade, f. Eks. i
Romernes Manes.
A. C.
Fravdegaard, Hovedgaard i Aasum Herred,
SØ. f. Odense, tilhørte Slægten Daa og 1641
døde Rigsadmiralen Claus Daa paa F. 1671
solgte Fru Dorte Daa, Gregers Krabbes, F. til
Dr. med. Christoffer Balslev, der 1697 solgte
den til sin Svoger, Biskop Thomas Kingo. Hans
Enke bragte den ved Ægteskab til Justitsraad
Chr. Carl Bircherod. Efter at have været i
Hænderne paa en Række forsk. Ejere købtes den
1879 af Hofjægermester P. Baron Bille-Brahe.
Hovedbygningen, delvis af Bindingsværk, er
opført 1588 af Oluf Daa, restaureret 1882.
B. L.
Fravænning, d. s. s. Afvænnen.
Fraxetin, se Fraxin.
Fraxin (Paviin), C16H18O10, et Glykosid,
der findes i Barken af Fraxinus- og
Æsculus-Arter; det danner farveløse, svagt bittert smagende
Krystaller, reagerer surt, er tungtopløseligt i
koldt Vand og Alkohol. Den fortyndede
vandige Opløsning fluorescerer, Fluorescensen
forstærkes ved Tilsætning af en ringe Mængde
Alkali, men ophæves ved Tilsætning af Syrer.
Ved Hydrolyse ved Kogning med fortyndede
Syrer spaltes F. i Druesukker og Fraxetin,
C10H8O3, der danner farveløse Naale.
(O. C.). R. K.
Fraxinus L., Slægt af Olietræfam., Træer
med uligefinnede Blade; Knopperne har faa og
temmelig tykke, oftest mørkt farvede Skæl. De
smaa og i sammensatte Klaser siddende
Blomster udfolder sig i Foraaret og har hvidlige
Kronblade, der dog helt kan mangle, 2
Støvdragere og en 2-rummet Frugtknude. Frugten
er en lancetdannet og vinget Nød. 39 Arter,
især i Nordamerika, Østasien og
Middelhavslandene. Om F. excelsior L. (Alm. Ask), se
Ask. F. americana L. med fl. amer. Arter
afgiver værdifuldt Ved. F. ornus L.
(Manna-Ask), der har hjemme i Sydeuropa og i
Orienten, plantes hyppigt som Prydtræ. Det er
et mindre Træ ell. en Busk med askegraa ell.
brunfiltede Knopper og en stor, busket
Blomsterstand af gullighvide Blomster, der
fremkommer samtidig med Bladene og i Spidsen
af ny Skud. Ved Indsnit i Barken giver Træet
den officinelle Manna, der indeholder
Mannit; af dette Hensyn dyrkes Træet i det
nordvestlige Sicilien.
A. M.
I Haverne dyrkes Manna-Asken for sin
Rigdom af hvide, i store mangeblomstrede Toppe
samlede Blomster. F. excelsior L. pendula er det
her til Lands hyppigst dyrkede Hængetræ. F.
excelsior L. foliis luteis har udpræget gule
Blade. F. pubescens Lam. aucubæfolia har stærkt
gulmarmorerede Blade. F. pubescens coriaceæ
har store, næsten læderagtige Blade og brede
Smaablade. P. Gr. a. at alle Ask er Træer, der
først springer meget sent ud om Foraaret og
tidlig kaster deres Blade om Efteraaret, er
de kun lidet anvendelige i Haverne, tilmed da
det er i høj Grad graadige Træer, der løber saa
langt med deres Rødder, at ingen Planter kan
trives i en Afstand af 10—15 m fra Stammen.
Kun de brogetbladede og hængende Varieteter
kan der være god Brug for i Haver, men der
maa dog ikke plantes mere end nogle faa
Eksemplarer, da de ellers virker trættende.
Varieteterne formeres ved Barkpodning paa F. e.
L. H.
Fray Bentos [↱fraj-↱væntås] ell.
Independencia, By i Uruguay ved Floden Uruguay,
grundlagt 1859, har c. 7000 Indb. og er kendt
for sine store Kødekstrakt-Fabrikker (Liebig’s
Extract of Meat Co. Limited). F. har daglig
Dampskibsforbindelse med de vigtigste Havne
i Uruguay og Argentina.
G. Ht.
Fray Candil [↱fraj-kan↱dil], se Bobadilla.
Fraysinous [fræzi↱nu(s)], Denis, fr. Præst
og Statsmand, (1765—1841) blev 1789 Præst,
men maatte under Revolutionen holde sig skjult.
1803—09 vakte han stor Opsigt som Prædikant
i Paris og var 1810—14 Inspecteur d’Académie.
Han blev 1821 første Hofpræst hos Ludvig
XVIII, 1822 titulær Biskop, samt Pair og Greve,
1823 Stormester for Univ. og 1824—28
Kirke- og Undervisningsminister. I disse Stillinger
viste han stor Iver for at fremme Jesuitternes
Indflydelse og for at fortrænge frisindede
Professorer. Han skrev 1818 Les vrais principes de
l’église gallicane og udgav 1825 sine Prædikener
som Défense de Christianisme (3 Bd), der har
vundet stor Udbredelse (15. Udg. 1843) og
udkom endnu 1889. Skønt han 1830 misbilligede
Juliordonnanserne, fulgte han dog efter
Revolutionen Kongehuset i Landflygtighed og ledede
indtil 1838 Greven af Chambords
Undervisning, men vendte derefter tilbage til Frankrig.
Hans senere Prædikener udkom 1843 (2. Udg.
1851).
E. E.
Frazer [↱freizə], James George, eng.
Religionshistoriker, er født 1854 i Skotland, fra
1879 fellow i Trinity college i Cambridge, 1907
Professor i social Antropologi i Liverpool. F.
gjorde sig tidlig til Talsmand for de
etnografiske Studiers Bet. for Religionshistorien. I sin
lille Bog Totemism (1887, 2. Udg. 1907)
fremstillede han dette allerede tidligere paapegede
Fænomen af dette Navn (se Totem) og
understregede dets Bet. stærkt, idet han tilkendte det
en grundlæggende Plads i den religiøse
Udvikling, en Antagelse, der efter senere
Undersøgelser har vist sig urigtig, og som F. ogsaa nu
væsentligt har forladt for i sit store Værk
Totemism and Exogamy (I—IV, 1910) for at gaa
over til en social Betragtning af Totemismen.
Sin egl. Bet. som Religionshistoriker fik F.
imidlertid først ved sit Hovedværk The Golden
Bough (1890, 2. Udg. 1900), et omfattende Værk,
der, fornemmelig paa Grundlag af Wilh.
Mannhardt og med stærk Benyttelse af dennes
Arbejder, fremhæver de »lavere« Sider af det
religiøse Liv, der endnu som survivals (»Levn«)
bestaar i nuværende Almuetro. Paa lignende
Maade som Andrew Lang benytter han
dette Materiale til Belysning af de gamle
Religioners højere Fænomener (Kultus,
Myter og Skikke). Særlig har F. villet paavise de
af Mannhardt fremdragne Vegetationsdæmoners
Kultus overalt, hvad Bogens Titel ogsaa tyder
paa, og hvad hans Videreførelse af Emnet i
»Adonis, Attis, Osiris« (1906) yderligere
bekræfter; men i øvrigt er det mere de religiøse
Skikke, navnlig de magiske, hvis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
